Vera Rosenbeck: Kom nu ind i #metoo-kampen, mænd!

Medmindre man har boet i en albansk bjerggrotte de sidste par måneder, har det været umuligt at undgå at støde ind i SoMe-kampagnen med det catchy hashtag #metoo.

Efter de første beskyldninger mod Hollywood-mogulen Harvey Weinstein så dagens lys, og en langsom, men drabelig effektiv bold begyndte at rulle bag Hollywoods normalt så hverdagstykke mure, blev kvinder fra hele verden opfordret til at dele deres egne oplevelser af grænseoverskridende og forulempende adfærd fra mænd. Og oh boy, hvor skal jeg lige love for, at den mission har sejret ad helvede til!

Millioner og millioner af kvinder har delt – og deler stadig – deres oplevelser, lige fra upassende kommentarer fra chefen, til en hånd steder, hvor den ikke var inviteret på et dansegulv, til helt grelle fortællinger om overgreb og voldtægt. Det er hård kost at sidde og læse sig igennem – mest af alt, fordi det er massivt omfattende, at så mange kvinder har en eller anden oplevelse med i bagagen, hvor hendes grænser ikke blev respekteret, og hendes fysiske underlegenhed gjorde det svært at stadfæste dem uden for enhver tvivl.

Så gennemslagskraftig en kampagne sætter selvfølgelig og retteligt en offentlig debat i gang, senest eksemplificeret ved Peter Aalbæks knapt så storladne fald fra de kreative tinder.

At overskride grænser er en essentiel del af det seksuelle spil, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det.

Vera Rosenbeck

Der er bare én ting, der er svær at overse: Det er nærmest kun kvinder, der diskuterer kampagnen og det bagvedliggende problem, den så nådesløst har belyst. Det er kvinder, der deler deres oplevelser, det er kvinder, der reflekterer over forholdet imellem kønnene, det er kvinder, der vil forandre, og sådan kunne listen fortsætte. Det leder til det helt naturlige spørgsmål: Hvor fanden mændene er henne i den her debat?

Jeg er selv blevet efterladt med åben mund og polypper efter at have set, hvor gennemgribende et problem vi taler om. Hvor mange kvinder, der har det med sig, at kunne få overskredet sine fysiske grænser af en mand, hvad end det er på arbejde eller i mere løsslupne lag.

Det er en relativt lille gruppe radikale superfeminister, der har travlt med at anklage alle mænd for at være patriarkatets forlængede arm i det offentlige rum, så slap nu af med jeres sårede ego.

Vera Rosenbeck

Og med det antal må der også sidde en rigtig stor gruppe mænd derude, som vidende eller uvidende har overskredet de grænser. De er bare ingen steder at finde i den offentlige debat.

Jeg tror ikke på, at vi kan bevæge os videre fra den her situation, hvis der ikke er flere mænd, der er villige til at gå konstruktivt ind i diskussionen. For hvis mænd vitterligt ikke kan genkende det billede, der bliver tegnet, så er det da i allerhøjeste grad en vigtig pointe at smide ind i debatten.

Hvis mange mænd reelt ikke ved, hvornår de flirter, og hvornår de krænker, så må vi starte der.

Men hvis I, kære mænd, bliver siddende bag skærmen og tænker, at I kan sidde den her over, fordi emnet er en smule penibelt, og  føler jer under angreb, så når vi aldrig dertil. Så fastholder vi blot status quo, og kvinderne får lov at gå med deres oplevelser og en smuldrende tillid til den mandlige del af befolkningen alene.

Hvis det modsatte derimod er tilfældet, og fraværet af mænd er et tegn på, at mange rent faktisk kan genkende et lidet flatterende billede af sig selv eller sine venner i de beskrivelser, der vælter frem, så er det da det, vi skal tale om.

At overskride grænser er en essentiel del af det seksuelle spil, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det. Hvis nogle mænd går med en oplevelse af at have svært ved at navigere mellem, hvornår en grænse godt må overskrides, og hvornår det ikke længere er i orden, så må vi jo igennem fælles dialog finde en måde at gøre det tydeligere på.

Men hvis der slet intet input kommer fra den anden side af bordet, så kan hverken kvinder eller mænd gøre meget for at forbedre noget som helst. Så dette er et opråb fra en kvinde, der selv er blevet forskånet for, hvad der ellers virker til at være den kranke skæbne for de fleste helt almindelige kvinder og derfor heller ikke har nogen personlige oplevelser i klemme; kære mænd, kom nu ind i den her debat. Og vi har brug for jeres input, hvis vi skal komme nogle vegne med den.

Og nej, at sige #notallmen og klappe sig selv på skulderen, fordi man opfører sig ordentligt i byen, er ikke et input. Det er en relativt lille gruppe radikale superfeminister, der har travlt med at anklage alle mænd for at være patriarkatets forlængede arm i det offentlige rum, så slap nu af med jeres sårede ego.

Det er min overbevisning, at langt de fleste kvinder er udmærket klar over, at det ikke er alle mænd, der render rundt med en slumrende krænker i maven og bare venter på sit næste offer. Det ændrer bare ikke på, nogle kommer til at krænke alligevel, og det er jo der, vi skal have debatten hen, hvis vi skal gøre mere ved den end bare at hashtagge os selv ihjel på de sociale medier.  

----------

Vera Rosenbeck (f. 1996) er politisk debattør. Hun har tidligere været formand for organisationen Danske Skoleelever og er i dag medlem af Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.