Pædagog: Lov om normeringer kan ende som et røgslør

Jeg er bekymret for, at den nye lov om minimumsnormeringer bliver et nyt røgslør over alvoren ude i børnehaver og vuggestuer. 

Det er jeg, fordi loven baserer sig på tal fra Danmarks Statistik, som, de selv gentagne gange udtaler, ikke har med den reelle normering at gøre. Man indfører en bund, det er godt, men man indfører minimumsnormeringer, som kun gælder på papiret. 

Det vil sige, der ikke kommer til at være én til tre og én til seks ude på stuerne. De politiske beslutninger på området ser jeg derfor i fare for at blive baseret igen, igen på en virkelighed, der ikke er barnets, og vi kommer dermed ikke til at løfte kvaliteten derude, hvor det mærkes af børnene.

Jeg er nervøs for, om det bliver en sovepude de steder, hvor kommunerne ikke sideløbende med loven gennemfører deres egen opgørelse af den reelle normering ude i det enkelte dagtilbud.

En opgørelse, som også ligger som en opfordring i aftalen om minimumsnormeringer. En opfordring, som jeg mener burde være et krav.

Ingen gennemsigtighed
Jeg mener, at det er forældres ret at kende til den reelle normering, som er deres børns hverdag. 

Jeg mener også, at de tal skal være dem, som man beslutter indsatser på ude i kommunerne. Desuden kan de tal være den platform, hvor alle os, der har med dagtilbud og børns trivsel og udvikling at gøre, kan mødes i en fælles forståelse af, hvordan det pædagogiske personales arbejdsbetingelser og børnenes miljø rent faktisk tager sig ud. Der er mange positive afledte effekter af denne gennemsigtighed.

Det handler om politisk vilje og mod til at møde borgerne i øjenhøjde og, ja, i børnehøjde

Nanna Høyrup
Pædagog og medlem af Alternativet

Det er et kæmpe problem, hvis man fra politisk hold afholder sig fra at fremme denne form for gennemsigtighed i forhold til det samarbejde og den tillid, der gerne skulle nå ud til borgerne, for i stedet alene at fokusere på den markedsværdi, som det har at kunne proklamere, at man har indført minimumsnormeringer, og dermed tiltrække både pædagoger og forældre på et ikke-retvisende grundlag. 

Og yderligere er det problematisk, når det, som forældrene hører, at politikerne stiller dem i udsigt, ikke er det, som de møder i institutionerne, for dermed bliver bolden sendt videre til pædagogerne, der skal forklare, hvorfor der i praksis ikke er det antal voksne. Dette sætter det dyrebare forældresamarbejde under et unødigt pres.