Fagredaktørerne guider til et nyt år i dansk politik: Nye borgmestre, ny kontanthjælp og nye tider for landbruget

MINI-ANALYSER: Hvad er det vigtigste, der forventes at ske på det grønne område i år? Hvordan bliver der fulgt op på 2020-spørgsmål om sexisme, minksag og corona? Hvad kommer politikerne til at slås om, når det gælder kultur eller ældre? Og hvad holder vi øje med i hovedstaden? Få buddene fra Altingets fagredaktører. 

Søren Elkrog Friis Arbejdsmarked

Redaktør for Altinget Arbejdsmarked, Søren Elkrog Friis:

"Arne har endelig fået sin pension. Det baner vej for støttepartiernes mærkesag - opgøret med kontanthjælpsloftet, som Ydelseskommissionens afrapportering til foråret vil bane vej for. 

Regeringens egen kæphest om 37-timers aktivering af indvandrere vil også blive trukket frem i den forbindelse - og udgør samtidig ét af de reformspor, som kan bidrage til at betale regningen til Radikale, som har et arbejdsudbud på 11.000 til gode efter 2020. 

Nu er vaccinen her endelig, men vi har næppe set den sidste trepartsaftale, som skal redde arbejdsmarkedet bedst muligt gennem coronakrisen. 

Der vil komme stigende pres på genopretning af dagpengesystemet, og regeringen kommer også til at træde en svær balance i de offentlige overenskomstforhandlinger, hvor en corona-ramt økonomi næppe rækker til at indfri forventningerne hos 700.000 offentligt ansatte. Derudover byder 2021 på forhandlinger om en længe ventet arbejdsskadereform, forhandlinger om førtidspension og fleksjob samt trepartsforhandlinger om sexisme på arbejdsmarkedet."

 

Daniel Bue LauritzenBy og bolig

Redaktør for Altinget By og Bolig, Daniel Bue Lauritzen:

"Boligministerens forår fortsætter i store træk, hvor det slap inden juleferien, når forhandlingerne om udspillet til en ny bæredygtig byggeristrategi, der med ministerens ord skal "bringe byggeriet ind i en ny grøn æra", begynder. 

Centralt i udspillet står det, at der på et tidspunkt skal indføres et egentligt loft over, hvor meget CO2 byggeriet må udlede. Der er dog meget delte meninger om, hvornår det skal indføres.

Regeringen foreslår selv 2027, mens både industrien og de andre partier i Folketinget gerne ser en hurtigere implementering. Men det er en kompliceret øvelse, og derfor er spørgsmålet, hvornår det er realistisk at have grundlaget for sådan et indgreb på plads." 
 
Simon LesselBørn

Redaktør for Altinget Børn, Simon Lessel:

"Børne- og socialpolitikken fortsætter det tætte parløb i 2021. Regeringens stort anlagte anbringelsesreform blev på grund af corona liggende i skuffen hele 2020. Her får den med al sandsynlighed ikke lov til at ligge et år mere. Aktørernes lobby- og kommunikationsmedarbejdere står på spring for at kommentere og justere, og kongstanken om at anbringe flere børn tidligt er i strid modvind på Christiansborg. 

Om eller hvordan statsminister Mette Frederiksen og Astrid Krag manøvrerer en aftale på plads, bliver et af årets store højdepunkter. Mange venter desuden spændt på, hvordan ambitionerne om en samlet plan for børneområdet, handlingsplanen for unges trivsel samt bekæmpelsen af børnefattigdom skal realiseres." 
 

Chris LehmannDigital

Redaktøren for Altinget Digital, Chris Lehmann:

"Et af de allerstørste slagsmål på digitaliseringsfronten kommer til at ske på den internationale scene, hvor OECD har bebudet, at en aftale om skat på digitale services skal lande midt på året. Hvis ikke samarbejdet lander en aftale har EU bebudet at gå enegang – lykkedes det heller ikke vil den danske regering gå enegang. 

På den hjemlige bane begynder svanesangen for to af Danmarks centrale offentlige digitaliseringstjenester. Både NemID og e-Boks bliver skiftet ud, og implementeringen af deres afløsere begynder i 2021, samtidig med, at der er varslet besparelser på blandt andet Digitaliseringsstyrelsen."



 Sine Riis LundEmbedsværk

Redaktør for Altinget Embedsværk, Sine Riis Lund:  

"Mens 2020 bød på den første beretning fra Instrukskommissionen i hele miseren om den ulovlige instruks, så venter den anden akt endnu for embedsmændene. Til forår eller sommer kommer kommissionen med sin ansvarsvurdering af ansatte i Udlændinge- og Integrationsministeriet. 

