Børneorganisationer: Anbragte børn skal kende deres rettigheder

DEBAT: Det er ikke nok at diskutere, hvornår børn anbringes. Skal vi skabe bedre liv for anbragte børn, kræver det, at vi inddrager dem langt mere i beslutninger om deres eget liv, skriver David Adrian Pedersen og Johanne Schmidt-Nielsen.

Af David Adrian Pedersen og Johanne Schmidt-Nielsen
Hhv.bestyrelsesformand for De Anbragtes Vilkår og generalsekretær i Red Barnet

"Jeg følte mig som en potteplante på en bogreol. Andre flyttede rundt på mig i forhold til, hvordan de selv synes, jeg passede bedst ind."

Sådan svarede en ung, tidligere anbragt pige, da hun blev spurgt, hvordan det føltes at være et anbragt barn. Og oplevelsen står hun desværre ikke alene med. 

Alt for mange børn og unge i anbringelsessystemet oplever, at der træffes afgørende beslutninger om deres liv hen over hovedet på dem.

Det er både godt og vigtigt, at regeringen med sit varslede udspil Børnene Først har fokus på nogle af de børn i Danmark, som har allermest brug for, at vi som samfund er der for dem. 

Nemlig de børn og unge, hvis far og mor af mange forskellige årsager ikke kan løfte opgaven som forældre, og som derfor bor i plejefamilier eller på døgntilbud. 

Det er åbenlyst, at vi ikke gør det godt nok i dag. 

For eksempel færdiggør kun cirka halvdelen af alle anbragte børn deres folkeskole i 9. klasse, og seks år efter har kun en fjerdedel en ungdomsuddannelse. 

Konsekvenserne følger dem ofte ind i voksenlivet: Når tidligere anbragte fylder 30, vil være sjette af dem være gået på førtidspension.

Vi skal lytte og inddrage
Regeringen har rejst en række relevante diskussioner op til lanceringen af det nye udspil. Hvor tidligt anbringer vi, hvordan sikrer vi en god overgang til voksenlivet og så videre. 

Men et bedre børneliv handler om langt mere end det. Det er helt centralt, at vi lytter systematisk til børnene, og at vi sikrer, at alle børn i Danmark kender deres rettigheder. Ikke mindst de børn, der lever under de sværeste vilkår.

Lad os starte med børneinddragelsen. Vi ved, at kun en tredjedel af børn og unge mellem 11 og 17 år føler sig inddraget i egen sag. Det er simpelthen ikke godt nok.

Og hvorfor er det vigtigt at lytte til børnene og inddrage dem i beslutninger om deres liv?

Potteplante-beskrivelsen siger det i virkeligheden utroligt præcist. Alt for mange børn føler sig som ting, som professionelle voksne flytter rundt på. Frem for at føle sig som individer med tanker, følelser og holdninger. 

Og udover det åbenlyse: nemlig at det jo er børnenes liv, det handler om, og at de derfor selvfølgelig skal spørges og lyttes til, så er det også værd at bemærke, at det giver selvværd, at nogen mener, at man er værd at lytte til. 

Omvendt skader det troen på, at man er noget værd, hvis man oplever, at ingen viser interesse.

Lovgivningen skal gennemgås
Vi vil gerne understrege, at børneinddragelse ikke bare er noget, vi kan vælge at gøre, hvis vi lige synes, det passer. 

Børns ret til at blive hørt og inddraget i forhold, der vedrører dem selv, er nedskrevet i Børnekonventionen. Børnekonventionen peger også specifikt på anbragte børns ret til en ordentlig behandling. 

Netop fordi så mange af de allervigtigste beslutninger i deres liv tages af myndighederne. Og fordi man ikke skal tro, at man kan flytte rundt på dem som potteplanter.

Vi opfordrer regeringen til at gennemgå lovgivningen for at sikre, at barnets ret til at blive hørt er skrevet ind alle de rette steder. 

Samtidig bør regeringen sikre, at de professionelle voksne i børnenes liv faktisk uddannes og efteruddannes i, hvordan man inddrager børn. For det første er det ikke nok blot at spørge, for svarene skal også bruges. 

Formålet med samtalen er ikke at kunne sætte kryds i boksen ud for børneinddragelse. Barnet skal opleve, at det bliver lyttet til, og at inddragelsen afspejler sig i de beslutninger, der træffes. 

For det andet kræver det faglighed at have svære samtaler med børn og at spørge ind på den rigtige måde.

Børn skal kende sine rettigheder
Vi opfordrer også regeringen til at sikre, at samtlige børn i og omkring anbringelsessystemet kender deres rettigheder. 

Det betyder ikke, at det er børnenes ansvar, at deres rettigheder overholdes.  Det er samfundets og de voksnes. Men vi stiller børnene markant stærkere ved, at de kender deres rettigheder. 

For eksempel retten til at have en professionel bisidder, som kan sidde med til møder mellem dem og kommunen. Eller for den sags skyld retten til ikke at blive slået. 

Hvorfor skulle man fortælle nogen, at nogen slår én, bruger psykisk vold eller ikke giver en den skolegang, man har krav på, hvis ingen nogensinde har fortalt en, hvad man kan forvente af sine omgivelser? 

De referencer har anbragte børn ofte ikke med sig. Det går ikke i Danmark 2020, at man som barn i systemet ikke kan forsvare sig, når omgivelserne ikke lever op til sit ansvar.

Opgaven med at sikre, at ingen børn fremover føler sig som potteplanter er stor og vigtig. 

Både i Anbragtes Vilkår og i Red Barnet melder vi os mere end klar til at være med.

Forrige artikel Aktører: Nedskæringer på efteruddannelse rammer udsatte børn Aktører: Nedskæringer på efteruddannelse rammer udsatte børn Næste artikel Autismeforening: Børn med autisme tvangsfjernes på forkert grundlag Autismeforening: Børn med autisme tvangsfjernes på forkert grundlag
Bredt flertal sikrer videnscenter for udsatte børn og unge

Bredt flertal sikrer videnscenter for udsatte børn og unge

AFTALE: Partierne bag aftalen om reserven for satspuljen er blevet enige om at afsætte 40 millioner kroner til et videnscenter for udsatte og anbragte børn. Centret placeres i regi af VIVE og Socialstyrelsen og skal sikre, at børn i højere grad inddrages i deres egne sager.