Ugens uddannelse: Ordfører-exit, udskudt VUC-pulje og ønskeliste til ny minister

OVERBLIK: Carolina Magdalene Maier (ALT) og Marlene Harpsøe (DF) må forlade Folketinget. Ny minister opfordres til at placere uddannelseskommission på sin to-do-liste, og nødlidende VUC’er venter stadig på redningspulje. Få overblikket her.

Alternativets undervisningsordfører Carolina Magdalene Maier blev ikke genvalgt til Folketinget. Den 45-årige gruppeformand har ellers været en stærk stemme for partiet de sidste fire år. 
Alternativets undervisningsordfører Carolina Magdalene Maier blev ikke genvalgt til Folketinget. Den 45-årige gruppeformand har ellers været en stærk stemme for partiet de sidste fire år. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Niels Frederik Rickers

Efter den længste valgkamp siden 1975 har danskerne nu valgt de 179 folketingsmedlemmer, der i den næste valgperiode skal have deres daglige gang på Christiansborg.

Langt størstedelen af den foregående valgperiodes undervisningsordførere formåede at blive genvalgt, hvilket blandt andet inkluderede profiler som Mattias Tesfaye (S), Jacob Mark (SF), Anni Matthiesen (V), Annette Lind (S), Marianne Jelved (R) og Alex Ahrendtsen (DF).

På trods af partiets voldsomme tilbagegang lykkedes det også undervisningsordfører Henrik Dahl (LA) at erobre ét af Liberal Alliances fire mandater i Folketinget. Henrik Dahl har tidligere langet ud efter partier som S og V og kritiseret dem for ikke at gå op i uddannelsespolitik.

Selvom de fleste ordførere på området blev genvalgt, bød valget dog på et farvel til Dansk Folkepartis erhvervsuddannelsesordfører Marlene Harpsøe, der måtte se det ene DF-mandat i Nordsjælland Storkreds gå til partifællen Morten Messerschmidt (DF).

Også Alternativets gruppeformand og undervisningsordfører, Carolina Magdalene Maier, må som resultat af partiets tilbagegang vinke farvel til sin plads i Folketinget.

Altinget talte under valgkampen med den nu tidligere gruppeformand, som slog fast, at hun frygter, at progressionen mod en mere fri skole vil gå i stå, hvis Socialdemokratiet får regeringsmagten.

Du kan få hele overblikket over, hvilke undervisningsordførere der er inde og ude af Folketinget her.

Ønskeliste til ny minister: Drop besparelser, og nedsæt kommission
Vi bliver i efterdønningerne fra det netop overståede folketingsvalg lidt endnu.  

Altinget: uddannelse talte onsdag med en række af aktørerne på undervisningsområdet for at høre, hvad der står øverst på deres ønskeliste til den kommende undervisningsminister.

0:000:00