Selv om det i antal formentlig vedrører få embedsmænd, så kan vurderingen sende et bredere signal om, hvor langt kommissionen mener, at embedsmænd skal gå for at stoppe en minister, der udsteder en klart ulovlig ordre. Og hvor langt ned i det ministerielle hierarki, der består en sådan pligt. Men også, hvor alvorligt kommissionen vil se på vildledende folketingssvar og misvisende oplysninger til Folketingets Ombudsmand.

Undersøgelsen af minksagen kommer også til at fylde noget i det nye år. En såkaldt granskningskommission skal fokusere på, om regeringen bevidst eller ubevidst beordrede mink aflivet uden lovhjemmel. Her bliver det interessant at se, hvad der dukker op af informationer om eksempelvis samtaler og sms’er, som ikke var med i regeringens egen redegørelse." 


Christoffer Lund-HansenErhverv

Altingets erhvervsredaktør Christoffer Lund-Hansen:

"Vi har masser af folk med gode idéer, men vi kan også se, at Danmark ikke længere har en digital førerposition," sagde erhvervsminister Simon Kollerup til Finans i august 2019. Siden har regeringen lagt op til besparelser på en række digitaliseringsområder i sit forslag finansloven. Men da finansloven blev vedtaget, var der penge til både bredbåndspulje og digitaliseringsfond. 
 
Den fulde finanslov offentliggøres først i det nye år, og derfor venter erhvervslivet i spænding på, om regeringen rent faktisk leverer på digitaliseringsdagsordenen, eller de to tiltag blot bruges som sminke på liget.  

Derudover sidder politikerne på Christiansborg stadig med minkavlernes fremtidige skæbne i hænderne. To måneder efter statsministeren beordrede alle mink i Danmark aflivet, forhandles der fortsat om den omfattende kompensationspakke, som forventes at overstige 10 milliarder kroner."

  

Rikke AlbrechtsenEU

Redaktør for Altinget EU, Rikke Albrechtsen:

"2021 kommer til at stå i genopretningens tegn. Coronavirussen har sendt de europæiske økonomier i et hul, de nu skal grave sig op af.

Ét af værktøjerne bliver den over 5.000 milliarder kroner store genopretningsfond, som de 27 i fællesskab kommer til at sende EU på lånemarkederne efter i 2021. Landene er enige om, at pengene skal gå til reelle strukturreformer og hjælp til grøn og digital omstilling. Spørgsmålet bliver nu, om regeringerne står ved det, når de udformer deres nationale reformplaner.

Her er frygten, at nogle vil forsøge at tørre regningen af på Bruxelles for tiltag, som ikke har noget med de fælles mål at gøre, når de mange milliarder skal fordeles på kort tid."
 

Chris LehmannForskning

Redaktør for Altinget Forskning, Chris Lehmann:

"Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og ordførerkredsen har en bunden opgave foran sig, som bliver svær, men som skal løses i det nye år: Universiteternes basismidler skal justeres.

Basismidlerne udgør en stor pose penge, som institutionerne selv kan disponere over, men det er ikke alle universiteterne, der er tilfredse med fordelingen af dem - hovedsageligt ikke dem, der selv mener, de får for lidt. Som med den kommunale udligningsreform skal der ikke meget til, før alle er sure.

Derudover skal Innovationsfonden sætte gang i de nye grønne partnerskaber - en ny konstruktion af forskere, erhvervsliv og aktører, der skal løse store udfordringer for den grønne omstilling. " 

Andreas KrogForsvar

Redaktør for Altinget Forsvar, Andreas Krog:

"Efter et lettere tumultarisk år håber især forsvarsminister Trine Bramsen (S) formentlig på et mere roligt 2021. Den politiske hovedopgave bliver at indgå et forlig om de 1,5 milliarder kroner, som partierne bag forsvarsforliget blev enige om at supplere forliget med i februar 2019. Der er bred enighed om, at pengene hovedsagelig skal gå til arktiske kapaciteter.  

På materielsiden skal der blandt andet indkøbes luftforsvar til brigaden, slæbesonar og panserværnsvåben, ligesom Danmarks første F-35 fly vil rulle ud fra fabrikken i Texas. ISS og Forsvaret skal finde ud af om det giver mening at fortsætte samarbejdet. Og endelig så dukker der helt sikkert uventede ting op."


