Ugens Europa-podcast: Topmøde om EU's autoritære naboer mod øst og syd

PARLAMENTET #99: Det kostede mange timers armlægning med lederne fra Cypern og Grækenland, før EU fredag blev klar med sanktioner mod Hviderusland og forsigtige trusler mod Tyrkiet. Podcasten analyserer topmødet og gør status over debatten om europæiske retsstatsprincipper, der også prægede ugen.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

”Det vi ser i Hviderusland, er meget, meget problematisk. Der er al mulig grund til, at Europa tager afstand fra det og får indført sanktioner.”

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da hun torsdag nåede frem til et EU-topmøde i Bruxelles, som kom til at stå meget i udenrigs- og sikkerhedspolitikkens tegn.

Fredag nat lykkedes det langt om længe Frederiksen og lederne fra de 26 andre medlemslande at blive enige om sanktioner mod præsident Lukasjenkos regime i Minsk – men det kostede mange timers forhandlinger om en helt anden sag, før det kunne lade sig gøre.

Cyperns præsident, Nicos Anastasiades, og den græske regeringsleder, Kyriakos Mitsotakis, forlangte en hårdere europæisk linje over for Tyrkiet som betingelse for at støtte sanktionerne mod Hviderusland.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har i de seneste år indtaget, hvad grækerne og cyprioterne opfatter som en stadig mere aggressiv rolle i kapløbet om udnyttelse af naturgas i havbunden under det østlige Middelhav.

Situationen er i sommerens løb blevet så anspændt, at græske og tyrkiske flådefartøjer har været tæt på væbnet konfrontation.

I ugens europæiske podcast fortæller Altingets EU-redaktør, Rikke Albrechtsen, sammen med værten, Europa-analytiker Thomas Lauritzen, om EU-topmødets kompromis mellem høgene og de mere forsigtige europæiske ledere i forhold til Tyrkiet.

Den danske statsminister var en af dem, der manede til ro:

”Jeg synes, vi har en gensidig afhængighed af hinanden – og et meget langt samarbejde, der går lang tid tilbage. Det bliver vi i mine øjne nødt til at holde fast i,” sagde Mette Frederiksen.

Podcasten tager samtidig grundigt fat i ugens andet store EU-emne, nemlig den voksende debat om, hvordan samarbejdet kan gribe ind over for medlemslande, der ikke respekterer Unionens grundlæggende værdier om demokrati og retsstat.

Du kan blandt andre høre Morten Løkkegaard (V) forklare, hvorfor han finder sagen så altoverskyggende vigtig, at han er parat til at stemme nej til EU’s genopretningsplan for at forsvare principperne.

”En gang imellem er man nødt til at sætte hårdt mod hårdt – og det er så det, vi gør nu,” siger Venstres delegationsleder i Europa-Parlamentet i ugens udsendelse.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Forrige artikel Podcast: To personer er reelt i spil til at tage over for Pernille Skipper Podcast: To personer er reelt i spil til at tage over for Pernille Skipper Næste artikel Podcast: København vil være CO2-neutral, velfærdsduks og bygge en stor ø Podcast: København vil være CO2-neutral, velfærdsduks og bygge en stor ø
Thulesen Dahl: Vi skal have gang i hjemsendelserne

Thulesen Dahl: Vi skal have gang i hjemsendelserne

ÅRSMØDE: Hårdere straffe og en ydelse på dagpengeniveau for at passe egne børn i hjemmet er blandt Dansk Folkepartis formands forslag i sin årsmødetale. Her opridser Kristian Thulesen Dahl otte punkter, som partiets politik skal dreje sig om i de kommende år.