Vedby: For Trump er NATO et marked, ikke et fællesskab

Lord Ismay var NATO’s første generalsekretær. I 1952 var han ikke meget for at tage jobbet, men i sidste ende overbeviste Winston Churchill ham om, at Ismays erfaringer som Churchills militærrådgiver under Anden Verdenskrig ville være nyttige i NATO.

Men Churchill havde ikke kun lært Ismay, hvordan man håndterer vrangvillige allierede uden at tabe bowler-hatten, Ismay havde tydeligvis også lært et og andet om at sætte tingene på plads med et par velvalgte ord. Hvis man spurgte Ismay, var NATO’s formål således at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede.

I kraft af udvidelsen mod Øst og samlingen af Tyskland er NATO’s afgørende front ikke i Tyskland, som i Ismays dage, men i Polen og de baltiske lande. Rusland er igen blevet NATO’s topprioritet, og topmødet i juli lancerede en række initiativer, som skal sikre, at de allierede kan stille forstærkninger og hurtigere kan få disse styrker frem til for eksempel de baltiske lande, samt at de lande har lufthavnene og kasernerne til at modtage NATO-styrkerne.

Lord Ismay ville kunne genkende meget af den diskussion, men de militære forberedelser foregår med en anden politisk baggrund. Den nye italienske regering taler for en åbning mod Rusland, mens kræfter i både Bruxelles og Berlin bakker op om en politisk tilnærmelse til Putin, som synes at undergrave hele rationalet for at udbygge det europæiske forsvar mod Rusland. De østeuropæiske lande kan ikke føle sig sikre på at blive forsvaret. Når Putins ideologi samtidig omfavnes af den europæiske højrefløj, så er det i stigende grad svært at holde russerne ude.

At holde Tyskland nede har selvfølgeligt være umuligt siden afslutningen af den Kolde Krig. Men Ismays formel holdt alligevel efter den tyske genforening, fordi Tyskland rejste sig som en del af NATO og EU. Efter finanskrisen og Brexit er Tyskland imidlertid ikke bare en del af EU – Tyskland er EU. I Europas navn har kansler Merkel forfulgt en politik, som tjente tyske økonomiske interesser, og ladet de fleste andre spørgsmål – fra krigen i Ukraine over Euroens fremtid til immigration – forblive uforløste.

Det tog en regeringskrise i Berlin, før Merkel begyndte at tage immigrationsspørgsmålet alvorligt. Merkel har eksperimenteret med at fremstå som oppositionen til Trumps USA, men har ikke haft et reelt program at stille over for Trumps America First. Måske fordi Berlin hele tiden har fulgt en Tyskland først-strategi. Når Merkel således er en leder, som ikke udviser lederskab, er det umuligt med en samlet europæisk front over for hverken Rusland eller USA. Præsident Macrons forsøg på at mobilisere Merkel til en ny vision for europæisk integration vedbliver med at strande på det simple faktum, at Merkel ikke har og ikke ønsker en ny vision for europæisk integration.

Nu vakler fællesskabet. Og gemytligheden er væk.

Mikkel Vedby Rasmussen
Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

NATO’s vigtigste rolle var at holde amerikanerne inde – uden dem kunne man hverken holde russerne ude eller tyskerne nede. At holde amerikanerne inde har altid handlet om mere end NATO. USA har altid været the silent partner i europæisk integration. En god del af forklaringen på EU's nuværende problemer er, at USA er holdt op med at hjælpe med at få det til at virke. Tværtimod er USA begyndt at betragte EU på samme måde, som mange i Paris og Berlin længe har betragtet projektet: Som en samling af europæiske ressourcer beregnet til at konkurrere mod amerikanerne.

At Trump siger dette klarere end nogen før ham, betyder ikke, at analysen er hans alene. Amerikanerne har således haft overraskende stor succes med at sikre de NATO-allieredes tilsagn om at øge forsvarsudgifterne. Hvordan dette ønsker hænger sammen med det forbedrede forhold med Rusland, som Trump signalede med sit møde med Putin, kan man godt undre sig over – hvorfor opruste mod russerne, hvis man kan slå en handel af med dem?

Her er Trumps analyse den samme som italienernes, men hans konklusion handler ikke om, hvad det indkøbte forsvarsmateriel skal bruges til, men hvor det er købt. I sit brev op til NATO-topmødet takkede Trump således Danmark for at have brugt sine – efter præsidentens mening: alt for få – forsvarskroner på at købe amerikansk isenkram. NATO er et marked, ifølge Trump, ikke et fællesskab.

Og det er heri, det nye består. Ismays ord lød måske lidt barske, men de blev citeret med gemytlighed, fordi disse hårde sikkerhedspolitiske kalkuler hvilede i den fælles opfattelse af et skæbne- og værdifællesskab. Nu vakler fællesskabet. Og gemytligheden er væk.