Morten Øyen JensenForsyning

Redaktør for Altinget Forsyning, Morten Øyen Jensen:

"På forsyningsområdet er der især tre ting, man skal holde øje med:

For det første skal der i første halvdel af 2021 laves en samlet strategi for CO2-fangst, lagring og anvendelse og PtX i Danmark. Det er teknologier, regeringen satser meget på. Både til et nyt ”eventyr” i Nordsøen – som et lager til CO2 i gamle udtjente olielommer – og som teknologier, der kan få os i mål med klimamålet.

For det andet er der igangsat et arbejde med en national klimatilpasningplan, der skal løse opgaven med at bekæmpe oversvømmelser og forhøjet grundvand. I 2021 vil der være analyser og pilotprojekter, mens planen først skal på plads i 2022. Så må vi håbe vandmasserne også venter.

Sidst skal der en ny økonomisk regulering på plads på fjernvarmeområdet. Den opgave er både betændt, længe ventet og skulle have været på plads i efteråret. Oveni skal der også ses på rammerne for geotermi."

 


Sine Riis LundFødevarer

Redaktør for Altinget Fødevarer, Sine Riis Lund:

"Landbruget er et af regeringens helt store smertensbørn i klimapolitikken, og derfor er der også stor spænding om den klimahandlingsplan, som regeringen ventes at fremlægge i starten af året. Det står efterhånden klart for de fleste, at der ikke findes nogen snuptagsløsninger for landbruget, hvis man vil bevare de nuværende produktionstyper.

Politisk bliver det store spørgsmål, om regeringen kan levere varen overfor sine støttepartier, som de har indgået et fælles forståelsespapir med, hvori det fremgår, at der skal laves et bindende reduktionsmål for landbruget, og at EU’s landbrugsstøtte mere aktivt skal bruges til en bæredygtig omstilling. Når det kommer til barren for det, kan den fælles forståelse meget vel ophøre. "

 

Andreas KrogGrønland og Færøerne

Redaktør for Altinget Arktis, Andreas Krog: 

"Året åbner med præsentationen af Kongerigets nye 10-årige arktiske strategi. Det vil fungere som en katalysator for den allerede gryende debat om rigsfællesskabets fremtid. Presset fra Grønland og Færøerne for at få større udenrigspolitisk albuerum vil fortsætte. 

Øjnene vil også blive rettet mod USA’s grønlandske charmeoffensiv med en række samarbejdsprojekter. Året vil også byde på en konkretisering af det amerikanske forsvars ønske om øget tilstedeværelse i Arktis. 

På den store scene overtager Rusland formandskabet i Arktisk Råd og flere arktiske-nationer øger deres fokus på regionen. Og endelig så får vi svar på om Siumut’s nye formand Erik Jensen også bliver Grønlands nye landsstyreformand."

 

Kasper KaasgaardHovedstaden

Redaktør for Altinget Hovedstaden, Kasper Kaasgaard: 

"I et kommunalvalgår er der altid fokus på København, landets største kommune. Efter Frank Jensens afgang bliver det med en ny socialdemokratisk kandidat for første gang siden 2009.  

Sophie Hæstop Andersen er storfavorit til at indtage overborgmesterkontoret, og i mellemtiden skal hun balancere kandidaturet med sin nuværende post som formand for Region Hovedstaden. 

Enhedslisten, kommunens næststørste parti, vælger sin spidskandidat i starten af februar. 

Inden valget i november skal næste års budget indgås, og i et valgår er der tradition for, at partiernes mærkesager hver især får et løft. Det bliver interessant, hvor mange partier der kommer med i budgetaftalen."

 

Morten Øyen JensenKlima

Redaktør for Altinget Energi & Klima, Morten Øyen Jensen:

"I 2021 er der god grund til at holde øje med det store udland på klimaområdet. EU-Kommissionen er på vej med en helt ny klimatold, der skal sikre, at andre landes manglende afgifter på CO2-udledning, ikke giver konkurrencefordele. Og så kommer der også et udspil til en stor reform af CO2-kvotemarkedet.

Det store FN-klimatopmøde får også comeback efter at være udskudt på grund af corona i 2020. Her skal alle verdens lande melde nye klimamål ind. Ligesom USA med Joe Biden i spidsen igen forventes at sidde for bordenden.

Herhjemme skal man især holde øje med tre ting: Regeringens udskudte klimaudspil for landbruget, Klimarådets vurdering af regeringens klimaindsats til februar, samt den hurtigt arbejdende ekspertgruppe, der ultimo 2021 skal aflevere delrapport med forslag til et grønnere skattesystem." 



