Usikkerhed om, hvad nordatlantisk pulje skal gå til

PULJE: Udmeldinger fra regeringerne har skabt usikkerhed om, hvad den vil bruge finanslovens særlige nordatlantiske pulje på. 

Finansministeriet.
Finansministeriet.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Andreas Krog

Flere af de nordatlantiske folketingsmedlemmer frygter, at den særlige nordatlantiske pulje på finansloven i år kommer til at gå til driftsopgaver, som ligeså godt kunne være finansieret af midler fra andre kasser.

Den nordatlantiske pulje blev opfundet af den tidligere VLAK-regering til at støtte specifikke projekter på Færøerne og i Grønland. Den nye S-regering har erklæret sig parat til at forhøje puljen fra 15 millioner kroner til 20 millioner kroner om året. Men samtidig har regeringen meddelt, at blandt andet de bedre lønvilkår for grønlandske politibetjente og fængselsbetjente, som de to grønlandske medlemmer af Folketinget længe har talt varmt for, vil blive taget fra den nordatlantiske pulje.

Spændetrøje for aktiviteter
Men at lade puljen finansiere driftsopgaver under ressortministerier vil være en uheldig sammenblanding, der sætter uhensigtsmæssige begrænsninger, påpeger det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA).

"Man skal passe på, at puljen ikke bliver en spændetrøje for de aktiviteter, som efterlyses i rigsfællesskabet efter alt det her med Trump," understreger Aaja Chemnitz Larsen.

Ifølge Aaja Chemnitz Larsen har både justitsminister Nick Hækkerup og finansminister Nicolai Wammen på et møde tilkendegivet, at man agter at lade lønforhøjelsen til grønlandske politibetjente og fængselsbetjente finansiere af den nordatlantiske pulje. De får i dag lavere løn end deres danske kolleger på de grønlandske politistationer og anstalter. Hvis de skal have samme løn som de danske ansatte, så vil det koste op mod 18 millioner kroner om året – og dermed lægge beslag på næsten hele den nordatlantiske pulje.

Puljen afsætter midler i fire år frem. Så hvis lønforhøjelserne kommer fra puljen, står man desuden med et problem om fire år, pointerer Aaja Chemnitz Larsen.

"Skal man så sige til de grønlandske politibetjente, at det var et tillæg, I fik i fire år, og nu får I det ikke mere? Det er ikke optimalt at bruge en projektpulje til noget, som egentlig bør være en del af driften," påpeger Aaja Chemnitz Larsen, der gerne ser, at midlerne fra puljen går til en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk tænketank kaldet Greenland Institute for Internationale and Arctic Studies, der skal tilknyttes Grønlands Universitet.

Renovering af anstalter
Det andet grønlandske folketingsmedlem, Aki-Matilda Høegh-Dam fra det socialdemokratiske parti Siumut, deler kollegaens bekymring for, hvad puljen vil blive anvendt til.

"Det bekymrer også mig," siger Aki-Matilda Høegh-Dam, der har forsøgt at få fat i både finansminister Nicolai Wammen og Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen. Til sidst lykkedes det hende at få et møde med embedsmænd i Finansministeriet. Her fik hun umiddelbart lovning på, at de 20 millioner kroner i den nordatlantiske pulje ikke er til drift, men til ekstraordinære projekter.

Altinget logoArktis
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arktis kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00