Lektor: Stigende ulighed giver unge stress og angst

Godt. Så går vi i gang.

Flere føler sig stressede 
Er udbredelsen af stress og angst et tiltagende fænomen i Danmark? Stress og angst kan både dække over egentlige sygdomme på den ene side og dagligdags mental mistrivsel på den anden. Uanset hvilken definition vi vælger, ser vi en stigning.

Antallet, der har været indlagt for nervøse lidelser relateret til stress og angst, er steget markant siden 1990’erne. Det gælder især blandt de unge.

Andelen af unge, der rapporterer, at de føler sig pressede eller stressede i hverdagen, er også steget siden 1990’erne. Det gælder især gymnasieelever og studerende. Det viser flere af hinanden uafhængige spørgeskemaundersøgelser.

Den stigende mistrivsel starter i teenageårene. Elleveårige i Danmark rapporterer uændret niveau af mental mistrivsel siden 1990’erne, mens femtenårige rapporterer stigende mistrivsel i forhold til tidligere. Ser vi på kønsfordelingen, er det i højere grad piger, der mistrives, men stigningen gælder begge køn.

Den rigeste procent bliver rigere
Er uligheden steget i Danmark? Ligesom med stress og angst kan indkomstulighed måles på mange måder, og ligesom med stress og angst viser alle mål, at uligheden er steget siden 1990’erne.

Måler vi med det udbredte mål Gini-koefficienten, placerer Danmark sig stadig i gruppen af EU-lande med mest lighed, men Danmark er alligevel et af de lande, sammen med Sverige, hvor uligheden er steget mest.

Problemet med Gini-koefficienten er imidlertid, at den ikke opfanger indkomstkoncentration i toppen, men primært registrerer, når indkomsten flytter sig hen over midten af indkomstgrupperne.

Det er problematisk, eftersom det netop er indkomstkoncentration i toppen, som den internationale forskning sætter i forbindelse med stigende stress og angst.

Måler vi i stedet, hvor stor en andel af den samlede indkomst et gennemsnitligt medlem af den rigeste procent disponerer over til sammenligning med den gennemsnitlige indkomst blandt den fattigste halvdel af befolkningen, ser vi en fordobling af uligheden siden 1990’erne.

Målt således er uligheden i Danmark steget til over gennemsnittet for EU.

Indkomstmobiliteten er faldet
Hvad er årsagen til den stigende ulighed? Skal vi forklare den stigning, der fremkommer ved, at indkomsten flytter sig hen over midten af indkomstgrupperne (Gini-koefficienten), kan en del af uligheden forklares med demografiske forhold som indvandring og befolkningens aldring.

Skal vi imidlertid forklare indkomstkoncentrationen i toppen, skyldes stigningen ekstreme lønstigninger for topledere, store kapitalgevinster for formuende kombineret med lavere skat.

Målt siden årtusindskiftet er der intet land i EU, bortset fra Ungarn, der har sænket skatten på de højeste indkomster mere end Danmark.

Den stigende indkomstulighed ville ikke være et problem, hvis den blev modsvaret af stigende indkomstmobilitet. At de rige er blevet rigere sammenlignet med 1990’erne, ville faktisk have været storartet, hvis vi i højere grad skiftedes til at være rige i dag.

Desværre er det gået omvendt. Uligheden er steget mere, end vores målinger viser, fordi de ikke tager højde for faldende indkomstmobilitet.

Sociale medier er ikke problemet
Vores indkomster afhænger i stigende grad af vores forældres. Sandsynligheden for, at børn af underklassen selv havner i underklassen, stiger. Skattelettelser på formueindkomst har øget de formuendes indtægter på bekostning af folk i arbejde – skattelettelser finansieret gennem besparelser på velfærd og uddannelse.

Kunne der være mere oplagte forklaringer på stigende angst og stress end faldende social mobilitet?

Det fremføres ofte, at udbredelsen af sociale medier konstant eksponerer de unge for idealer, som de ikke kan leve op til. For eksempel kravet om den perfekte krop.

Hertil har jeg to indvendinger. For det første har andelen af femtenårige piger, der føler sig for tykke, ligget konstant på omkring 50 procent siden 1980’erne. For det andet begyndte stress og angst at stige lang tid før, de sociale medier vandt udbredelse.

Kunne stigende stress og angst blandt de unge ikke skyldes et uddannelsessystem, hvor vi i stigende grad ser en modsætning mellem, hvad eleverne skal lære (at være selvstændige), og hvordan de eksamineres (de skal levere et bestemt svar)?

Det er muligt, men det modsiger ikke min hypotese. Flere krav i læreplanerne, men færre ressourcer til undervisning og eksamen, er et mønster, vi genfinder i andre lande med stigende ulighed.

Tiden vil teste hypotesen
Udviklingen i psykisk sundhed blandt etniske danskere versus indvandrere og efterkommere med ikkevestlig baggrund giver en oplagt mulighed for at teste hypotesen om, at faldende social mobilitet fører til stigende angst og stress.

Den psykiske sundhed for etniske danskere følger alderen, så de unge har det ringest, og de ældste har det bedst.

Det er lige omvendt for folk med ikkevestlig baggrund. Her er det de unge, der har det bedst. Samtidig falder den sociale mobilitet for hver generation hos etniske danskere, mens den stiger for indvandrere.

Den afgørende test for min hypotese bliver fremtiden.

Den stigende angst og stress hænger ikke sammen med det at være ung. Stigende angst og stress hænger sammen med at vokse op i en tid med stigende ulighed og faldende social mobilitet.

Derfor forudser jeg, at hvis vi ikke får knækket den stigende ulighedskurve, vil de unge i dag blive ved med at lide mere af stress og angst end de ældre generationer, også når de unge selv bliver ældre.