Kim RosenkildeKommunal

Redaktør for Altinget Kommunal, Kim Rosenkilde:  

"2021 kommer ikke overraskende til at stå i kommunalvalgets tegn. I den brede offentlighed særligt efter sommerferien, men for partiernes vedkommende er forberedelserne allerede i fuld gang nu.

Nogle steder har man taget forskud på løjerne, som i Fredericia hvor den ellers populære S-borgmester Jacob Bjerregaard fornyligt trak sig og sendte borgmesterstaffetten videre parallelt med en række kritiske mediehistorier.

I S-højborgen Ishøj har Socialdemokratiet de facto udpeget Merete Amdisen til at overtage borgmesterposten efter Ole Bjørstrop. Særligt spændende bliver det for  Venstre i Midt- og Sydjylland, hvor en række af partiets borgmesterveteraner stopper.

Udover valget vil forårets offentlige overenskomsterforhandlinger fylde for kommunernes landsforening, KL. Her er der særligt fokus på rekrutteringsudfodringer til ikke mindst ældreplejen.

Frem mod sommereferien skal KL og et stort antal kommuner også helt i mål med den svære opgave om at få truffet politiske beslutninger om afviklingen af en række affaldsforbrændingsanlæg, så den samlede kapacitet i sektoren bringes ned i."

 

Kultur

Redaktør for Altinget Kultur, Maja Hagedorn Hansen:

"Der bliver medieordførerrend i Kulturministeriet, for både en opdatering af blankmedieordningen og en ny medieaftale er på dagsordenen i 2021, og kulturminister Joy Mogensen (S) skal i jagten på brede forlig forene vidt forskellige krav og stærke interesser – ikke mindst techgiganternes. 

Og så er der de kunstneriske uddannelser og særligt Kunstakademiet, hvor en nu fyret institutleder ødelagde en buste af Frederik V. Siden er også rektor røget, og en uvildig undersøgelse er undervejs. Der vil især de borgerlige presse Joy Mogensen. 

Museerne kommer vi heller ikke uden om: Kulturministeren har nemlig udskudt at fortælle, om hun vil sætte en museumsreform i værk eller droppe den. Det går næppe at skubbe beslutningen til 2022. "

 

Hjalte KragesteenMiljø

Redaktør for Altinget Miljø, Hjalte Kragesteen:

"Det nye år kommer til at byde på politiske sværdslag om landbrugets miljøaftryk. Regeringen har nemlig udskudt en plan for grøn omstilling af landbruget til starten af det nye år. Den kommer stort set samtidig med de udskudte vandplaner, som forventes i slutningen af februar. Her bliver det helt centralt, hvor stor en reduktion af kvælstof, som landbruget kan se frem til. 

Naturområdet kommer også til at fylde i det nye år. Dels skal regeringen og dens støttepartier blive enige om, hvordan de 900 millioner, der blev afsat til finansloven, skal bruges. Og derudover forventes det næste store FN-topmøde på naturområdet afholdt i Kina i 2021. "
 

Simon LesselSocial

Redaktør for Altinget Social, Simon Lessel:

"Første del af 2021 kommer formentlig til at blive domineret af regeringens anbringelsesudspil, der ikke så dagens lys i det forgange år. Udspillet kommer til at cementere, at børne- og socialpolitikken fortsat vil være vævet tæt sammen. 

Det vil også være tilfældet i april, hvor snakken uundgåeligt vil falde på, hvordan regeringen og støttepartierne vil realisere ambitionen om at bekæmpe børnefattigdom. Her præsenterer Ydelseskommissionen nemlig anbefalingerne til et nyt kontanthjælpssystem, hvorefter de politiske forhandlinger kan påbegyndes. 

I 2021 vil de første resultater fra evalueringen af det specialiserede socialområde titte frem, og det betyder, at de politiske forhandlinger om, hvordan specialiseringsgraden på socialområdet kan fremtidssikres, kan begynde."

 

Signe LøntoftSundhed

Redaktør for Altinget Sundhed, Signe Løntoft:

"Intet tyder på, at Magnus Heunicke (S) får lov at slappe af i 2021. Udover at håndtere corona-epidemien - ikke mindst den logistisk krævende vaccination af forhåbentlig størstedelen af befolkningen - står dagsordenerne i kø. 

Først skal en ny epidemilov i hus. Der landede ganske vist en bred aftale lige før jul, men aftaleparterne vil først give endeligt tilsagn om at stemme for, når lovforslaget har været i høring igen. 

