Dagens overblik: Samlet Folketing stemmer for vidtgående hastelov

NYHEDSOVERBLIK: Et halveret men samlet Folketing stemte i nat for en vidtgående hastelov, der kan forbyde forsamlinger og tvinge folk i behandling. Få dit overblik over dagens vigtigste nyheder her.

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Godmorgen og velkommen til dagens politiske nyhedsoverblik.

Kort før midnat vedtog Folketinget en hastelov, som giver regeringen flere vidtgående beføjelser til at håndtere coronavirus.

Hver og en af de 95 tilstedeværende medlemmer i folketingssalen stemte for loven.

"Jeg blev helt rørt, da jeg så alle rejse sig op og stemme for det her. Det er tid at lægge partipolitik til side og være sammen om at gøre det, der skal til," fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til DR kort tid efter.

Loven giver blandt andet sundhedsmyndighederne mulighed for at tvangsundersøge, tvangsbehandle eller sætte folk i tvangskarantæne, hvis der er mistanke om smitte af coronavirus, ligesom der også er mulighed for vaccination gennem tvang.

Sundhedsministeren og justitsministeren får samtidig mulighed for at forbyde større forsamlinger, hvilket allerede i onsdags blev vurderet til at være 100 mennesker.

Det bliver desuden muligt for regeringen at indføre forbud* for adgang til offentlige institutioner, supermarkeder og butikker, offentlige og private plejehjem og sygehuse samt restriktioner på transportmidler.

Alle tiltagene er midlertidige, hvorfor der indføres en såkaldt solnedgangsklausul, så loven udløber senest 1. marts 2021.

"Ideologiske modstandere retter ind"
I en hvilken som helst anden situation ville gennemførelsen af denne hastelov, der i praksis bryder med grundlæggende principper som forsamlingsfrihed, være yderst kontroversiel.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Folketinget har kunnet samles om det, hvilket chefredaktør Martin Krasnik også bemærker på forsiden af Weekendavisen her til morgen:

"Alle de argeste ideologiske modstandere, der normalt bekriger Mette Frederiksens forkærlighed for hård statsmagt, retter nu ind," skriver han.

Læs hele artiklen her.

V og EL: Vi sikrede retskendelse
Der kom dog ændringer i forhold til regeringens oprindelige udspil.

Oprindeligt lagde regeringen nemlig op til, at myndighederne kunne trænge ind i private hjem uden en retskendelse ved mistanke om coronasmitte. Den del er nu ændret, så myndighederne skal have en dommerkendelse, før de kan gribe ind.

Det glæder Enhedslistens Pernille Skipper sig over på Twitter her til morgen.

Også Martin Geertsen, der efter 14 lange timer i folketingssalen, kaldte resultatet for en "meget svær beslutning" på en "alvorstung dag", er glad for, at der blev insisteret på retskendelse i hasteloven.

Corona lægger sundhedsreform i koma
Før coronavirussen var på alles læber og lunger, var en stor sundhedsreform det største sundhedspolitiske diskussionsemne.

Her har S-regeringen længe været under kritik fra blandt andre KL og Danske Regioner for at nøle med deres sundhedsudspil, som ellers spillede en stor rolle op til valgkampen sidste sommer.

Nu ser coronapandemien ud til at skyde en sundhedsreform længere ud i fremtiden, lyder det fra Altingets sundhedspolitiske analytiker, Ole Toft.

Læs hele analysen:

Læs også

EU giver en hånd til coronaramte events
Den danske regering har tidligere på ugen ytret ambitioner om at give økonomisk kompensation til kulturinstitutioner og andre eventarrangører, der er blevet særligt hårdt ramt af regeringens coronarelaterede anbefalinger.

Dette har dog krævet grønt lys fra EU-Kommissionen, og det blev givet sent i går aftes. Det er den første undtagelse fra EU’s statsstøtteregler begrundet med virusudbruddet.

”Med den ordning vil Danmark kompensere arrangørerne af begivenheder, der er aflyst på grund af covid19-udbruddet, for de tab, de har lidt,” siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Læs mere her.

Fra vores egen verden
Coronavirussen påvirker også vores arbejdsgang på Altingets redaktion, hvor vi også de kommende dage hovedsageligt vil fokusere på at oplyse om effekterne af epidemien, mens vi skruer ned for dækningen af meget andet stof.

Læs mere om, hvordan vi på Altinget dækker coronakrisen, her.

Det sker i dag

  • Klokken 14.00: Flere myndigheder giver en status på situationen med hensyn til coronavirus og covid-19. Det sker ved en pressebriefing, som ventes omkring klokken 14.00 i København.
  • Klokken 18.00: Verdenssundhedsorganisationens generaldirektør præsenterer nyt initiativ relateret til coronavirus. 
  • EU's justits- og indenrigsministre mødes i dag til rådsmøde i Rådet for retlige og indre anliggender. Mødet finder sted i Bruxelles.

 

* Rettelse kl. 10:33: Tidligere skrev Altinget, at der indføres forbud for adgang til bl.a. offentlige institutioner, supermarkeder og private plejehjem. Det er forkert. Men loven gør det muligt at indføre forbud. Altinget beklager fejlen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00