NGO: For mange grønlandske børn anbringes på grund af manglende kulturforståelse

"Børnene først" hedder regeringens udspil, men i regeringens iver efter at udvise handlekraft gennem flere og tidligere anbringelser, er der en fare for at hensynet til børnene tilsidesættes.

Tvangsanbringlser og tvangsbortadoptioner må aldrig blive et mål i sig selv. Ja, der kan være brug for intervention, og ja, nogle gange er en tvangsanbringelse den rigtige løsning for barnet, men desværre oplever vi at alt for ofte, at misforståelser og manglende viden står i vejen for den rette socialfaglige indsats for grønlandske børn.

Overrepræsentation af anbragte grønlandske børn
Ifølge tal fra Social- og Indenrigsministeriet var syv procent af grønlandske børn og unge i Danmark, som er født i Grønland, anbragt uden for hjemmet ved udgangen af 2019.

Til sammenligning var det én procent af de resterende børn i Danmark. Der er altså en overrepræsentation af grønlandske familier i Danmark, der oplever den allermest indgribende intervention, kommunen kan tage op af værktøjskassen.

Der kan være mange grunde til, at virkeligheden ser sådan ud, tallene for øvrig udsathed er tilsvarende høje for grønlændere i Danmark. Men det er alligevel så iøjnefaldende et tal, at det i det mindste kalder på, at vi kigger på de grønlandske familiers møde med det kommunale system.

Der opstår ofte misforståelser, og i værste fald kan det betyde, at der bliver grebet uretmæssigt hårdt ind i familier med grønlandsk baggrund - eller at der ikke bliver grebet ind.

Puk Draiby
Generalsekretær, Grønlandske Børn

I Grønlandske Børn er vi i daglig i kontakt med familier og børn, hvor de sociale myndigheder har rettet en særlig opmærksomhed.

Det kan være i forbindelse med en anbringelsessag, men oftest vil det være i mindre alvorlige sager, hvor der måske er lavet en underretning på baggrund af en bekymring for et barn. I de situationer oplever vi desværre, at kultur- og sprogforskelle alt for ofte bliver en barriere for et godt sagsforløb.

Der opstår ofte misforståelser, og i værste fald kan det betyde, at der bliver grebet uretmæssigt hårdt ind i familier med grønlandsk baggrund - eller at der ikke bliver grebet ind. Det er alvorligt for familien, ikke mindst for barnet, der betaler den højeste pris.

Mangel på viden
Som bisiddere ved møder i kommunerne oplever vi, at der ofte er alt for ringe anerkendelse af, at familien har en anden kulturel og sproglig baggrund, og når de grønlandske borgere selv mangler basal viden om, hvordan det danske system virker, bliver kløften mellem sagsbehandler og borger simpelthen for stor.

Det er som om sagsbehandlingen er bagud på point, allerede inden den er startet, og grundlaget for misforståelser er for stort.

Ved at sætte fokus på at gribe ind hurtigere og hårdere er vi alvorligt bekymrede for konsekvenserne for de grønlandske familier, der er ekstra sårbare i forhold til den sprog- og kulturkløft, de oplever i det danske system. En anbringelse kan være den bedste løsning for barnet, men et ensidigt fokus på flere anbringelser kan betyde, at familier og børn med en anden kultur- og sprogbaggrund bliver yderligt overrepræsenteret i anbringelsesstatistikkerne.

Det er ikke at sætte børnene først, det er derimod at svigte dem, der har allermest behov for en kvalificeret støtte til en god barndom.