Venstre svarer igen på kritik: Vi havde ikke tillid til Klimarådet

INTERVIEW: Klimarådet var rød bloks opfindelse og sat i verden til at føre deres politik. Derfor havde Venstre ikke tillid til Klimarådet og dermed formanden, Peter Birch Sørensen. Det retter vi op på nu, siger Venstres klimaordfører.

Udskiftningen af Peter Birch Sørensen som formand for Klimarådet havde intet med kvalifikationer at gøre. Flere partier skulle have tillid og ejerskab over Klimarådet, siger Venstre.
Udskiftningen af Peter Birch Sørensen som formand for Klimarådet havde intet med kvalifikationer at gøre. Flere partier skulle have tillid og ejerskab over Klimarådet, siger Venstre.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Klimarådet har aldrig været den borgerlige regerings "klimarådgivere", som det ellers ofte lyder.

Fakta

KLIMARÅDET

"Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver om, hvordan omstillingen til et lavemissionssamfund kan ske på en omkostningseffektiv måde, så vi i fremtiden kan leve i et Danmark med meget lave udledninger af drivhusgasser og samtidig fastholde velfærd og udvikling."

- Klimarådets formand udpeges for en fireårig periode af den siddende regering.
- Den nuværende formands periode udløber med udgangen af november 2018. Peter Birch Sørensen blev udpeget i december 2014 og tiltrådte i januar 2015. Regeringen kan efter reglerne genudpege formanden én gang, men det har regeringen ikke ønsket her.
- Rådets øvrige medlemmer udpeges ligeledes for en fireårig periode. De nuværende øvrige rådsmedlemmers periode udløber med udgangen af februar 2019. 

Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Det har indtil nu kun været rød bloks klimaråd. De havde med et smalt flertal sat rammerne for rådets arbejde, og det var en rød klimaminister, der har udpeget formanden.

Sådan lyder det fra Venstre, der ikke forstår kritikken af udskiftningen af Peter Birch Sørensen som Klimarådets formand.

Ifølge Venstre er det nemlig et forsøg på at skabe bedre balance i tingene, så alle partier i Folketinget får tillid og ejerskab over Klimarådet.

Fakta
Klimaloven
Vedtaget af SR-regeringen, SF, Enhedlisten og Konservative 11. juni 2014.

Loven har til formål at etablere en overordnet strategisk ramme for Danmarks klimapolitik med henblik på at overgå til et lavemmissionssamfund i 2050. Loven skal derudover fremme gennemsigtighed og offentlighed om status, retning og fremdrift for Danmarks klimapolitik.
For at skabe en klar retning for klimaindsatsen forudsættes det, at klima- og energiministeren – på regeringens vegne – mindst hvert femte år skal udarbejde nationale klimamålsætninger over for Folketinget. De nationale målsætninger skal have et tiårigt perspektiv.
For at fremme et fagligt sammenhængende beslutningsgrundlag for Danmarks klimapolitik, nedsætter klima- og energiministeren Klimarådet som et uafhængigt rådgivende ekspertorgan.

Kilde: ft.dk

Når man nu kigger fremad, så er det ikke længere kun oppositionens klimaråd. Det tror jeg er langt bedre for Klimarådet. Måske vil det i virkeligheden gøre rådet mere uvildigt og give det mere slagkraft.

Thomas Danielsen (V)
Klima- og energiordfører

"Det er lidt paradoksalt, at regeringens klimaråd åbenbart kun skulle være uafhængig, så længe det kun er den tidligere regerings udpegede personer, der sidder i rådet," siger Venstres klima- og energiordfører, Thomas Danielsen, og tilføjer:

"Når man nu kigger fremad, så er det ikke længere kun oppositionens klimaråd. Det er langt bedre for Klimarådet. Måske vil det i virkeligheden gøre rådet mere uvildigt og give det mere slagkraft." 

Rød bloks rådgiver
Han fortæller, at der længe har været mistillid til "regeringens klimarådgiver." For næsten allerede fra dag et, hvor Venstre rykkede ind i regeringslokalerne, lagde Klimarådet en skeptisk linje.

"Vi ville jo føre vores politik, ikke den røde regerings. Var de i virkeligheden regeringens rådgivere, så skulle de se på vores mål og komme med forslag til, hvordan vi bedst når dem. Og ikke dem, den røde regering har formuleret med et smalt flertal," siger Thomas Danielsen.

Ifølge ham havde udskiftningen af Peter Birch Sørensen som formand for Klimarådet ikke noget med kvalifikationer at gøre, men derimod tillid. Beslutningen om, at han ikke skulle fortsætte, var derfor også taget længe inden den seneste rapport fra Klimarådet, der på ny kritiserede regeringens klimapolitik.

"Rent praktisk tager sådan en beslutning noget tid, for der skal jo også findes en ny kvalificeret formand. Jeg har i hvert fald vidst det længe. Og mig bekendt gjorde Peter Birch det også, selvom jeg ikke lige ved, hvornår han fik det at vide," siger Thomas Danielsen.

Kunne flyttes over til vismændene
Han fortæller, at mistilliden til Klimarådet heller ikke blev mindre af, at Klimarådets kritik ofte var kendt af medier, organisationer og politikere, inden regeringen så den.

Og mens Klimarådet kritiserede regeringen for at afskaffe PSO-afgiften, lempe el-afgiften og annullere CO2-kvoter, var vismændene i Det Miljøøkonomiske Råd for.

Oprindeligt var det Thorning-regeringens forslag, at Det Miljøøkonomiske Råd skulle have flere muskler til at vurdere tiltag og rådgive regeringen i klimaspørgsmål. Men SF og Enhedslisten krævede dengang, at der skulle et særligt klimaråd til.

"De kunne jo nok ikke lide anbefalingerne fra vismændene," konstaterer Danielsen og fortsætter:

"Stod det til mig, så havde det faktisk været en mere uvildig konstruktion. Man skal jo huske på, at det var den røde regering, som valgte, at ministeren skal udpege formanden for Klimarådet," siger Thomas Danielsen.

Så du kunne godt tænke dig, at Klimarådet selv udpegede formanden, og ministeren bare blåstempler det, lige som det i dag er hos vismændene?

"Jeg har ikke lige en god løsning. Personligt synes jeg godt, man kunne lukke Klimarådet og give opgaven til Det Miljøøkonomiske Råd. Men ellers, så ja, så bør de fremadrettet kunne udpege deres egen formand. Men det vil kræve en lovændring," siger Thomas Danielsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Danielsen

Transportminister, MF (V)
lastvognsmekaniker, bankrådgiver (Sparekassen Holstebro 2009)

0:000:00