Ulla Tørnæs: Kom med på holdet, Lidegaard

Af Ulla Tørnæs (V)
Minister for udviklingssamarbejde

Danmark kan ikke være bannerfører for verdens fattigste og mest svage kvinders rettigheder, fordi regeringen har tilpasset udviklingsbistanden til FN’s målsætning, skriver Martin Lidegaard (R) i et debatindlæg på Altinget.dk.

Han reducerer Danmarks stærke og meget respekterede internationale stemme, vores klare politiske prioriteter og årtier lange udviklingspolitiske engagement til et spørgsmål, der udelukkende handler om penge. Det er både unuanceret og forkert.

Selvfølgelig betyder penge noget. Det giver sig selv. Men uanset om vi i Danmark brugte hele vores BNP på udviklingsbistand, så ville verden fortsat været et uretfærdigt og brutalt sted.

Penge er ikke alt
Danmark kan ikke rette op på verdens uretfærdighed alene. Derfor er det vigtigt, at vi – ud over vores finansielle engagement – også har et stærkt politisk engagement. Så vi får andre lande og stærke organisationer med på holdet.

Vores stærke politiske stemme for kvinders rettigheder er rodfæstet i national enighed om, at menneskerettigheder gælder for alle – også for kvinder. Vores stærke stemme har rod i, at vi ikke er blege for at tage emnet op – også selvom det er følsomt mange steder i verden.

Vores stærke stemme har rod i, at uanset hvilket parti den danske udviklingsminister kommer fra, så er kvinders rettigheder højt på dagsordenen.

Ulla Tørnæs
Minister for udviklingssamarbejde

Vores stærke stemme har rod i, at uanset hvilket parti den danske udviklingsminister kommer fra, så er kvinders rettigheder højt på dagsordenen. Det koster ikke hverken 1 eller 5 milliarder. Det koster en minister, der tager ordet.

Jeg rejser altid spørgsmålet om kvinders rettigheder, når jeg rejser rundt i verden, og muligheden byder sig. Det er jeg helt sikker på, at Martin Lidegaard også gjorde, da han var udenrigsminister.

Derfor klinger det også enormt hult, at Martin Lidegaard reducerer den danske mærkesag for kvinders rettigheder til et spørgsmål om penge.

For hvis det kun handlede om penge, hvorfor så nævne det under politiske drøftelser? Hvorfor så ikke bare sende en check afsted, hvor der står ”kvinders rettigheder” på? Det vil ingen ansvarlig dansk minister gøre, for naturligvis betyder den politiske dialog og det politiske pres noget.

Danmark fortsætter kampen for kvinders rettigheder
Et dugfriskt eksempel på, at politik ikke kun handler om penge, er slutdokumentet fra FN’s kvindekommission, som blev vedtaget i forrige weekend.

Efter indførslen af Global Gag Rule har stærke kræfter arbejdet for, at dette års dokument skulle være mindre ambitiøst end sidste års dokument. De lykkedes desværre med deres bestræbelser. Slutdokumentet er et klart tilbageskridt i forhold til sidste års dokument.

Sidste år havde vi en klar reference om, at alle kvinders menneskerettigheder omfatter muligheden for at få adgang til blandt andet seksualundervisning, prævention, professionel fødselshjælp og sikker abort i overensstemmelse med national lovgivning. Den reference er nu væk.

Danmark kæmpede til det sidste mod dette tilbageskridt. Men vi måtte konstatere, at de lande, vi normalt står side om side med, faldt fra ét for ét.

Kampen kræver alle gode kræfter
Så når Lidegaard siger, at regeringen – fordi vi har tilpasset udviklingsbistanden – ikke længere kan føre en anstændig og ansvarlig udviklingspolitik, håber jeg, at det er et polemisk angreb frem for hans reelle holdning.

Det er fint at være uenig om det finansielle niveau, men Danmarks utrættelige politiske kamp for kvinders rettigheder er både anstændig og meget ansvarlig.

Millioner af kvinder verden over har ikke en stemme, de kan bruge for at kæmpe for deres rettigheder. Derfor bruger jeg og Danmark vores stemme for dem.

Men det er op ad bakke, og vi har brug for alle gode kræfter på holdet. Gode kræfter, der mener, at menneskerettigheder gælder for alle. Du er meget velkommen på det hold, Lidegaard.