Kommentar af 
David Trads

Vesten forsømte at vinde Rusland over i 1990'erne

Tænk, hvis vores ledende politikere i 1990'erne havde taget imod Ruslands relativt åbne arme, da de rakte ud efter samarbejde med EU. Så havde der ikke været krig i Ukraine, og Rusland ville stadig have en McDonald's, skriver David Trads.

"To lande, som begge har en McDonald's, vil aldrig føre krig mod hinanden," lød teorien fra forfatter Thomas Friedman. Arkivfoto fra åbningen af McDonald's i Moskva i 1990.
"To lande, som begge har en McDonald's, vil aldrig føre krig mod hinanden," lød teorien fra forfatter Thomas Friedman. Arkivfoto fra åbningen af McDonald's i Moskva i 1990.Foto: Stringer Russia/Reuters/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det var Thomas Friedman, den verdensberømte amerikanske forfatter, som i 1999 opfandt en helt ny sikkerhedspolitisk teori:

"To lande, som begge har en McDonald's, vil aldrig føre krig mod hinanden, når først de har fået deres McDonald's".

Friedman, som i 'The Lexus and the Olive Tree' skrev en slags bibel for den globalisering, som de fleste elskede i 1990'erne, havde en simpel pointe: For at få en McDonald's til at løbe rundt i et marked krævede det en tilpas stor middelklasse – og en stor middelklasse var, mente han, definitionen på fred. Folk ville hellere have en burger end gå i krig.

Well, der var noget om det – dengang: I 1990 – året efter Murens Fald, men året inden Sovjetunionens kollaps – åbnede McDonald's dets første restaurant i Moskva. Det var en kolossal begivenhed, hvor hen ved 30.000 russere stod i kø den første dag. Lige siden er der dukket i alt 847 McDonald's op i det enorme land.

Mens vi havde travlt med at udbygge EU og Nato med de nye demokratier i Østeuropa, så forsømte vi at slå til, da det nye Rusland faktisk rakte ud efter samarbejde i 1990'erne.

David Trads

Men i denne uge har den amerikanske burgerkæde meddelt, at den med øjeblikkelig virkning lukker alle dets restauranter i Rusland som en del af de omfattende sanktioner. Det ligner, hvis man tror på Friedmans teori, en rigtig dårlig udvikling. For uden en McDonald's i Rusland er vejen til krig mellem os og dem i givet fald rykket tættere på.

Friedmans teori gav så meget mening dengang i de glade 1990'erne – det sorgløse årti efter Murens Fald og Sovjetunionens kollaps, hvor vi med Fukyamas ord vitterligt troede, at 'historien er slut', fordi alle simpelthen ønskede at leve som os.

Den der stemning af, at det rationelle (altså vores levevis) havde besejret det irrationelle (alle andres levevis), var så stærk dengang, at den endte med at lulle os i søvn.

For mens vi havde travlt med at udbygge EU og Nato med de nye demokratier i Østeuropa – og det var rigtigt og godt – så forsømte vi at slå til, da det nye Rusland faktisk rakte ud efter samarbejde i 1990'erne. Jeg fulgte det selv på nærmeste hold som Moskva-korrespondent.

Boris Jeltsin, den russiske frihedshelt og første præsident, drømte vitterligt om at bringe Rusland ind i Europa. Her er et par centrale citater fra 1997:

"Vi forbereder os på et fuldgyldigt medlemskab af den Europæiske Union, og alle vores bestræbelser er målrettet at nå dette," sagde Viktor Tjernomyrdin, som var Jeltsins magtfulde ministerpræsident, i 1997.

Selv et demokratisk-sindet Rusland ville være ustabilt, og Moskva ville være endnu mere vanskelig at håndtere for eksempelvis EU, end Polen og Ungarn er i dag.

David Trads

"Målet er at skabe en transatlantisk alliance i et udelt og demokratisk Europa, som også rummer Rusland, og som ændrer den gamle magtbalance mellem nationalstaterne," udtalte Bill Clinton, USA's daværende præsident, også i 1997.

Sådan var stemningen. Rusland var dengang styret af liberale kræfter – ud over Jeltsin og Tjernomyrdin indtog Boris Nemtsov, Grigorij Javlinskij, Andrej Kosyrev med flere ledende poster – og de rakte ud efter både EU og Nato.

Fra 1995 begyndte Moskva at bevæge sig i den forkerte retning, i takt med at Jeltsin blev fysisk og mentalt svækket. Liberalismen blev trængt i baggrunden, mens nationalkonservatismen vandt frem. Mulighedernes vindue forsvandt.

Tænk, hvis vores ledende politikere i første halvdel af 1990'erne havde taget imod Ruslands relativt åbne arme? Tænk, hvis vi havde stillet Moskva et medlemskab af EU eller Nato i udsigt dengang? Tænk, hvis vi havde formået at trække dem ind i vores midte?

Hvis det var sket, ville verden have set anderledes ud i dag. Det giver sig selv. Der ville ingen krig være i Ukraine, for de ville givet også være med i Nato og EU i dag. Men det ville også have været besværligt – for selv et demokratisk-sindet Rusland ville være ustabilt, og Moskva ville være endnu mere vanskelig at håndtere for eksempelvis EU, end Polen og Ungarn er i dag.

Men... De ville være inden for i varmen, og ikke uden for i kulden. Og der ville stadig være McDonald's i Rusland.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00