Vedby: Integrationsmaskinen er gået i stå

ANALYSE: På trods af skræmmekampagnerne skal Storbritannien nok klare sig uden for EU. Det er straks vanskeligere at se, hvordan EU kan genstarte integrationsmaskinen, hvis Unionen ikke kan forhandle Brexit, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.

Af Mikkel Vedby Rasmussen
Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Når man betragter briternes beslutning om at melde sig ud af EU, bliver man mindet om, at den østrigske økonom Joseph Schumpeter mente, at “nationer opfører sig som børn, tilmed idiotiske børn”.

Det er i disse barnlige øjeblikke, at nationer er allermest betagende i deres insisteren på at gå imod alle odds eller allermest ynkværdige – national stædighed kan udkomme som Winston Churchill eller Boris Johnson.

På kontinentet har vi siden Brexit udfoldet eller genopdaget en disciplin fra næsten glemte dage, nemlig at fryde os over briternes evne til at ødelægge tingene for sig selv. Men skadefryd er også barnligt; og tilmed idiotisk, når Brexit ikke blot er en anklage mod briterne som mod det EU, de forlader.

Efter at Sovjetunionen gik bort, er EU den eneste politiske institution med sin egen teori. En teori, eller rettere et kompleks af teorier, ifølge hvilken EU er en integrationsmaskine. Man fodrer maskinen med politisk vilje, og ud kommer en stadig strøm af traktater, forordninger og direktiver.

Det smarte ved maskinen er, at den kører på sit eget brændstof: Jo flere love EU laver, jo mere politisk vilje bliver der til at skabe mere integration, fordi man ser, hvor fint det går. Derfor beskriver både politikere, eurokrater og integrationsteoretikere udviklingen i EU med transportmetaforer. Europæisk integration er et tog, som man skal nå, eller en tandem, hvor alle skal træde i pedalerne for at holde cyklen kørende.

Brexit er et udtryk for, at toget er forsinket, og de europæiske statsledere kigger i deres mobiltelefon, mens de står på perronen, eller, hvis man foretrækker den anden metafor, at de har parkeret cyklen i grøftekanten og tager sig et velfortjent hvil.

Sidst EU-maskinen producerede en traktat, var i 2007, og det var en returvare, som stats- og regeringscheferne prøvede at reparere og returnere til de vælgere i Nederlandene og Frankrig, der havde afvist den stort anlagte forfatningstraktat.

Det var i Lissabontraktaten, at Storbritannien fik indføjet bestemmelserne om, hvordan et land forlader EU. Siden har EU kæmpet med den økonomiske krise, som nær bragte euroen til fald, og den såkaldte migrationskrise.

Hvis EU var tro mod sin egen teori, så skulle disse kriser skabe en politisk vilje for nye traktater og mere integration. Men det er ikke sket.

På trods af præsident Macrons gentagne forsøg på at genoplive integrationsmaskinen, så vil kansler Merkel ikke høre tale om nye integrationsinitiativer. I stedet prøver man i Bruxelles at få øget forsvarssamarbejde til at ligne integration, mens det i virkeligheden er aftaler, som landene indgår, når de nu alligevel sidder og hviler sig i grøften. 

Ironien er, at den tidligere britiske premierminister David Cameron troede på integrationsmaskinen. Han var overbevist om, at han kunne bruge truslen om en folkeafstemning til at skabe nye regler for, hvor mange polske blikkenslagere og baristaer, der måtte komme til Storbritannien.

Men Camerons operation virkede ikke, fordi integrationsmaskinen ikke virkede. Nu er Theresa May ved at begå samme fejltagelse: at tro, at der er politisk vilje i EU til at finde en løsning, et ’blødt’ Brexit.

Men integrationsmaskinen producerer ikke længere bløde pakker, for EU producerer ikke længere nye regler, men forvalter de gamle. Derfor har EU et endnu mindre forhandlingsrum end en britisk regering, der er lammet af borgerkrigen i det konservative parti.

På trods af skræmmekampagnerne skal Storbritannien nok klare sig uden for EU. Det er straks vanskeligere at se, hvordan EU kan genstarte integrationsmaskinen, hvis Unionen ikke kan forhandle Brexit.

Det betyder ikke nødvendigvis EU’s kollaps. Eurokraterne kan sidde og udstede forordninger om databeskyttelse og lignende i årevis, efter at europæisk politik er flyttet andre steder hen. Men det betyder, at EU ikke længere skaber forandring og dynamik i Europa.

Forrige artikel Vedby: For Trump er NATO et marked, ikke et fællesskab Vedby: For Trump er NATO et marked, ikke et fællesskab Næste artikel Vedby: Kan det amerikanske demokrati klare modstanden mod Trump? Vedby: Kan det amerikanske demokrati klare modstanden mod Trump?