Analyse af 
Kim Rosenkilde

KL-topmøde varsler business as usual i kommunernes kamp for lokal velfærd

Krig og krise har rystet den vante verdensorden og skubbet til den politiske virkelighed. Det vil man også mærke i kommunerne, lød det på KL’s kommunalpolitiske topmøde, men på den lange bane ser det meste ud til at være ved det gamle.

Krigen i Ukraine fyldte meget på KL's kommunalpolitiske topmøde. Alligevel faldt debatten hurtigt tilbage til de velkendte temaer.
Krigen i Ukraine fyldte meget på KL's kommunalpolitiske topmøde. Alligevel faldt debatten hurtigt tilbage til de velkendte temaer.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Med krigen i Ukraine er der på få uger opstået en situation, der er fuldstændig anderledes end nogensinde før.

Sådan indledte finansminister Nicolai Wammen (S) torsdag formiddag sin hilsen til det kommunale Danmark ved KL’s kommunalpolitiske topmøde i Aalborg.

Her var 1.600 lokale politiker, embedsmænd og kommunale aktører stimlede sammen i byens Kultur- og Kongrescenters, der i solidaritet med den ukrainske kamp havde salen oplyst med gule og blå farver.

Regeringen diagnose er vidtgående. Det samme er den hastigt ordineret medicin i form af nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik.

Stemningen i Aalborg var da også præget af det dramatiske baggrundstæppe, hvor myndigheder over hele Europa lige nu forbereder sig på at modtage deres andel af de millioner af mennesker, som er på flugt fra Putins krigsmaskine.

Hvor mange fordrevne fra Ukraine, som kommer til Danmark, er endnu uklart. Men regeringen har gjort det klart, at der kan blive tale om ”markant” flere end de 20.000, man først har meldt ud.

Økonomien er tæt ved uændret

Uanset hvad står kommunerne over for en kæmpe opgave med at tage imod, hjælpe og integrere de mange fordrevne. Både her og nu, og de kommende år.

Den ekstraordinære situation til trods, var det imidlertid først og fremmest business as usual, der prægede dagens diskussioner om udsigterne for den lokale velfærd på den lidt længere bane.

Både før og efter den nye sikkerhedspolitiske aftale om at hæve forsvarsudgifter med op mod 18 milliarder kroner om året, var det økonomiske råderum snævert. Aftalen ændrer ikke i sig selv på, at der, når først er fundet penge til at dække det demografiske træk, kun er meget få milliarder tilbage til nye initiativer.

Der var også virkeligheden for en måned siden.

Den store forskel er, at regeringen har fundet pengene til de forhøjede forsvarsudgifter ved at udnytte en af de mest oplagte muligheder, de havde for på en let måde at sikre sig selv mere luft i økonomien.

Man kan indvende, at de penge jo alternativt kunne være brugt på den lokale velfærd. Men det lå ikke i kortene, at regeringen ville have benyttet den mulighed med en indbygget risiko for at blive skamskudt som økonomisk uansvarlige fra den borgerlige opposition.

Klassiske løsningsforslag

Hverken beregningerne af det økonomiske råderum eller de konkrete udgifter til at indfri målet om at afholde forsvarsudgifter svarende til to procent af BNP er endegyldige størrelser ud på sidste decimal.

Begge dele kan blive større eller mindre alt efter, hvad der sker med den generelle økonomi. Vokser eksempelvis BNP langsommere end forudsat, så bliver det billigere at indfri to-procentsmålet.

Samtidig er det heller ikke helt klart, hvor mange af de ekstra forsvarspenge, der skal gå til investeringer eller mere løbende drift. Selv om begge typer udgifter finansieres fra samme kasse, så kan de påvirke råderummet forskelligt.

Og så vil det også have konsekvenser for, hvor meget arbejdskraft de ekstra udgifter tager. Skal der flere værnepligtige, så kan det betyde færre sosu-elever. Men skal der købes nyt antiluftskyts eller andet materiel, så trækker det ikke samme veksler på den sparsomme arbejdskraft.

Det var da også de helt klassiske løsningsforslag, der på KL’s topmøde blev diskuteret som modsvaret på den grundlæggende strukturelle udfordring i en fremtid med få ekstra penge og færre ledige hænder.

Effektiviseringer, omprioriteringer, afbureaukratisering, skattestigninger, lokale frihedsgrader samt arbejdskrafts- og arbejdsudbudsreformer.

Partiledere med standardsvar

Regeringen satser på reformsporet garneret med en dobbelt dagsorden om afbureaukratisering og lokal frihed.

Særligt sidstnævnte er noget, man holder meget af i KL-regi. Men hvor man også med finanskrisen in mente skal huske, at lokal frihed og ansvar også kan handle om at stå i forreste række og tage tæskene, når der skal vælges mellem upopulære beslutninger.

Alle partiledere var mødt op til debat om velfærd og mangel på arbejdskraft, undtagen Mette Frederiksen, der havde Nicolai Wammen som sin stand in. Og alle sagde de velkendte ting.

Venstre ville have mere international arbejdskraft. Konservative kaldte det en falliterklæring på forhånd at binde sig til at lade udgifter vokse med det demografiske træk. SF ville kigge på alt og give frihed bare ikke lige på bekostning af minimumsnormeringer.

Enhedslisten ville stille krav til virksomheder og skabe et rummeligt arbejdsmarked. DF vil sikre de ældres rettigheder. Nye Borgerlige vil have klassiske arbejdsudbudsreformer.

Så selv om historiker Bo Lidegaard talte krigen i Ukraine ind i det store historiske vingesus som den endegyldig afslutning på det amerikanske århundrede. Ja så er det meste det samme, når det politiske Danmark mødes for at diskutere den lokale velfærd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00