Debat

Vegetarer til L&F: Den vigtigste klimateknologi i landbruget hedder plantebaserede fødevarer

DEBAT: Landbrug og Fødevarer sidder på hænderne, når de sætter deres lid til hypotetisk science fiction-teknologi i landbrugets grønne omstilling. Den plantebaserede omstilling er vejen frem, skriver Rune-Christoffer Dragsdahl. 

Rune-Christoffer Dragsdahl mener, at vi skal "undersøge potentialet i gamle, glemte bælgfrugter fra fortidens skatkammer."
Rune-Christoffer Dragsdahl mener, at vi skal "undersøge potentialet i gamle, glemte bælgfrugter fra fortidens skatkammer."Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rune-Christoffer Dragsdahl
Generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening

Det glæder os meget, at vi i Altinget kan læse, at Landbrug & Fødevarer har fokus på den grønne omstilling.

Landbruget er en afgørende spiller, når det kommer til at nedbringe vores samlede CO2-udledning og bremse klimaforandringerne. Lad os håbe, at det ikke bliver ved ordene, når der skal handles, og ansvaret skal løftes.

Man må forstå, at Landbrug & Fødevarer, på linje med den socialdemokratiske regering, sætter deres lid til teknologien. Til nye, endnu ikke opfundne teknologier, som vi ikke kender prisen på eller effektiviteten af.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Anne Lawaetz Arhnung begrunder sine pointer med, at man i branchen arbejder efter ”naturens orden”, og at man ikke kan ”sætte strøm til en ko”.

Presser den vilde natur 
Spørgsmålet er dog, hvor 'naturligt' vores landbrug er i dag.

Det er ved at være sidste udkald, hvis ikke Danmark skal tabe det globale kapløb om at opnå en førerposition indenfor produktionen af fremtidens fødevarer.

Rune-Christoffer Dragsdahl
Generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening

Næsten 60 procent af Danmarks areal er opdyrket. Det giver os en tvivlsom førsteplads som Europas mest opdyrkede land. Og sammen med Bangladesh har vi en førsteplads på verdensplan.

Ud af vores opdyrkede land anvender vi hele 80 procent til produktion af dyrefoder. Derudover importerer vi store mængder sojafoder fra Sydamerika.

Det enorme tryk på produktionen presser den vilde natur, men også de dyr, som vi avler. 25.000 smågrise dør dagligt rundt omkring i staldene, som i praksis er dyrefabrikker med en produktion på 30 millioner grise om året.

Store dele af dansk landbrug anno 2020 er således desværre hverken naturligt eller bæredygtigt.

Danskerne spiser for meget kød 
Anne Lawaetz Arhnung er imod en CO2-afgift, fordi det ”kan betyde så store udgifter for landbruget, at overskuddet til at investere i en grøn fremtid forsvinder”. 

Men hun glemmer desværre, foruden udgifterne til diverse nuværende støtteordninger, at indregne de sundhedsøkonomiske gevinster, som et plantebaseret fødevaresystem medfører.

Antibiotikaforbruget er bekymrende, og dyrene lever så tæt, at der er stor risiko for spredning af sygdomme og epidemier.

Forskere advarer således om, at intensiv svineproduktion kan få fugleinfluenzaer med høj dødelighed til at mutere i en retning, hvor virus kan smitte mellem mennesker.

Samtidig spiser den gennemsnitlige dansker langt mere kød, end de officielle kostråd anbefaler. Vores mad afspejler ikke den viden, vi har om kostens betydning for hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk, overvægt og type 2-diabetes.

Alene de sundhedsøkonomiske gevinster ved at følge kostrådene er på syv milliarder kroner om året. Hvis kosten gøres endnu grønnere, stiger gevinsten med flere milliarder om året.

Dertil kommer endnu flere milliarder i årlige sundhedsøkonomiske gevinster ved reduceret udslip af ammoniak, hvor produktionen omlægges. Det ville være fint, hvis myndighederne ville levere en beregning, som indregner alle disse faktorer.

Kan tabe det globale kapløb 
Og så har vi slet ikke talt om det store potentiale for et eksporteventyr indenfor det plantebaserede.

Jeg har i efterhånden mange år i talrige debatindlæg gjort landbrugserhvervet opmærksomt på, at omstillingen mod en plantebaseret produktion er uundgåelig, og at der er store gevinster at hente for dem, som går foran.

Det er endnu ikke for sent, men det er ved at være sidste udkald, hvis ikke Danmark skal tabe det globale kapløb om at opnå en førerposition indenfor produktionen af fremtidens fødevarer.

Forskere fra Harvard og New York har i et nyt studie regnet ud, at verden kan få mellem 9 og 16 år ekstra til at bremse klimaforandringerne, hvis kosten og landbruget globalt lægges om til flest muligt plantebaserede fødevarer, fordi man derved kan spare enorme arealer, som kan genplantes med skov.

Det er en teknologi, som er helt naturlig, og som vi ikke behøver at vente på. Vi ved, at den virker.

Vil ikke afvikle landbruget 
Der er brug for mere forskning i plantebaserede fødevarer.

Vi skal finde ud af, hvilke afgrøder, der giver det bedste udbytte i Danmark. Vi skal blandt andet undersøge potentialet i gamle, glemte bælgfrugter fra fortidens skatkammer og nye afgrøder, som måske kan dyrkes her i fremtiden.

Alt dette og meget mere belyses løbende i Netværk for Fremtidens Planteproteiner i Danmark, et projekt som vi koordinerer med en bevilling fra GUDP-programmet under Miljø- og Fødevareministeriet.

Netværket har over 85 deltagere, som repræsenterer hele værdikæden fra jord til bord, foruden organisationer og ministerier.

Men selvom der er brug for mere forskning og viden indenfor det plantebaserede, ved vi allerede rigeligt til, at der kan sættes politiske målsætninger om at omstille landbruget fra overvejende animalsk til overvejende plantebaseret, og at landbrugsstøtte, udviklingsmidler og forskningsmidler omgående bør begynde at afspejle dette.

Landbruget er vigtigt for Danmark, og vi er bestemt ikke interesserede i at afvikle det. Vi skal udvikle det i en intelligent og bæredygtig retning. Og vi skal gribe de muligheder, der findes lige foran næsen på os.

Hvorfor sidde på hænderne og vente på hypotetisk science fiction-teknologi, når vi kan påbegynde den plantebaserede omstilling af landbruget i morgen?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Lawaetz Arhnung

Fhv. adm. direktør, Landbrug & Fødevarer, bestyrelsesmedlem, CIP Fonden og Danmarks Statistik mfl.
cand.jur. (Københavns Uni. 1996)

Rune-Christoffer Dragsdahl

Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening, næstforperson, International Vegetarian Union
cand.scient.anth. (Københavns Uni. 2012, speciale i mad og landbrug)

0:000:00