Valgpodcast: Hvordan går det i Region H?

Region Hovedstaden har forudsætningerne for at levere landets bedste sundhedsvæsen, men præsterer alt for dårligt på en række områder. I bestræbelserne på at være forskningsmæssigt og medicinsk fyrtårn og elite har man for ofte glemt patienterne og ladet møgsager eskalere. Det siger gæsterne i Politisk Stuegang, der samtidig vurderer, at politikere og nye embedsmænd er i gang med at vende udviklingen.

<span>Nok er Venstres
spidskandidat,&nbsp;Martin Geertsen (V),&nbsp;måske mere kendt blandt vælgerne end indskiftede regionsformand,
Lars Gaardhøj (A). Men rød blok står meget stærkt i Region Hovedstaden, vurderer
dagens gæster. &nbsp;&nbsp;</span>
Nok er Venstres spidskandidat, Martin Geertsen (V), måske mere kendt blandt vælgerne end indskiftede regionsformand, Lars Gaardhøj (A). Men rød blok står meget stærkt i Region Hovedstaden, vurderer dagens gæster.   Foto: Pressefoto
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Regionalvalget nærmer sig med stor hast. Derfor sætter Politisk Stuegang fokus på de fem regioner i den kommende tid.

I dag zoomes der ind på Region Hovedstaden, der sundhedsfagligt og politisk bliver vurderet af Leif Vestergaard Pedersen, tidligere sundhedsdirektør i Region Midtjylland, Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, og professor Jakob Kjellberg fra Vive. 

Landets befolkningsmæssigt største region burde kunne levere bedre behandling og service på en stribe sundhedsområder, siger dagens gæster. De mener dog, at regionen er på vei ud af rollen som regionernes kluddermikkel, der vælter ind i den ene møgsag efter den anden. Samtidig er den nye direktion og det nuværende regionsråd mindre tilbøjelige til at acceptere dårlige undskyldninger fra hospitalsledelserne end forgængerne, vurderes det. 

I Region Hovedstaden er det socialdemokraten Lars Gaardhøj, der skal forsøge at fastholde Socialdemokratiets plads i formandsstolen. Venstres spidskandidat Martin Geertsen er ude i en svær opgave som udfordrer, vurderer panelet. 

Gæsterne siger blandt andet:  

Hvordan klarer regionen sig i forhold til de andre?

”Den er ikke betinget den bedste, faktisk er den nogle steder den dårligste. Der er også områder, hvor regionen klart brillerer - og selvfølgelig har alle forudsætninger for at gøre det.” - Leif Vestergaard Pedersen.

Om Region Hovedstaden stadig har fortjent sit ry som problem-region:

”Der er faktisk sket ændringer, siden Sophie Hæstorp (S) kom til. Det satte en anden retning. Der kom også en ny direktion. Man er begyndt få mere fremdrift i løsningerne ... Vi er lidt tilbage i tiden, når vi taler de sager, som gav regionen et ry som kluddermikkel.” - Jakob Kjellberg.

Region Hovedstadens ulyst til at overholde Sundhedsstyrelsens akutanbefalinger:

”Hvorfor er der en akutklinik på Gentofte Hospital, når man overordnet politisk har besluttet, at det skal der ikke være?” - Camilla Noelle Rathcke.

Eksempler på, hvor Region Hovedstaden klarer det dårligt – men burde være bedst:

”Der er nogle ting inde hospitalerne, som ikke fungerer. Hvis vi tager en ting som kræftpakkerne. Hovedstaden har i årevis ligget som den dårligste eller næstdårligste til at få patienterne igennem rettidigt.” - Leif Vestergaard Pedersen.

Hvorfor folk har undret sig over regionens problemer:

”Det er en region, som rigtigt mange gerne vil arbejde i. Hvad er det så, der gør, at man på nogle kræftpakkeforløb kan blive udfordret af, at man mangler operationssygeplejersker - ét sted. I en kæmpe region med 36.000 medarbejderne. Der er nogle ekstreme flaskehalse enkelte steder.” - Camilla Noelle Rathcke.

Om ansvaret for de alvorlige forsinkelser i kræftbehandlingen:

”Det ligger i regionsrådet, i regionstopledelse og i hospitalsledelserne ... Det kan ikke gå, at patienterne ikke bliver behandlet i tide, fordi der mangler en bestemt sygeplejerske.  Nogle dør, fordi de ikke bliver behandlet i tide. Det er helt uacceptabelt.” - Leif Vestergaard Pedersen.

Om hvorvidt Region Hovedstadens størrelse og struktur kan være med til at skabe utilfredshed blandt medarbejderne:

”Vi hører det fra lægerne. Når man skal spille ind med et problem, så skal det igennem utroligt mange ledelseslag. Og så er spørgsmålet, hvordan problemet bliver præsenteret, når det er nået dertil.” - Camilla Noelle Rathcke.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Gaardhøj

Regionsrådsformand (S), Region Hovedstaden, 2. næstformand, Danske Regioner, formand, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, bestyrelsesmedlem, Wonderful Copenhagen
cand.mag. i samtidshistorie (Syddansk Uni. 2001)

Martin Geertsen

Public affairs-rådgiver på sundhedsområdet, Primetime, fhv. MF og regionsrådsmedlem (V), Region Hovedstaden
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2008)

0:000:00