V-ordfører er utålmodig med sundhedsministeren: "Utroligt meget snak og en omgang problemkonstatering helt ud i det ekstreme"

REFORM: Regionslukninger er ikke en betingelse for Venstre, når der skal forhandles om en ny sundhedsaftale, siger Martin Geertsen (V). Han kritiserer regeringen for at sidde på hænderne. Magnus Heunicke (S) vil have vendt alle aspekter.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

Venstre vil "møde konstruktivt op" til forhandlinger om en ny sundhedsaftale, når regeringen indkalder.

Det fremgår af partiets prioriteter til finansloven for 2020, som er en kommentar til de finanslovsforhandlinger, der i øjeblikket foregår mellem regeringen og dens støttepartier.

"Det skal forstås som en overbygning til det, regeringen selv har foreslået," siger Martin Geertsen (V) om udspillet, som indeholder 380 millioner kroner ekstra til sundhedsområdet.

"Det er et signal om, at vi vil prioritere sundhedsområdet. Vi ville gerne have været med til at forhandle finanslov, men det er sådan set også en markering af, at vi gerne vil ind i andre forhandlinger på sundhedsområdet," siger Geertsen.

Det bliver en bred og inddragende proces, hvor vi får vendt alle aspekter.

Magnus Heunicke (S)
Sundhedsminister

Vi kender problemerne
Det gælder ikke mindst forhandlinger om en kommende sundhedsaftale.

I et ministersvar har Magnus Heunicke (S) tidligere lagt op til, at et udspil til en aftale vil blive præsenteret i 2020. 

Martin Geertsen forstår imidlertid ikke, hvorfor sundhedsministeren sidder på hænderne:

"Hvis jeg må udtrykke mig lidt skarpt, så synes jeg, at der er helt utroligt meget snak i den nye sundhedsminister og en omgang problemkonstatering helt ud i det ekstreme," siger han.

Han peger på, at der længe har været enighed om problemstillingerne på sundhedsområdet:

0:000:00