Organisationer: Kosovo-aftale bringer børnene i klemme og kan være i strid med menneskerettighederne

Børns mulighed for at besøge deres udvisningsdømte forældre i de dansklejede fængselspladser i Kosovo kan blive så komplicerede, at det kan være i strid med menneskerettighederne, lyder kritikken fra flere organisationer. Udvisningsdømte med børn bør ikke afsone i Kosovo, mener Børns Vilkår.

Nu tidligere justitsminister Nick Hækkerup (S) nåede som en af sine sidste handlinger som minister at indgå en traktat med Kosovo om leje af 300 fængselspladser. Aftalen kritiseres af flere børneorganisationer, og det bliver nu Mattias Tesfayes opgave som ny justitsminister at få loven forhandlet på plads. Førstebehandlingen starter fredag.
Nu tidligere justitsminister Nick Hækkerup (S) nåede som en af sine sidste handlinger som minister at indgå en traktat med Kosovo om leje af 300 fængselspladser. Aftalen kritiseres af flere børneorganisationer, og det bliver nu Mattias Tesfayes opgave som ny justitsminister at få loven forhandlet på plads. Førstebehandlingen starter fredag.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Simon Lessel

Den politiske aftale om at leje fængselspladser i Kosovo risikerer at gå hårdt ud over børnene.  

Børnene har ret til at besøge deres udvisningsdømte forældre, men det kan blive så dyrt og besværligt, at de risikerer at miste relationen til deres forældre. 

Og det kan i sidste ende være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, der handler om retten til familieliv, ”hvis den indsattes familie reelt ikke har mulighed for at komme på besøg,” som Amnesty formulerer det i et høringssvar. 

Sådan lyder kritikken samstemmende i høringssvarene fra en række toneangivende organisationer til det lovforslag, der skal gøre den politiske aftale til virkelighed.  

Aftalen giver nemlig mulighed for, at udvisningsdømte kriminelle fremover skal afsone deres straf i Kosovo. Og det er særligt kritisk, hvis de udvisningsdømte har børn, mener blandt andet Red Barnet og Børns Vilkår. 

“Hvis det bliver for kompliceret, for utrygt og måske også for dyrt, fordi man er usikker på transportstøtten, og at besøgene er fastsat til et bestemt antal gange om året, så kan det meget vel være, at forældrene opgiver samværet, fordi det er en urimelig belastning for børnene,” siger Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår. 

Derfor vil Red Barnet og Børns Vilkår have ændret loven, så udvisningsdømte med børn ikke skal kunne afsone i Kosovo.

Vi er allerede ret bekymrede over besøgssituationen mange steder i de danske fængsler. Derfor har vi lidt svært ved at se, hvordan man kan komme op på et besøgsniveau og en besøgskvalitet i Kosovo, som minder om nogle af de krav, der er i konventionerne om børnenes ret til et familieliv.

Rasmus Kjeldahl
Direktør, Børns Vilkår

De er især bekymrede for, hvordan de danske myndigheder med aftalen vil sikre, at børnenes rettigheder til at besøge deres afsonende forældre bliver overholdt. 

”Vi er allerede ret bekymrede over besøgssituationen mange steder i de danske fængsler. Derfor har vi lidt svært ved at se, hvordan man kan komme op på et besøgsniveau og en besøgskvalitet i Kosovo, som minder om nogle af de krav, der er i konventionerne om børnenes ret til et familieliv,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl. 

Udvisningsdømte uden børn sendes til Kosovo først 

Som en af sine sidste gerninger som justitsminister underskrev Nick Hækkerup (S) for nylig en traktat med den kosovariske regering, der gør det muligt for Danmark at leje 300 fængselspladser i Gjilan-fængslet i Kosovo. 

Med aftalen er det meningen, at 300 af de i alt 346 udvisningsdømte udlændinge, der lige nu afsoner i Danmark, fremover kan afsone deres straf i Kosovo.

Lovudkastet, der skal gøre aftalen til virkelighed, har for nylig været sendt i høring. På fredag skal den førstebehandles i Folketingssalen.

Læs også
    

Forud for behandlingen af lovforslaget i Folketingssalen fredag har Justitsministeriet svaret på en række af bekymringerne fra organisationerne.

