Debat

Joy Mogensen: DR skal have muskler til at levere verdens bedste danske børneindhold

DEBAT: DR skal tage kampen op mod internationale giganter i kampen om børn og unges opmærksomhed, skriver kulturminister Joy Mogensen (S) i første indlæg i en ny temadebat om en ny medieaftale og fremtidens Danmarks Radio.

Kampen om opmærksomheden skal vi hjælpe DR med at vinde, skriver kulturminister Joy Mogensen.
Kampen om opmærksomheden skal vi hjælpe DR med at vinde, skriver kulturminister Joy Mogensen.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Joy Mogensen (S)
Kulturminister

Public service har aldrig været vigtigere end nu. DR har aldrig været vigtigere end nu. 

Men DR – og det ved DR selvfølgelig godt selv – er presset til at genopfinde, hvad det vil sige at være en moderne public service-institution. 

Debatten om DR og public service er en debat, der angår hele befolkningen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Desværre er der en tendens til, at det mestendels er Tordenskjolds soldater i medie- og kulturbranchen, der tager den.

Det er en skam, for det er en debat, der handler om meget mere end, hvilke programmer vi synes, DR skal sende og ikke sende. Det er en debat, der handler om, hvilken offentlig samtale vi skal have i det her land. 

Det er en kæmpe udfordring at fange børnenes opmærksomhed i en medievirkelighed, der flyder over af glitrende, kommercielt og altså nogle gange decideret skadeligt indhold.

Joy Mogensen (S)
Kulturminister

DR vs. Netflix 
De internationale giganters indtog i det danske medielandskab har skabt en konkurrence om brugernes opmærksomhed, som er ubarmhjertigt hård.

Det er ikke nogen nyhed. Men det er med den indsigt in mente, at vi må påbegynde diskussionen om DR og public service i dag.

De internationale giganter er rent ud sagt ligeglade med Danmark. De har naturligt nok ingen forpligtelser til at spejle dansk kultur, historie eller samfundsforhold i deres produktioner. Deres logik er markedets logik. Og markedet for dem er hele verden.

Netflix har i dag 193 millioner abonnenter i verden og et indholdsbudget på 18 milliarder dollars.

Over for det er DR’s budget, hvad enten vi skruer nogle 100 millioner kroner op og ned, mikroskopisk.

Men lad det alligevel være sagt allerede her: Denne regering går til finanslovsforhandlingerne med en klar prioritet om at styrke public service og annullere DR’s kommende fase 2-besparelse. 

Coronakrisen skærpede DR
Men den økonomiske diskussion af DR’s økonomi kan ikke stå alene. Nok så vigtigt er det at diskutere, hvilket DR vi som samfund gerne vil have.

I radio-fjernsynsloven står der blandt andet, at DR skal sikre den danske befolkning nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Med særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur.

Det er kloge formuleringer, der står i loven. Men det store spørgsmål er, hvad betyder ordene i 2020? 

For denne regering betyder det, at DR skal være den medieinstitution, der forbinder danskerne.

Vi vil et samarbejdende DR, der rækker ud til det øvrige kultur- og mediedanmark, også uden for hovedstaden.

Et DR, der skelner skidt fra kanel i den offentlige debat og er garanten for troværdig information til befolkningen.

DR skal repræsentere den journalistiske guldstandard i Danmark. Intet mindre.

DR skal producere indhold, der rager så højt op, at der kan samle på tværs af geografi, alder og indkomster.

Vi så det under coronakrisen, hvor DR forbilledligt samlede danskerne om fællessang og saglig nyhedsdækning på et tidspunkt, hvor den danske befolkning havde allermest brug for den.

Og vi så det henover sommeren, hvor DR præsenterede danskerne for et flot udbud af programmer om dansk musik og kultur. Det var så godt.

Men hvorfor skulle der en krise til, før DR samlede kræfterne og prioriterede ressourcerne om det, der er DNA'et i deres public service-forpligtelse?

DR skal vinde kampen om børnene
Et andet område, hvor DR absolut skal være førende, er indhold til børn og unge. Det er i virkeligheden der, den vigtigste kamp står.

Man taler med rette om en generationskløft i befolkningens mediebrug. Det er som en kløft mellem forskellige virkeligheder.

Børn og unge er storforbrugere af medier, som kan forekomme fuldstændigt uforståelige for de ældre generationer.

Men vi skylder de yngste i vores samfund et indholdstilbud, der spejler deres verden og tager deres problemstillinger alvorligt. Derfor er det også bekymrende, når DR taber terræn i netop disse målgrupper. 

Det er en kæmpe udfordring at fange børnenes opmærksomhed i en medievirkelighed, der flyder over af glitrende, kommercielt og altså nogle gange decideret skadeligt indhold.

Kampen om opmærksomheden skal vi hjælpe DR med at vinde ved at give DR rammer og muskler til at levere verdens bedste danske børneindhold.

Med til den diskussion hører, at vi aldrig må acceptere, at en international virksomhed kan beslutte at fjerne dansk public service-indhold til vores børn. Punktum.  

Mange partier i Folketinget ser heldigvis også gerne, at DR kommer styrket ind i fremtiden. Derfor tror jeg også på, at vi kan finde hinanden i forhandlingerne. Det skylder vi DR. Og det skylder vi danskerne.

Dokumentation

Ny temadebat på Altinget Kultur

Sparekniven, der skulle bruges i Danmarks Radio, er med regeringens finanslovsforslag røget tilbage i køkkenskuffen.

Pengene skal findes, lyder det. Og så skal der tages hul på forhandlingerne om en ny medieaftale.

Men hvad er det så for et DR, vi skal have i fremtiden? 

Hvordan tackler vi en virkelighed, hvor monopolet fra gamle dage er fortid, og hvor magtfulde internationale techgiganter med bundløse pengekasser er nutid?

Hvad er det, vores børn skal bruge deres tid på foran en skærm?

Er det den rette beslutning af sløjfe besparelserne? Og hvor skal pengene egentlig komme fra?

Altinget Kultur har bedt en række centrale aktører komme med deres bud over de kommende uger. Den første i rækken er kulturminister Joy Mogensen (S).

Har du lyst til at deltage i debatten, er du velkommen til at kontakte Marie Schønning Jensen på [email protected] eller debatredaktionen på [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Joy Mogensen

Fhv. kultur- og kirkeminister, borgmester (S), Roskilde Kommune
BA i kultur- og sprogmødestudier (Roskilde Uni. 2005)

0:000:00