Derudover skal regeringen indfri sit løfte om en 10-års plan for psykiatrien. Samtidig presser støttepartierne på for forhandlinger om forebyggelse på alkoholområdet. 

Endelig lovede statsministeren under åbningsdebatten i oktober, at regeringen i 2021 vil spille ud med et bud på den sundhedsaftale, der skal træde i stedet for Lars Løkkes aflyste sundhedsreform. Meldingen kom som en lettelse for de utålmodige aktører - men skal nok give endnu mere sved på panden i Sundhedsministeriet, hvor man i øvrigt også lige skal have en ny departementschef i gang."

 

Daniel Bue LauritzenTransport

Redaktør for Altinget Transport, Daniel Bue Lauritzen:

"Efter i december at have landet den vigtige politiske aftale om elbiler er den altoverskyggende opgave for transportministeren at præsentere et udspil til en ny infrastrukturplan. 

Udspillet, der efterhånden har været længe undervejs, skal danne rammen for de næste ti års infrastrukturprojekter. Planen kommer dermed til at udgøre fundament for investeringer for mange milliarder i alt fra motorveje til kollektiv trafik.  

Transportministeren har tidligere sagt, at det er afgørende for ham at lande en bred aftale, så man må forvente, at udspillet i et vist i omfang vil tilgodese partier i begge sider af Folketingssalen."


Tyson W. LyallUddannelse

Redaktør for Altinget Uddannelse, Tyson W. Lyall:

"Corona satte en bunke vigtige sager på pause for børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). 

Enkelte af dem tripper ordførere og aktører særligt for at få genoptaget. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om elevfordeling og den stigende segregering i uddannelsesvæsenet. Ministeren og Folketinget har længe haft til opgave at finde en fordelingsmodel, så gymnasieelever ikke klumper sig sammen efter etnicitet. 
Det er et følsomt område, hvor politikerne skal forsøge at balancere hensyn til det frie uddannelsesvalg med overvejelser om diskrimination, økonomi med mere.

I løbet af efteråret er forligskredsmøder konstant blevet skubbet eller aflyst. Men fra starten af 2021 vil manges øjne igen være på denne sag. "

 

Udvikling

Redaktør for Altinget Udvikling, Maja Hagedorn Hansen:

"Skal udviklingsarbejdet i Afrika styrkes på bekostning af Asien? Det bliver et af de store spørgsmål i arbejdet med Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, som udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) tager fat på. 

Selv har han dog peget på en helt anden opgave som den vigtigste: At finde et land uden for EU til en modtagelejr for migranter. De fleste tvivler på idéen. Men det er kernepolitik for statsministeren og Socialdemokratiet, der gik til valg på forslaget – og dermed en bunden opgave for den nyudnævnte minister. 

Og så er der corona. Mange frygter, at pandemien først for alvor vil kunne mærkes i de fattigste lande næste år. Mon ikke det vil være et af støttepartiernes argumenter for at øge bistanden, når en ny finanslov skal på plads? "

 

Søren Elkrog Friis Ældre

Redaktør for Altinget Ældre, Søren Elkrog Friis:

"To ting dominerede 2020 set med ældrepolitiske briller: Else-sagen om omsorgssvigt i ældreplejen og bestræbelserne på at opretholde en balance mellem at beskytte ældre mod covid-19, men samtidig undgå isolation og de deraf følgende konsekvenser for livskvalitet og helbred. Med covid-19-vaccinen ser vi ind i et mere normalt 2021, hvor der igen er plads til at dyrke de politiske dagsordener, der har ligget underdrejet under coronakrisen. 

En af dem er regeringens udspil til en velfærdslov - og de følgende politiske forhandlinger, som skal sikre tilstrækkelig finansiering i takt med det stigende antal ældre. 

Et andet vigtigt omdrejningspunkt bliver kampen for at sikre nok varme hænder til ældreplejen, som blandt andet udgør et hovedtema ved de offentlige overenskomstforhandlinger (OK21), som kulminerer til foråret. 

Derudover bliver det spændende at se, om de tre kommende frikommuner på ældreområdet formår at omsætte friheden til et kvalitetsløft for ældrevelfærden. "

Forrige artikel Året der gik på børneområdet Året der gik på børneområdet Næste artikel Johanne Schmidt-Nielsen om ledelse efter corona: Johanne Schmidt-Nielsen om ledelse efter corona: "Det blev pludselig ekstremt tydeligt, hvad vores opgave er"