Her skriver ministeriet blandt andet, at der vil blive set på, om den udvisningsdømte har børn som en del af den samlede vurdering af, om vedkommende kan sendes til Kosovo. Samtidig skriver ministeriet, at udvisningsdømte uden børn vil blive sendt af sted før udvisningsdømte med børn.

FAKTA

Sådan lyder organisationernes bekymringer

Advokatrådet:

"Det er udgangspunktet med ordningen, at de indsatte skal have samme ret til f.eks. besøg, udgang, beskæftigelse, sundhedsbehandling mv., som de ville have haft ved afsoning i et dansk fængsel. Navnlig adgangen til at få besøg og udgang kan dog frygtes at være forbundet med så store udfordringer, at de indsatte reelt afskæres adgang hertil.” 

Amnesty:

"Amnesty International mener dog, at det vil blive svært for mange at kunne få besøg på grund af afstanden og de dyre omkostninger til flybillet og transport. Det kan således være i strid med de indsattes ret til privat-og familieliv og den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8, hvis den indsattes familie reelt ikke har mulighed for at komme på besøg."

Børns Vilkår:

"Det er efter Børns Vilkårs opfattelse meget uklart, i hvilket omfang børn og unge vil kunne få støtte til at kunne besøge indsatte forældre i Kosovo og om denne støtte alene er af økonomisk karakter. Børns Vilkår er meget bekymret for, at børn og unge i praksis kan være afskåret fra at besøge indsatte forældre i Kosovo, da en rejse til Kosovo kan udgøre et økonomisk, praktisk og tidsmæssigt problem for mange børn og familier.”

DIGNITY:

"Det anføres i lovforslaget, der vil kunne blive fastsat regler om muligheden for transportstøtte til besøg af børn af indsatte. Dette medfører, dog ikke, at der ikke er tale om et indgreb i familielivet. Tværtimod er der tale om en mulighed og ikke en ret til transportstøtte. Transportstøtte kan således afvises. Derudover er der alene tale om støtte til besøg af børn og ikke andre familiemedlemmer, såsom ægtefæller eller forældre. Henset til den betydelige begrænsning i muligheden for besøg, i kraft af den væsentlige afstand og den store økonomiske byrde, er det DIGNITY’s vurdering, at denne ordning i konkrete tilfælde vil kunne udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8, da indgrebet i den indsattes privatliv ikke antages som værende proportionalt."

Red Barnet:

"Red Barnet er opmærksom på, at ministeriet i bemærkningerne anfører, at man vil anbringe dømte uden børn i Kosovo forud for dømte, som har børn. Efter Red Barnets opfattelse bør den hensigtserklæring formuleres således, at det fremgår helt klart og tydeligt, at man ikke anbringer afsonere i Kosovo, som har familie/børn i Danmark.”

Ovenstående er uddrag fra organisationernes høringssvar. Du kan læse alle høringssvarene her. 

Justitsministeriet har kommenteret på en række af bekymringerne fra høringssvarene. Dem finder du her.


Kilde: Høringssvar til L180

Kritikken af, at loven kan være på kant med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv, forholder ministeriet sig også til: Der vil i vurderingen af hver enkelt overførsel af en udvisningsdømt til Kosovo blive taget stilling til, om udvisningen kan hindres af Danmarks forpligtelser til at leve op til menneskerettighederne.  

Det regner ministeriet dog ikke med bliver noget problem.

“Da der er tale om udvisningsdømte, hvor domstolene på tidspunktet for dommen har vurderet, at det er muligt at udvise den pågældende inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til respekt for privatliv og familieliv efter EMRK artikel 8, må det antages, at udvisningsdømte som udgangspunkt vil kunne overføres til afsoning i Kosovo,” skriver de.

Derudover lægges der i lovforslaget op til, at der vil kunne blive lavet regler for, hvor meget børn af indsatte kan få i transportstøtte til besøg i Glijan-fængslet. For nylig kunne Ritzau ifølge Berlingske fortælle, at de indsatte i fængslet i Kosovo har ret til to statsbetalte besøg om året.

Minister: Indsattes rettigheder skal ikke forringes

Den nyudnævnte justitsminister, Mattias Tesfaye (S), fremfører en række af de samme pointer som svar på kritikken i et skriftligt svar til Altinget.

Her påpeger ministeren, at formålet med lovforslaget er at sikre, at de udvisningsdømtes rettigheder i det kosovariske fængsel svarer til de rettigheder, de har i Danmark - dog med enkelte afvigelser.

