Ung efterkommer: Krarup og Hussein befinder sig i hvert sit ekkokammer

Af Dastan Marouf
Gymnasieelev

Debatten, der for nyligt udspillede sig i Altinget mellem Marie Krarup og Tarek Hussein, havde potentialet til at blive både relevant og interessant. Jeg havde glædet mig til at høre, hvordan vi skal tackle det faktum, at en højredrejning har affødt en tilsvarende venstredrejning på udlændingeområdet, og at religiøse trossamfund begynder at have indflydelse på, hvad muslimske vælgere stemmer.

Fik jeg så den konstruktive og berigende debat, jeg så inderligt havde drømt om? Tværtimod. Måske var mine forventninger for høje, men jeg blev skuffet, da jeg oplevede, hvordan debatten hurtigt blev til den samme omgang infantile mundhuggeri, der har hjemsøgt integrationsspørgsmålet i årevis.

Prioriter løsninger fremfor dystopier
I det ene ringhjørne blev jeg af Marie Krarup mødt af en fjendtlig tone og forestillingen om en dystopisk glidebane. Krarups teori om, at muslimer skulle have en skjult agenda om at importere trosfæller for at destruere det danske demokrati, er en rørende fortælling.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der sker i de næste årtier, eller hvad hver enkelt muslimsk vælger har gjort sig af overvejelser. Jeg er i øvrigt forbløffet over, at Krarup så frit gør netop det. Jeg savner ligesom mange andre danskere bare, at man snakker om, hvad vi fremadrettet kan gøre for på ordentlig vis at løse de problemer, der måtte være i integrationen.

Så kære Marie Krarup: Demokratisering og integration tager tid, men hvis man nogensinde skal have en forhåbning om at få danske muslimer til at indse, at deres egne forhold faktisk kan forbedres ved eksempelvis at sænke asyltilstrømningen og stramme reglerne, så bliver du nødt til at tilsidesætte den nationalkonservative iver, prioritere løsningerne og stoppe med blindt at råbe vagt i gevær.

At muslimer engagerer sig i demokratiet, er glædeligt, men at det er personer med tankegods fra blandt andet Hizb ut-Tahrir, der hjælper dem med det, er ikke.

Dastan Marouf
Gymnasieelev

Det er noget, som Dansk Folkeparti har formået før, men som åbenbart er forsvundet i forbindelse med det sjappede valgresultat.

Trossamfund skal blande sig udenom
I det andet ringhjørne var forargelsen over Marie Krarup. Her skulle jeg mest af alt høre på beskyldninger, så det gjorde ondt. Tarek Hussein gik med det samme i defensiven og kaldte Krarup alt lige fra en dårlig taber til en antidemokrat. Det er den slags intetsigende argumentation, der kan forventes af debatten i Sverige, og som ikke fungerer som andet end en kanalisering for ens forargelse.

Hussein negligerede med et snuptag også hele debattens relevans. Muligvis fordi han – af gode grunde – finder Krarups fantasifulde kritik urimelig. Det er forståeligt nok, for hvordan skal man som muslim kunne tale om integrationsproblemer, når man konstant har typer som Marie Krarup åndende i nakken?

Men det ændrer ikke på, at det helt principielt er problematisk, når trossamfund uden videre begynder at blande sig i, hvad folk bør og ikke bør stemme. Dette gør sig især gældende i muslimske miljøer, der allerede kæmper med at finde det rigtige skel mellem religion og stat – det bliver en mudret affære, og det burde Tarek Hussein også kunne se.

At muslimer engagerer sig i demokratiet, er glædeligt, men at det er personer med tankegods fra blandt andet Hizb ut-Tahrir, der hjælper dem med det, er ikke.