DLO: Politikerne bør værne om de private daginstitutioner

Den private daginstitution skal også godkendes efter en række kvalitetsparametre. Bygningernes indretning og det pædagogiske arbejde skal være i orden. Dagtilbudslovens regler skal overholdes, og institutionen er underlagt det kommunale tilsyn.

Endelig har den private daginstitution en større selvbestemmelse i den pædagogiske dagligdag, og her ligger måske kimen til deres popularitet.

Den kommunale forvaltning kan for eksempel ikke som i de kommunale institutioner beslutte pædagogiske koncepter, bestemme hvor institutionen må købe sit legetøj eller afgøre, hvordan administrative opgaver tilrettelægges.

Private tilbud er ikke kun for de velstillede
Lad os vende tilbage til de bekymringer om de private daginstitutioner, som har fået politikerne til bevilge færre penge til normeringer og udstede varsler om mere kontrol.

Forestillingen om, at private daginstitutioner er for de velstillede familier, er langt de fleste steder forkert.

De private institutioner har ganske vist mulighed for at kræve en højere forældrebetaling end de kommunale institutioner. Få steder koster en plads da også lidt ekstra. Det kan være, fordi man har en særlig madpolitik eller ikke længere kan stå inde for årevis af besparelser på dagtilbudsområdet.

Men når flertallet af private institutioner koster præcis det samme som de kommunale, er det, fordi mange af dem ligger i landområder med en blandet indkomstprofil, og fordi mange af idealistiske årsager ønsker at være tilgængelige for alle familietyper.

90 procent er foreninger
Det er principielt korrekt, at private daginstitutioner efter lovgivningen må trække overskud ud. Men faktisk er 90 procent af de private institutioner foreninger med vedtægter og bestyrelser bestående af forældre og ildsjæle.

De kan ikke trække overskud ud. Tilbage er cirka 10 procent af de private institutioner, som er oprettet som virksomheder. Fordi indtægter og udgifter er de samme som i andre daginstitutioner, har de ikke bedre chancer for at tjene penge end ved at drive en kommunal daginstitution.

Når stifterne af en ny daginstitution vælger virksomhedsmodellen, er det da også sjældent, fordi de gør sig forestillinger om en kæmpe fortjeneste. Begrundelsen er helt lavpraktisk:

Virksomhedsmodellen gav mulighed for at komme i gang og låne til opstartsudgifter ved at stille sikkerhed i egen bolig.

Små institutioner giver nærhed
Påstanden om, at de private daginstitutioner kan afvise børn med særlige behov, er faktuelt forkert. Efter dagtilbudsloven kan private institutioner kun afvise børn, hvis de ikke har plads.

Når kommunen godkender en privat daginstitution, skal den tjekke, at institutionens optagelsesregler sikrer samme rummelighed som kommunens tilbud.

Alt i alt er kritikken af de private daginstitutioner på mange punkter altså skudt forbi. Alligevel er der et stort ønske hos nogle politikere om at stramme grebet om de private daginstitutioner. Men stramningerne kan være fatale.

Den større grad af selvbestemmelse i de private daginstitutioner er nemlig på flere måder uvurderlig. De private daginstitutioner er ofte mindre børnehuse, som skaber en modvægt til den effektivisering og stordriftsstrategi, der præger de kommunale institutioner.

Ønskelandet med 26 vuggestuebørn og 48 børnehavebørn er i forhold til mange kommunale institutioner et lille hus. Små institutioner er populære hos forældrene, fordi de giver nærhed og overskuelighed.

Topstyring i det kommunale
Dernæst er der i de kommunale institutioner en tendens til en høj grad af topstyring. I de kommunale institutioner er der masser af dygtige ledere og medarbejdere, men deres hverdag er præget af arbejdsgange og koncepter dikteret af forvaltningen.

Dermed risikerer de at miste en del af ejerskabet til deres opgaver. Når de private institutioner ikke er bundne af skabeloner, giver det engagement og frihed til at afprøve nye tilgange.

Det er nærliggende, at medarbejdernes tilfredshed i de private institutioner smitter af på den generelle stemning i selvsamme institutioner. I hvert fald er de private daginstitutioner som nævnt nødt til at være meget bevidste om, hvad forældrene ønsker, eksempelvis i forhold til forældresamarbejde og åbningstider.

De kommunale systemer derimod skal i lige så høj grad tage hensyn til systemet selv – eksempelvis ved at tilpasse arbejdsgange efter, hvad man i øvrigt gør i forvaltningen.

Uønsket kontrol af selvejende institutioner
I Daginstitutionernes landsorganisation oplever vi også topstyringen som et dilemma for de selvejende institutioner, der har driftsoverenskomst og dermed er tæt kontraktligt bundet til kommunen.

De selvejende institutioner oplever, at kommunerne indfører flere og flere kontrol- og styringsmekanismer i kontrakterne.

Derfor er det betryggende for de institutioner at vide, at der er et reelt alternativ til det kommunale samarbejde. Det er imidlertid det alternativ, politikerne nu vil stække.

Men selvbestemmelsen er af afgørende betydning for at bevare små institutioner og den mangfoldighed af pædagogisk kultur, som afføder nytænkning, og som indretter sig efter, hvad forældrene ønsker og har behov for.

Vi har brug for en modvægt til de topstyrede kommunale systemer. Og vi har helt grundlæggende brug for at bevare masser af små velfungerende institutioner, som forældrene er glade for, medarbejderne i høj grad er tilfredse med, og hvor børnene har de bedste forudsætninger for at trives. Derfor bør vi bevare de private daginstitutioners selvbestemmelse.