Debat

V i København: Vi skal have de unge ud på byggepladserne

DEBAT: En bygge- og anlægsorienteret FGU skal få flere unge ud på de københavnske byggepladser. Det er både en hjælp for de unge, for byggebranchen og for København, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V) og Jens-Kristian Lütken (V).

En erhvervsrettet FGU skal sluse de unge ud på byggepladserne, mener borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) og Jens-Kristian Lütken. (Arkiv)
En erhvervsrettet FGU skal sluse de unge ud på byggepladserne, mener borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) og Jens-Kristian Lütken. (Arkiv)Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V) og Jens-Kristian Lütken (V)
Hhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester og medlem af børne- og ungdomsudvalget i Københavns Kommune

I 2019 får vi en ny mulighed for hjælpe de unge ledige under 25 år, som endnu ikke har gennemført eller er i gang med en uddannelse.

Den nye forberedende grunduddannelse, FGU, som Folketinget har vedtaget, skal udbydes på 88 skoler – heraf fire i København. Målet er selvsagt at hjælpe de unge, der oplever at stå i et vadested, godt og sikkert videre i livet.

Den ro på tilværelsen og den menneskelige selvtillid, som vi mener, at alle vores unge fortjener, starter i vores verden med et job at stå op til, og gode kolleger at møde ind til.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Erhvervsrettet FGU
Derfor har vi også brug for, at FGU-uddannelserne får et klart erhvervsrettet sigte. Og vi mener, at mindst én af skolerne i København skal have en decideret bygge- og anlægsprofil.

Vi lever nemlig i en virkelighed, hvor vi ikke har brug for, at alle vores unge nødvendigvis tager en kandidatgrad og en fin universitetsuddannelse. Vi har også brug for unge, der kan tage fat. Unge, der kan bruge deres kræfter, deres energi og deres drive til rent fysisk at forme den by, vi gerne vil skabe.

Det er naivt at tro, at vi med FGU-uddannelsen kan sluse horder af unge over i de kreative erhverv eller ind på de mellemlange uddannelser.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) og Jens-Kristian Lütken (V)

Ved at minimum én af skolerne har en klar bygge- og anlægsprofil, kan FGU'en fungere som brobygning til at få de unge ud på byggepladserne, hvor de hurtigt kan få ordinært arbejde og senere hen efteruddanne sig igennem det velfungerende AMU-system.

Dermed hjælper vi bygge- og anlægsbranchen med at få den arbejdskraft, de har brug for, og vi hjælper de unge med at blive en del af et spændende og dynamisk arbejdsmiljø med et stærkt sammenhold. Det er et samspil, som både de unge, byggebranchen og København vinder ved. 

Fremtiden på københavnske byggepladser
Vi ved, at bygge- og anlægssektoren i forvejen har gode erfaringer med at opsluge unge, der kan have svært ved at finde retning i tilværelsen. Ved at komme ind i byggebranchen oplever de unge at få en struktur og en retning på deres hverdag, når de møder ind på faste tidspunkter, har en klar kommandovej og arbejder sammen med resten af holdet.

Der findes nok stadig mange, der mener, at den bedste hjælp, vi kan give unge, er at lænke dem fast på skolebænken. Men det er naivt at tro, at vi med FGU-uddannelsen kan sluse horder af unge over i de kreative erhverv eller ind på de mellemlange uddannelser. Målgruppen er i mange tilfælde de unge, som er mere rodløse end deres jævnaldrende, og som tidligere ville være stået til søs eller gået direkte i lære.

Derfor skal vi være realistiske, optimistiske og visionære på de unges vegne, og vi skal hjælpe dem med at få en tilværelse med et job, der giver dem selvtillid, glæde og sammenhold. Det er en fremtid, som de kan få ude på de københavnske byggepladser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cecilia Lonning-Skovgaard

HR-direktør, DFDS, fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, medlem, Borgerrepræsentationen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), Master of Public Administration (Kennedy School of Government, Harvard University 2000)

Jens-Kristian Lütken

Beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, landsformand, Europabevægelsen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2015)

0:000:00