Mindeord om fhv. S-borgmester og skolemand Vilhelm Lytken (94)

Fhv. borgmester i Hinnerup ved Aarhus og skoleinspektør Vilhelm Lytken (S) er død, 94 år, og tidligere lærer på hans gamle Haldum-Hinnerup Skole, Annemarie Jensen, skriver mindeord.

Uret er gået i stå. 

Han lod uret på kontoret hænge, da han i 1978 tog afsked med skolen for at blive borgmester. Han havde nøglen og kom hver uge forbi for at trække uret op. Således kunne han naturligt følge med i, hvordan skolen havde det. Nu er uret gået i stå.

Lytken var en ukonventionel leder i sin samtid. En stor humanist med teologisk baggrund. Han kom til Haldum-Hinnerup Skolen med en klar idé om, hvordan skolen skulle være. Han var visionær, ville afskaffe den gamle skole med dens karakterer og opdeling af eleverne. Han var overbevist om, at børns trivsel sikrede dem god læring.

Det lå ham på sinde at få det bedste frem i både lærere og elever. Han gav dem selvtillid, så de kunne mere, end de selv troede. Han ville gå langt for at gennemføre det, han troede på, for han var overbevist om sine ideers holdbarhed. Ind imellem krævede det nogle sværdslag, og dem tog han. Mange bakkede Lytken op, men det var ikke alle.

Bakkede sine lærere op
Lytken bakkede os lærere op. Der var plads til vores ideer, men han kunne også være insisterende og også skælde ud.

Lytken var stolt af sin skole og fremhævede den ofte, når vi havde taget nye, uprøvede initiativer. Han var åben over for nye pædagogiske tanker.
I Else Lidegaards fjernsynsoptagelse fra 1977 om livet på "hans" skole fortalte han om den demokratiske ledelsesform, hvor han sigtede mod at gøre alle ansvarlige.

Han afskaffede morgensangen og erstattede den med en ugentlig hyggestund, hvor der var plads til, at eleverne fik ordet.

Døren til privaten var altid åben. Her blev han bakket op af Karen, som han nåede at være gift med i 65 år. Karen var der altid for ham, og hun havde ikke noget imod at gå to skridt bag sin mand.









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024