Vismændene svarer igen: Vi har sikret os mod metodeproblem

I vores forårsrapport spørger vi: "Hvis man øger antallet af voksne per barn i daginstitutionerne, kan man da spore en positiv indflydelse på børnenes senere indlæring?".

Det sidste måler vi på testresultater i folkeskolen, herunder fra afgangseksamen. Vi undersøger også, om en forøgelse af andelen af medarbejdere med formel pædagoguddannelse har en effekt, og om mødet med de voksne i daginstitutionerne mindsker sandsynligheden for, at børnene modtager specialundervisning eller kommer i kontakt med psykiatrien.

Vi stiller spørgsmålet for at afklare, hvorvidt yderligere ressourcetilførsel til dagsinstitutionerne ikke bare er til glæde for børnene her og nu, men også påvirker deres videre færd i skolen.

Hvis personalets indsats (også) betyder, at børnene klarer sig bedre i skolen, har udgifterne karakter af en investering, hvilket selvfølgelig vil være relevant at vide for landets beslutningstagere.

Undersøger relevant variation
Konkret spørger vi om børn, der har gået i en daginstitution med flere end normalt antal voksne per barn, klarer sig bedre i skolen, end børn, der har gået i den samme institution, men har mødt færre end normalt antal voksne per barn.

Analysens resultater påvirkes ikke af, at nogle dagsinstitutioner varigt måtte være mere velfungerende end andre

Carl-Johan Dalgaard, Nabanita Datta Gupta, Lars Gårn Hansen og Jakob Roland Munch
Formandskabet af De Økonomiske Råd

"Normalen" udgøres af det gennemsnitlige antal voksne per barn i den pågældende institution. Det er teknisk muligt, fordi normeringerne svinger lidt over tid, for eksempel grundet tidsforskydelse i afgang og tilgang af ansatte; i gennemsnit med omkring 0,5 børn per voksen på vuggestueniveau og 1,3 børn per voksen på børnehaveniveau.

Det svarer faktisk til mere end den forventede stigning i antallet af voksne per barn som følge af den seneste aftale om "minimumsnormeringer". Det er relevant variation, vi har med at gøre her.

Analysens resultater påvirkes ikke af, at nogle dagsinstitutioner varigt måtte være mere velfungerende end andre; det er kun tidsmæssige personalebevægelser inden for institutionerne, der påvirker resultaterne. Der tages desuden højde for et omfattende sæt af forklarende variable, herunder forældrebaggrund.

Metodekritik af rapporten
Vores anstrengelser til trods kan vi ikke påvise en signifikant gunstig sammenhæng.

Det betyder ikke, at normeringer og pædagogkvalifikationer er uden betydning. Det betyder nok blot, at flere ressourcer ikke er forbundet med yderligere forbedringer.

I sit debatindlæg rejser Niels Glavind en metodekritik. Bekymringen er, at daginstitutionerne tildeles ekstra ressourcer i perioder, hvor de modtager børn med særlige vanskeligheder.

I så fald er det jo oplagt, hvorfor (lidt) flere pædagoger fra et år til det næste ikke leder til forbedringer. Indsatsen er jo designet til at sikre "status quo". Det er, hvad vi finder, kan man sige.

Men den slags udsving i antallet af voksne per barn indgår ikke i datagrundlaget for analysen. Nævnte ressourcebevægelser konteres kommunalt og ikke på den enkelte institution.

Dermed har vi kunnet sikre os, at metodeproblemet ikke opstår. Vores resultater kan derfor ikke tilskrives den nævnte "mekanisme", men muligvis, at Danmark i udgangspunktet (på fornuftig vis) allerede bruger mange ressourcer på at passe på vores børn.