Verdensmålene er et frontalt opgør med den neoliberale filosofi

FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling og klimaaftalen i Paris var de største fremskridt, mens jeg var formand for FN’s Generalforsamling.

De viste, hvordan FN kunne sætte en ambitiøs dagsorden, fordi de blev bakket op af Europa, Kina og Obamas USA – og ikke blev modarbejdet af Rusland. Hele FN’s gennemslagskraft beror jo altid på, om de største magter forstår, at deres fælles interesser er vigtigere end deres interessekonflikter.

Verdensmålene er et opgør med den neoliberale filosofi om, at ressourcerne er ubegrænsede, og at vi derfor kan skabe ubehersket vækst og være ligeglade med, hvordan gevinsterne fordeles, fordi der også altid siver lidt ned til de fattige. Budskabet i verdensmålene er det modsatte: Ressourcerne er ikke ubegrænsede – og netop derfor bliver det ekstra påtrængende at sikre en mere ligelig fordeling af velstanden.

Det er et meget broget og blandet billede, der tegner sig af verdensmålenes skæbne syv år fra start

Mogens Lykketoft

Det er opmuntrende, at FN fik lov at sætte en dagsorden med så store krav om forandring. Men FN kan ikke tvinge medlemslandene – FN kan alene inspirere og monitorere.

Mange lande registrerede knapt opgavens alvor og hast, og det er et meget broget og blandet billede, der tegner sig af verdensmålenes skæbne syv år fra start.

FN kan hænge lande ud, hvis de ikke gør det godt nok, fordi udviklingen måles på fælles indikatorer og derfor kan sammenlignes. Og på den positive side må vi notere, at målene er blevet bedre udbredt og rodfæstet end nogen tidligere FN-dagsorden. 

Verdensmålene blev i sin tid kun så ambitiøse og sammenhængende, fordi civilsamfundet fik større indflydelse end tidligere, og et stadigt stærkere folkeligt engagement giver civilsamfundet styrke til at presse de folkevalgte videre frem.

På det seneste klimatopmøde i Glasgow i november var det desuden særligt opmuntrende at opleve erhvervslivets massive tilstedeværelse og engagement. Den eksplosive teknologiske udvikling og de store prisreduktioner på vedvarende energi nærer håbet om, at en klimaløsning trods alt kan nås. EU-Kommissionen har også fremlagt en ambitiøs handlingsplan.

Mange af de nye vækstøkonomier har chancen for at springe en række led over i udviklingskæden og gå hurtigere til vedvarende energi.

I Europa har den brutale opvågnen med Ruslands angrebskrig i Ukraine i hvert fald gjort det klart, at den grønne omstilling skal endnu mere op i tempo, fordi frigørelse fra fossile brændsler også er sikkerhedspolitik. Krigens ekstra fordyrelse af olie og gas gør også rentabiliteten i grønne energiinvesteringer meget bedre.

Danmark og de andre rige lande har en uforløst moralsk forpligtelse til langt mere massivt at støtte FN-systemet

Mogens Lykketoft

På den negative side af regnskabet tæller det kraftigt, at der siden 2015 har været klimafornægtere ved magten i flere toneangivende lande.

Værst var det, at USA forlod klimaftalen under Donald Trumps præsidenttid. Men det skræmmer også, at modsætningerne mellem USA og Kina er skærpet og stiller samarbejdet fra Paris lidt på sidelinjen.

Det største tilbageslag er dog, at flere hundrede millioner mennesker er kastet tilbage i ekstrem fattigdom som følge af coronapandemien. Samtidig forhindrer Putins angrebskrig, at fødevarer fra Ukraine kan nå til fattige lande. Det har fået priserne til at eksplodere, og sulten truer.

Den vanvittige ulighed er desuden skærpet endnu mere, fordi nogle få milliardærer – som Jeff Bezos, Elon Musk og Mohammed Bin Salman – har øget deres formuer med hundredvis af milliarder. Kampen mod de superriges globale skatteundvigelse går kun fremad med museskridt.

Fra 2000 til 2015 halverede vi ellers antallet af mennesker, der lever for under et par dollars om dagen. Derfor blev Verdensmål 1 også helt at udrydde den ekstreme fattigdom i 2030. Her var det nye meldingen om, at vi ikke kan udrydde fattigdom uden effektivt at mindske uligheden.