Analyseinstitut: Vismandsrapport om normeringer bygger på tvivlsomme tal
Ved hjælp af OECD-data når vismandsrapport om normeringer i dagtilbud frem til, at højere normeringer ikke giver bedre resultater i skolen, men rapportens tal og metode er tvivlsom. I virkeligheden ved vi ikke, om de danske normeringer er gode, skriver Niels Glavind.
Niels Glavind
Direktør, analysebureau Bureau 2000"Højere normeringer giver ikke bedre resultater i skolen".
Under denne overskrift refererer Altinget en analyse om daginstitutioner i Det Økonomiske Råds rapport fra juni 2021. Rapporten har imidlertid en række svagheder.
Først lidt om det generelle niveau for danske normeringer. I rapporten hedder det, at "i de danske daginstitutioner er der generelt færre børn per voksen end i andre lande". Den konklusion når man frem til ved hjælp af OECD-data. Men de OECD-data, der henvises til, er besynderlige.
Åbenlyst forkert
Eksempelvis angiver OECD, at der er dobbelt så mange børn per voksen i norske børnehaver som i danske. Og den OECD-tabel, som man henviser til, angiver, at der i 2014 var 12 børn per voksen i danske vuggestuer, mens tallet i 2018 er faldet til 3,4 børn per voksen. Det er åbenlyst forkert.
Det er ikke vismændenes fejl. Men sandheden er nok, at vi ikke ved, om de danske normeringer er specielt gode.
Niels Glavind
Direktør, Bureau 2000
Det er ikke vismændenes fejl. Men sandheden er nok, at vi ikke ved, om de danske normeringer er specielt gode. For at vurdere standardudviklingen benytter rapporten blandt andet Bureau 2000's analyse 'Børn per voksen i daginstitutioner - udviklingen 1972-2018'.
Denne analyse er den eneste, der har tal så langt tilbage i tiden, og den viser et fald i standarden. I vismandsrapporten sammenholder man Bureau 2000's seneste tal med analyser, der bygger på en anden afgrænsning af, hvilke personalegrupper der skal tælles med. Desuden omregnes de personaletimer, som Bureau 2000 har brugt til at beregne børn/voksen-forholdet, i forhold til den overenskomstmæssige arbejdstid.
Betydning af arbejdstid ikke indregnet
Et eksempel viser, hvad det betyder: Vi tænker os, at en børnehave i 1985 havde 400 ugentlige personaletimer. Det kunne så omregnes til ti fuldtidsvoksne. I 2015 har den stadig 400 ugentlige personaletimer, men nu skal det omregnes til 10,8 voksne.
Personalestandarden – målt sådan – er således steget med cirka otte procent. På den baggrund konkluderer Vismandsrapporten, at "antallet af børn per voksen i de danske daginstitutioner har været omtrent uændret" i perioden 1972 til 2014.
Rapporten gør dog selv opmærksom på, at man ikke har indregnet betydningen af, at personalet eventuelt anvender en mindre del af deres arbejdstid på børnene, end de gjorde tidligere.
Analyse som hovedhistorie
Vismandsrapportens hovedhistorie i forhold til daginstitutioner er en analyse, som viser, at daginstitutionernes normering ingen målelig betydning har for de senere skolepræstationer – dog måske en lille effekt på behovet for specialundervisning.
I den forbindelse har man beregnet personalenormering i et større antal vuggestuer og børnehaver i starten af 00'erne. Det er sket ved, at man har koblet registerdata for personalets ansættelsessted på institutionerne. Det giver et mål for antal ansatte. Børnetal kan hentes fra Danmarks Statistik, og så kan man beregne børn per voksen.
Det bliver igen koblet med registerdata vedrørende børnene og deres familier – uddannelse, indkomst, etnisk baggrund og så videre – samt data for skolepræstationer. Og så analyseres det statistisk med resultatet: Der er ingen målelig sammenhæng mellem normering (eller pædagogandel) og de gennemsnitlige skolekarakterer/testresultater, når man tager højde for elevernes baggrund i øvrigt.
Men mange vil mene, at danske børn, som de er flest, nok skal klare sig ved folkeskolens afgangsprøve, selv om den børnehave, de har gået i, ikke har været den bedste. Er forældrene nogenlunde ressourcestærke, kan de om fornødent hjælpe med lektierne.
Metodemæssigt problem
Dér, hvor det formentlig især har betydning, om man har tilstrækkeligt og veluddannet personale i daginstitutionerne, er i forhold til at spotte og støtte de børn, som har brug for noget ekstra.
Når en institution i starten af 00’erne havde god normering, kunne det blandt andet skyldes, at institutionen fik ekstra ressourcer på grund af børn med særlige vanskeligheder.
Niels Glavind
Direktør, Bureau 2000
Men hvis man tager gennemsnitskaraktererne for alle børn, vil indsatsen for børn med særlige behov næppe slå meget igennem. Skolekarakterer er desuden et fattigt mål for børns udvikling. Derfor er det fornuftigt, at analysen også inddrager andre mål, blandt andet om barnet senere får behov for specialundervisning.
Men her opstår et metodemæssigt problem: Når en institution i starten af 00'erne havde god normering, kunne det blandt andet skyldes, at institutionen fik ekstra ressourcer på grund af børn med særlige vanskeligheder som for eksempel støttepersonale eller færre børn i grupperne.
En bedre normering kunne med andre ord skyldes mange børn med handicap eller andre vanskeligheder. Men netop disse børn vil formentlig senere hyppigt gøre brug af specialundervisning. Det gør analysen temmelig usikker.
Så indtil videre er der fortsat grund til at tro på, at bedre normeringer er en god investering i vores børns fremtid.
'%3e%3cpath%20d='M174.5%205.49985C138.877%20-19.5379%20106.875%2013.5814%2091.8511%2029.6115C65.0748%2058.1778%2099.1498%2080.3465%20117.152%2037.3094C135.153%20-5.72759%2022.8866%200.0578454%2015.1662%2097.217'%20stroke='%23EA1718'%20stroke-width='3'%20stroke-linecap='round'%20stroke-linejoin='round'/%3e%3cpath%20d='M3.65346%2080.8587L15.109%2097.3301L29.6131%2086.6665'%20stroke='%23EA1718'%20stroke-width='3'%20stroke-linecap='round'%20stroke-linejoin='round'/%3e%3c/g%3e%3cdefs%3e%3cclipPath%20id='clip0_627_569'%3e%3crect%20width='163.796'%20height='107.816'%20fill='white'%20transform='matrix(-0.999973%20-0.00733143%20-0.00733143%200.999973%20164.582%201.24609)'/%3e%3c/clipPath%3e%3c/defs%3e%3c/svg%3e)
