V-kandidat: Mette Frederiksen skaber splid og mistillid

DEBAT: S-formand Mette Frederiksen skaber splid i befolkningen og mistillid til institutionerne, når hun som en lille Donald Trump bruger svindelsagerne i Socialstyrelsen, Danske Bank og i Skat til at føre valgkamp mod regeringen, skriver Maja Torp (V), folketingskandidat i Aalborg.

Af Maja Torp (V)
Byrådsmedlem i Aalborg Kommune og folketingskandidat

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, skal passe på, at hun i sin iver for at føre valgkamp på både små og store sager ikke kommer til at ligne en lille Donald Trump, der siden sin tiltrædelse som præsident har splittet USA og skabt dyb tvivl om vigtige samfundsinstitutioner.

Den advarsel vil jeg gerne give Mette Frederiksen. Jeg er hendes modkandidat i Aalborg, hvor hun stiller op for første gang.

Ikke første gang
Når Mette Frederiksen forsøger at skrabe alle små og store problemsager sammen i en bunke og påstå, at den er helt gal med tilstanden i Danmark, fordi der er nogle svindelsager i Socialstyrelsen, i Danske Bank og i forbindelse med de nedskæringer af skattevæsenet, som primært fandt sted, da Mette Frederiksen selv var fremtrædende minister i Helle Thorning-Schmidts (S) regering, så er det desværre ikke første gang.

Vi så det også i forbindelse med Socialdemokratiets kongres i Aalborg i september, hvor Mette Frederiksen og hendes parti få måneder før et valg opsiger det samarbejde om genopretningen af skattevæsenet, som den nuværende regering har arbejdet benhårdt på siden 2015.

Sagen er faktisk, at Danmark er et af verdens rigeste og mest vellykkede samfund. Hvor vi står sammen om 90 procent af alle vedtagelser i Folketinget, og hvor vi sammen gør vores samfund stærkt og robust gennem løbende reformer og justeringer af de ting, der ikke virker helt, som vi gerne vil have det.

Svindlerne stilles til ansvar
De svindelsager, Mette Frederiksen taler om, er vores meget stærke danske samfundsinstitutioner godt i gang med at handle på. Og vi opruster de institutioner hver eneste dag, så de kan klare de opgaver, de står over for. Og de meget svære.

Netop i denne uge har skatteministeren kunne meddele, at det danske skattevæsen har fået retslig adgang til at forfølge amerikanske skattespekulanter, som har lænset statskassen for syv milliarder kroner i udbytteskat, ved de amerikanske domstole.

Netop nu er den kvinde, der formentlig har svindlet sig til mere end 100 millioner kroner fra den danske Socialstyrelsen anholdt i Sydafrika og på vej hjem til de danske domstole.

Venstre er godt i gang med at genoprette politiet, skattevæsenet og finanstilsynet, så svindlerne bliver stillet til ansvar – og vi får de penge hjem til statskassen, som de i første omgang har svindlet sig til.

Tal Danmark op
Vi har faktisk investeret stort i udbygning af skattevæsenet – for 13 milliarder kroner, siden V kom i regering i 2015. Politistyrken har aldrig været større. Og med finansloven for 2019 opruster vi Finanstilsynet, så det kan slå hårdt ned på de brudne kar i finansbranchen

Derfor Mette Frederiksen: Lad vær med at puste til ilden og mistilliden i det danske samfund. Lad være med at tale Danmark og den danske statsminister ned.

Tal Danmark op i stedet for. Det gør jeg – for jeg er stolt af mit land. Og stolt af, hvad V-regeringen har opnået i de foreløbig fire år, vi har siddet på ministerbænkene. 

Forrige artikel Messerschmidt: Flygtningekonvention­en er en møllesten om halsen på Vesten Messerschmidt: Flygtningekonvention­en er en møllesten om halsen på Vesten Næste artikel Digitale Långivere: Tarek Hussein udstil­ler sin manglende viden om kviklån Digitale Långivere: Tarek Hussein udstil­ler sin manglende viden om kviklån
Støjberg kridtede uenigheder op, Ellemann talte dem ned, og Lose blev valgt

Støjberg kridtede uenigheder op, Ellemann talte dem ned, og Lose blev valgt

LANDSMØDE: Stephanie Lose er nu valgt som ny næstformand i Venstre efter ved et landsmøde med interessante taler fra de tre hovedpersoner. Støjberg dømte Venstre ude som statsministerparti, hvis ikke Ellemann holder sig gode venner med Vermund og Thulesen. Og Ellemann talte for en kombination af internationalt udsyn og krav til udlændinge. Se landsmødet og talerne her.