"Det er i den forbindelse forventningen, at der i praksis på enkelte områder vil opstå behov for at fravige straffuldbyrdelseslovens regler for praktisk at kunne gennemføre straffuldbyrdelsen i et fængsel i Kosovo. Det er her vigtigt at understrege, at det ikke er hensigten, at de indsattes rettigheder skal forringes ved afsoning i Kosovo," skriver ministeren.

FAKTA

Her er justitsminister Mattias Tesfaye svar på kritikpunkterne:

”En aftale om at sende udvisningsdømte kriminelle til afsoning i Kosovo er et politisk nybrud for Danmark, og jeg synes grundlæggende, at det er fantastisk godt, at vi kan løse de store kapacitets- og bemandingsproblemer i de danske fængsler ved at sende de udvisningsdømte til afsoning i et andet land. At det alene er udvisningsdømte udlændinge, som vil blive overført til afsoning i Kosovo betyder, at domstolene allerede har vurderet, at det ikke vil være i strid med eksempelvis retten til familieliv at udvise den pågældende fra Danmark. Det vil blive sådan, at dømte uden børn vil blive placeret i fængslet forud for dømte, som har børn i Danmark.

Men det er selvfølgelig ikke let at etablere et dansk fængsel i udlandet, og der skal træffes en række svære valg. Derfor har vi også haft dialog med en række organisationer, som har stor indsigt i området. Formålet med det store og komplicerede lovforslag, vi nu har fremsat er, at vi skal sikre, at de indsattes rettigheder og pligter under afsoningen grundlæggende kommer til at svare til dem, som udvisningsdømte indsatte har i fængsler i Danmark. Det er i den forbindelse forventningen, at der i praksis på enkelte områder vil opstå behov for at fravige straffuldbyrdelseslovens regler for praktisk at kunne gennemføre straffuldbyrdelsen i et fængsel i Kosovo. Det er her vigtigt at understrege, at det ikke er hensigten, at de indsattes rettigheder skal forringes ved afsoning i Kosovo.

Netop af den grund er der sat nogle afgørende hegnspæle op i lovforslaget, som skal sikre imod dette. Det fremgår bl.a., at det i alle tilfælde vil skulle tillægges afgørende betydning ved udstedelsen af reglerne, at de indsattes forhold grundlæggende svarer til forholdene i et dansk fængsel, ligesom Danmarks internationale forpligtelser skal overholdes. Det er som sagt et komplekst arbejde, og derfor er jeg også taknemmelig over høringssvarene fra organisationer og interessenter, som kan være med til at sikre, at vi kommer hele vejen rundt om denne store og vigtige opgave.”


Kilde: Skriftligt svar fra justitsminister Mattias Tesfaye i en mail til Altinget

(Læs hele svaret fra justitsministeren i faktaboksen til venstre)

Kræver konkrete svar fra Justitsministeriet 

Justitsministeriets svar på kritikken fra organisationerne om rammerne for besøg mildner dog ikke Børns Vilkår modvilje mod loven.

“Jeg vil være glad, hvis Justitsministeriet mere konkret vil kunne sige, hvordan de her besøg vil blive organiseret. Hvilken frekvens vil der være for besøgene, og hvordan vil man sikre, at det er praktisk muligt for børnene at deltage i dem i form af både tid, økonomi og tryg ledsagelse i de tilfælde, hvor barnet ikke kan blive ledsaget af en anden forælder eller nær relation,” siger Rasmus Kjeldahl.

Bekymringerne for konsekvenserne ved at udvisningsdømte med børn kan afsone i Kosovo er ifølge Rasmus Kjeldahl af principiel karakter, og derfor rokker det ikke ved bekymringerne, om det er én, 10 eller 100 udvisningsdømte med børn, der ender i Kosovo.

Børns Vilkårs direktør er dog ikke fuldstændig afvisende over for, at der kan findes en model, de kan leve med.

”Jeg tror det bliver ret svært, men jeg er åben for, at der kan findes en model, som man kan trives med. Men det bliver nok dyrt, og de penge skal jo også findes.” 

Lovforslaget (L 180) førstebehandles fredag d. 6. maj i Folketingssalen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Kjeldahl

Direktør, Børns Vilkår
cand.agro. (Københavns Uni. 1990), ph.d. i økonomi (London 1995)

0:000:00