Valgblog #15: Hvad hvis Mette Frederiksen ikke klarer sig bedre end Thorning?

Som vi nærmer os afslutningen på en meget lang valgkamp, er Socialdemokratiets meningsmålinger begyndt at dykke lidt. Fra et topniveau omkring de 29 procent af stemmerne, ligger de vægtede gennemsnit (her og her) nu nede på under 27 procent. Og de drypvise målinger, der tikker ind i øjeblikket (her og her), bekræfter den let nedadgående tendens.

Det er ikke noget, der ser ud til at ændre på, at vi får et regeringsskifte efter 5. juni.

Men et resultat ved FV19 på niveau med Helle Thorning-Schmidts ved FV15 (26,3) kan både ændre det interne styrkeforhold omkring forhandlingsbordet, når der skal dannes regering og laves finanslov. Og – ikke mindst – den fortælling om Socialdemokratiet, Mette Frederiksen og kredsen omkring hende har forsøgt at etablere.

Lettere med SF i regering end uden
Et bemærkelsesværdigt træk ved denne valgkamp har været, at såvel SF som Enhedslisten er gået frem. Førhen har de to partier opført sig som forbundne kar; er den ene steget, er den anden faldet. Denne gang ligger begge partier på mellem 8 og 9 procent af stemmerne, og Pia Olsen Dyhr har genoprettet SF, uden at det sket på Enhedslistens bekostning.

Udebliver den store folkelige legitimitet til et nyt forstadsautentisk og arbejderistisk socialdemokrati, vil man atter blive hjemsøgt af fordringen om at genfinde sin sjæl og sit projekt.

I stedet har man dygtigt opsuget de S-vælgere, Mette Frederiksen har efterladt bag sig, mens hun har udvidet kampzonen til højre for midten.

Tilsammen betyder det, at især kravene på velfærdsområdet vil blive skærpet efter valget, og det er let at se en dynamik for sig, hvor SF og Enhedslisten vil konkurrere med hinanden om, hvem der kan få det største velfærdstrofæ ved en finanslovsforhandling.

Mette Frederiksen har selv på Socialdemokratiets seneste kongres erklæret, at S under hende vil føre en mere klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik, så her vil hun have svært ved at modstå presset.

Det er ikke mindst den situation, SF-leder Pia Olsen Dyhr henviste til, da hun – i glade og positive vendinger ganske vist – i et liveinterview i Altingets gård i indre København talte om, at det ville være lettere for Mette Frederiksen at have SF med i regering end udenfor.

Særligt når man tænker på, at S efter alt at dømme skal have De Radikale med i mange beslutninger på den økonomiske politik. Her har De Radikale i en længere årrække bevæget sig til højre.

Har man virkelig genfundet sjælen?
Ét er ført politik. Noget andet er, hvad det vil få af konsekvenser for den store fortælling om Socialdemokratiet under Mette Frederiksen, hvis hun ikke får et mærkbart bedre valgresultat end det, Helle Thorning-Schmidt landede i 2015.

Fra opdyrkelsen af formandens opvækst i Aalborgs arbejderkvarter, de nyerhvervede kunstmalerier i gruppeværelset over opgøret med statens forbrug af dyre konsulenter og til den storstilede præsentation af partiets 2025-plan, Gør gode tider bedre for alle, der genbrugte sloganet fra folketingsvalget i 1960, har fortællingen handlet om genfødsel af det ægte socialdemokrati.

Helle Thorning-Schmidt er blevet retoucheret bort i den proces, og subteksten har været, at hende og Corydons udgave af Socialdemokratiet var vildfaren og forloren.

Indholdsmæssigt har det handlet om at bryde med traditionen fra den tredje vej og den reformulering af socialdemokratismen, Tony Blairs New Labour stod for i slut-90'erne. Man er blevet langt mere kapitalisme-, globaliserings- og EU-kritisk. Og geografisk og socialt har Socialdemokratiet forladt storbyen med dens akademikerne som base og er søgt ud i provinsen hos de faglærte. Det var EP19 illustrativt for.

Men hvis ikke Mette Frederiksen kan slå Helle Thorning-Schmidts socialdemokrati, har man så virkelig genfundet sjælen? 

Det spørgsmål er så meget desto mere interessant, fordi New Labour faktisk også startede som et forsøg på at genfinde forbindelsen til arbejdervælgerne og genvinde deres tillid.

Læser man 'The Unfinished Revolution' – skrevet af Philip Gould, Tony Blairs politiske rådgiver, dataknækker og strateg i 1990'erne – fra 1998 handler alt om igen at forankre sig i den lavere middelklasses univers, behov og værdier. Det så Gould og Blair (og en hel perlerække af socialdemokrater i 1990'erne) som et grundlæggende socialliberalt projekt.

Forskellen til i dag er, at man havde det som udgangspunkt, at globaliseringen rigtigt håndteret – på EU-plan – alt i alt ville blive en social, økonomisk og kulturel gevinst. I dag distancerer det danske socialdemokrati sig fra socialliberalismen ideologisk og med opsigelsen af samarbejdet med De Radikale også partimæssigt.

Forskellen mellem 28-29 procent af stemmerne og 25-26 procent kan dermed ikke alene blive stor, når der skal lægges arm om en finanslov, og når udlændingepolitikken skal forhandles.

Udebliver den store folkelige legitimitet til et nyt forstadsautentisk og arbejderistisk socialdemokrati, vil man atter blive hjemsøgt af fordringen om at genfinde sin sjæl og sit projekt. Og med det genkomsten af den fraktionering, der også har præget Socialdemokratiets historie.