Forskere til Astrid Krag: Tænk familien bredere end mor og far

Af Bo Morthorst Rasmussen og Lene Mosegaard Søbjerg
Henholdsvis docent ved UC SYD og forskningschef ved UC SYD

Alle børn og unge har ret til og brug for familie og netværk.

Socialrådgiver og forsker Liesanth Yde Nirmalarajan kritiserer i Altinget social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) for ikke at tage de udsatte familiers retssikkerhed alvorligt.

Samtidig udtrykker han bekymring for udspillet til den kommende ”Barnets Lov”, når ministeren udtaler, at ”familien ikke er en hellig institution”.

Det er en bekymring, vi deler, og som understøttes af både vores og andres forskning. Men problemstillingen er mere kompleks end som så, da det at være en familie er andet end blot barn og forældremyndighedsindehaverne.

I udgangspunktet bør myndigheden og dermed familierådgiverne i videst muligt omfang arbejde med en forebyggende og tidlig indsats for at støtte og hjælpe familien og barnet med henblik på at undgå en anbringelse.

Når et barn i en kortere og længere periode ikke kan bo hos forældrene, bør førsteprioriteten være en slægts- og netværksanbringelse.  

Bo Morthorst Rasmussen og Lene Mosegaard Søbjerg
Henholdsvis docent ved UC SYD og forskningschef ved UC SYD

Det sker allerede i vid udstrækning i dag. Der er dog efter vores vurdering stadig et stort potentiale i forskellige former for indsatser, hvor professionelle og den udvidede familie kan skabe tryghed og udvikling for barnet, mens forældrene støttes i at udvikle deres forældreevne.

Førsteprioriteten bør være netværket
Med ”den udvidede familie” forstås bonusforældre, bedsteforældre, onkler, tanter, søskende og venner. I det hele taget det, der kaldes netværk, og som består af de betydningsfulde mennesker, som barnet har i sit liv ud over forældrene.

De vigtigste personer i et barns liv er ikke nødvendigvis forældremyndighedsindehaverne. Desværre, vil Astrid Krag måske sige.

Forældrene er centrale og vigtige også i udsatte familier, men set ud fra barnets perspektiv er der brug for inddragelse af alle de betydningsfulde personer i barnets liv.

Dette kan for eksempel foregå via familierådslagninger og netværksmøder, når der skal træffes vigtige beslutninger om et barns liv.

Når et barn i en kortere og længere periode ikke kan bo hos forældrene, bør førsteprioriteten være en slægts- og netværksanbringelse.

18 år og alene i verden
Der har i 20 år været evidens for, at børn anbragt i deres eget netværk statistisk set klarer sig bedre sammenlignet med børn anbragt ved professionelle.

På trods af denne viden får kun 7,5 procent af de anbragte børn i Danmark mulighed for at bo hos personer i deres netværk, mens det i for eksempel Norge er cirka 27 procent af de anbragte børn.

En af grundene til det lave antal netværksanbringelser i Danmark er, at vi ikke får tænkt barnets udvidede familie ind i det forebyggende sociale arbejde, og når der først er et anbringelsesgrundlag, er det for sent.

Netværksanbringelse er ikke en uproblematisk anbringelsesform, og langt fra alle børn kan anbringes i deres udvidede familie. Det er dog også væsentligt, at et barn, der anbringes ved professionelle, beholder kontakten til deres udvidede familie.

Det sikrer en kontinuitet i livet som anbragt, idet mange anbragte børn flytter rundt flere gange i løbet af deres anbringelse.

Hvis man har beholdt kontakten til den udvidede familie, står man desuden ikke helt alene i verden og uden familie og netværk, den dag man fylder 18 år. En oplevelse, der ellers ofte fortælles af tidligere anbragte, og som desuden er dokumenteret i diverse undersøgelser.

Familien skal tænkes bredere
Paragraf 71 i serviceloven foreskriver, at ”Barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner med videre under anbringelsen uden for hjemmet”.

Kontakten sker ifølge Ankestyrelsens undersøgelser i begrænset omfang. Også her er der behov for et øget fokus på inddragelse af barnets udvidede familie.

Vores bekymring og forventning til "Barnets Lov" er derfor, at den tager udgangspunkt i barnets perspektiv og dermed behovet for og retten til familie og netværk.

Familie skal tænkes bredere end de biologiske forældre, nemlig som alle dem, der har betydning for barnet, og som det føler sig forbundet til. Det er ofte nemt at finde ud af, hvem det er. Man kan bare spørge barnet.