Kommentar af 
Vera Rosenbeck

Vera Rosenbeck: Den stærke mand – et folkeeventyr

KOMMENTAR: Adam Prices fossilerede forestillinger om 'den stærke mand' skæmmer indtil videre 'Herrens Veje' - DRs seneste forsøg på det store fælles identitetskram, skriver Vera Rosenbeck

PATRIARKEN: Et af de centrale temaer i 'Herrens veje', er hvad der sker, når de sikre strukturer falder sammen omkring os, skriver Vera Rosenbeck.
PATRIARKEN: Et af de centrale temaer i 'Herrens veje', er hvad der sker, når de sikre strukturer falder sammen omkring os, skriver Vera Rosenbeck.Foto: Tine Harden/DR
Vera Rosenbeck
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efter det første afsnit af DR’s nye søndagsdrama ”Herrens Veje” fik premiere sidste søndag, er det blevet både anmeldt og debatteret bredt i medielandskabet. Det helt store spørgsmål er, hvorvidt det igen er lykkes DR at lave en dramaserie, som samler Danmark i et stort fælles identitetskram, hvor vi genkender det billede af os selv, som vi gerne vil se. Og noget tyder på, at der stadig her efter andet afsnit er håb for serien. Som bekendt er det dårlig debatstil at stille sig kritisk over for noget, man endnu ikke har undersøgt, så søndag satte jeg mig for første gang i lang tid ned, og bingede en DR-serie.

Historien efter de første to afsnit synes rimelig simpel; Lars Mikkelsen spiller en patriark, der stiller op til bispevalget i København. Vi bliver præsenteret for en mand, der har styr på det. Valget går strygende, han holder dundertaler om folkekirkens rolle i det moderne samfund, knalder sin kone i badet og har store visioner på tegnebrættet. Lige indtil han ikke bliver valgt, efter en mindre heldig, eller i hvert fald mindre politisk korrekt udtalelse om islam, der giver sejren til hans modkandidat, den kvindelige, kolde præstinde, der vil have, at folkekirken skal køres som en virksomhed med fokus på forbrugernes efterspørgsel. Og så krakelerer billedet af den stabile patriark med alle svarene ellers noget så eftertrykkeligt. Optimismen bliver erstattet af et dundrende sortsyn, dommedagsudtalelser og et vodkaindtag, der ville være en russer værdig. Alt imens forsøger hans familie at opretholde hans ry, men i hans fald viser sprækkerne til det anstrengte familieliv sig også. Vi ser en hårdt presset kone og to sønner, der på hver sin måde slås med at kaste deres fars skygge af sig.

I løbet af de første to afsnit virker den gennemgående handlingstråd til at centrere sig om patriarkens fald, og hvad der sker, når de sikre strukturer falder sammen omkring os. Jeg synes dog man fristes til at spørge, hvem i alverden der overhovedet troede på de strukturer til at starte med? Altså hvis man satte sin lid til, at kirken og militæret kunne være de (vældig patriarkalske) strukturer, der skulle redde os alle fra den kaotiske og omskiftelige verden, vi nu engang lever i, så tror jeg man er ilde stedt på forhånd.

Ideen om den stålsatte mand, der har styr på det hele og kender svarene, er jo tillokkende nok, men efterhånden også lige så urealistisk som de gamle folkeeventyr. Vi ved jo godt, at han ikke findes, og selv hvis man skulle fristes til at kigge mod kirken eller militæret for at finde ham, tror jeg ikke, det ville tage lang tid, før man gav op med uforurettet sag. Jeg vil nødigt motivspekulere i Adams Price bevæggrunde for serien, men jeg får sådan lyst til at fortælle ham, at det simpelthen kun kan være mænd i hans generation, der synes, at historien om en stærk mands deroute rigtig kan tage kegler.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

Hvis man satte sin lid til, at kirken og militæret kunne være de (vældig patriarkalske) strukturer, der skulle redde os alle fra den kaotiske og omskiftelige verden, vi nu engang lever i, så tror jeg man er ilde stedt på forhånd.

Vera Rosenbeck

Derudover, men i samme boldgade, er det svært at undgå at lægge mærke til manglen på kvindelige roller. Ikke at de ikke er der, kvinderne - men på en eller anden måde kun som baggrundsstatister for deres mænd. Det virker som om, kvinderne i serien primært er blevet skrevet ind for at kaste lys på, hvor langt ude de mandlige hovedpersoner egentlig er. Men i den konstellation mister de også deres egne selvstændige karakterer, for det er jo også en illusion at have de her stærke, got-it kind of kvinder, som så affinder sig med at tækkes mænd, der kæmper med deres eget krakelerende ego og daddy-issues, en masse.

Det går igen i alle de tre (!) kvinderoller, vi er blevet repræsenteret for indtil videre: moren og konen, hvis motivation for at blive i et forhold med en kvartalsdranker, der nogle gange forsvinder fuldstændigt, og behandler sine sønner urimeligt og egoistisk, er fuldstændig fraværende, til den yngste søns kæreste, der er kick ass som ind i bare fanden, men alligevel er villig til at få et barn med en mand, der er så opsat på at gøre sin far stolt, at selv en subtil hentydning er nok til at få ham til at vælge en farlig udstationering i Afghanistan i stedet for et tilsyneladende pissefedt job!

Jeg vil nødigt motivspekulere i Adams Price bevæggrunde for serien, men jeg får sådan lyst til at fortælle ham, at det simpelthen kun kan være mænd i hans generation, der synes, at historien om en stærk mands deroute rigtig kan tage kegler.

Vera Rosenbeck

For slet ikke at tale om den ældste brors flamme, som godt nok er sammen med hans bedste ven, men alligevel falder ham i armene, da han fortæller hende sandheden om hendes liv. Prøv lige at snakke om statister. Det betyder jo ikke, at kvindelige hovedroller er et krav for at skabe en god dramaserie, men når præmissen i forvejen er så gennemsyret af maskulint navlepilleri i et forsøg på at forklare en verden, hvor patriarken bare ikke er et særlig spændende koncept længere, kunne man jo godt savne, at der var nogle kvinder, der kunne have været med til at sætte perspektiver på, hvad mændene så skal. Eller måske bare, hvordan vi alle sammen roder rundt i søgen efter svar, der giver mening.

Og så er der det med troen – der er vist ingen er der uenig i, at Folkekirken som samlingspunktet for danskernes åndelige liv er i stor krise. Mange søger andre steder hen. Men her i serien sættes der lighedstegn mellem troen og Folkekirken. Jeg skal ikke kunne sige, om udstationering til krigshærgede områder gør mænd mere folkekirkeligt religiøse, men er der virkelig klangbund for unge mænd i at modtage en velsignelse fra en feltpræst? Selv som ateist synes jeg, det er spændende med en udforskning af troen og den enkeltes søgen efter mening, og jeg håber på, at Adam Price snart giver troen og kvinderne noget større spillerum - og dropper hans fortidsagtige insisteren på, at patriarkens fald ikke er et faktum, de fleste af os allerede har affundet os med.

 ------

Vera Rosenbeck (f. 1996) er politisk debattør. Hun har tidligere været formand for organisationen Danske Skoleelever og er i dag medlem af Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vera Rosenbeck

Fhv. formand, Danske Skoleelever
studerende

0:000:00