Pædagog: Mangfoldigheden lider under stramme regler i daginstitutionerne

Af Nanna Høyrup Andersen
Pædagog, debattør og medlem af Alternativet

"Er der ikke mangfoldighed i de offentlige dagtilbud?". Sådan spurgte jeg forleden i en debat på Twitter om private og offentlige dagtilbud.

Debatten udsprang af den netop indgåede aftale om minimumsnormeringer, hvori der også følger et punkt om ændringer på vilkårene for de privatejede dagtilbud, herunder at de fremadrettet ikke længere kan oprettes som før, men fremover kun som private selvejende institutioner, som skal efterkomme flere af de samme krav som de offentlige dagtilbud.

De mange detaljer i aftalen vil jeg afstå fra og i stedet fokusere på de bekymringer, som både forældre og privatejede dagtilbud er kommet med, som omhandler frygten for, at man med aftalen minimerer muligheden for eksistensen af de private tilbud. Herunder spiller finansiering en stor rolle i forhold til at kunne oprette sig som private selvejende.

Færre private dagtilbud kan i deres optik føre til ensretning, tab af mangfoldighed og metodefrihed. Kendetegn, som ifølge dem præger de privatejede dagtilbud.

Dertil vil forældrenes frie valg indskrænkes i forhold til at finde det rette match til dem og deres deres barn. Kemien er som bekendt en afgørende faktor i dannelsen af gode relationer.

En presset hverdag giver ikke megen plads til refleksion over den pædagogiske praksis eller overskud til at forholde sig kritisk og fagligt til de politiske tiltag.

Nanna Høyrup Andersen
Pædagog, debattør og medlem af Alternativet

Det offentliges låste rammer
Men er der hold i bekymringerne om, at mangfoldigheden forsvinder med de private dagtilbud, for findes den da ikke i det offentlige?

Hvis de private dagtilbud er så eftertragtede, var det måske en god idé at undersøge, hvorfor det forholder sig sådan, og lære af det i forhold til de offentlige dagtilbud.

Og handler det mere om graden af frihed end mangel på mangfoldighed i praksis i forhold til forskellen på private og offentlige dagtilbud?

Når forskellen mellem de privatejede og de offentlige dagtilbud viser sig, handler det blandt andet om, hvordan de skal arbejde med læreplaner.

Alle former for dagtilbud skal følge den nye styrkede læreplan, men hvor de offentlige skal følge de krav, som kommunerne opstiller, har de private dagtilbud frihed til selv at opstille rammen for, hvordan læreplanerne omsættes i praksis.

Disse krav er en del af bekymringen, som opleves som en måde at ensrette dagtilbuddene på, og som fører til dokumentation, der tager tid væk fra børnene. Tid, der i forvejen er for lidt af.

Og hvor forældre på nuværende tidspunkt kan vælge det private dagtilbud, som har frihed til selv at forvalte denne opgave, vil de med et mindre udbud af disse blive nødt til at vælge det offentlige dagtilbud og den form for styring, der kommer fra kommunalt hold.

Det er altså ikke læreplanen i sig selv, der her er grund til bekymring, men den måde, som kommunerne kan fortolke den implementeret på.

Overførsel af frihed og tillid
Af andre faktorer, der kan medvirke til mindre frihed i de offentlige vuggestuer og børnehaver, kan nævnes ressourcer i form af normeringer, som er kendt for at være alt for lave, og som kan sætte en markant stopper for både pædagogers og børns nysgerrighed og kreativitet.

En presset hverdag giver ikke megen plads til refleksion over den pædagogiske praksis eller overskud til at forholde sig kritisk og fagligt til de politiske tiltag, såsom den nye styrkede læreplan, så den eksempelvis ikke reduceres til en form for redningskrans, som man holder fast i, fordi den alt andet lige er en ramme i kaos.

De private dagtilbud har også få ressourcer og lav normering, men hvor de offentlige dagtilbud både skal efterkomme kommunens krav i forhold til læreplanerne og balancere det med de få ressourcer, har de privatejede dagtilbud friheden til at bruge deres ressourcer på kerneopgaven og med tillid til, at det pædagogiske personale kan løse opgaven med fokus på omsorg og nærvær, leg og trivsel.

Set i lyset af de opridsede forskelle vil det fra et børne- og pædagogfagligt perspektiv give god mening, at den frihed og tillid, der er mulighed for at praktisere i de private dagtilbud, overføres til de offentlige daginstitutioner.

Børnenes iboende nysgerrighed skal understøttes
Vi må undgå at snævre pædagogikken og mangfoldigheden ind i de rammer, hvor børnene bruger så mange af deres vågne timer, fordi det eksempelvis ud fra en forvaltningsmæssig vinkel er langt nemmere at styre området, når alle følger de samme regler.

Her kan færre regler vel også være lettere at forholde sig til som kommune. Dagtilbud er for børn, og deres perspektiv må ikke forsvinde i effektiviseringens tegn.

De rammer, som kommune og stat stiller op, skal give institutionerne mulighed for at skabe et miljø, som understøtter børnenes iboende nysgerrighed på livet, og at de er trygge og trives. Og her lader det til, at der kan hentes inspiration fra de private dagtilbud.

Hvis det af flere af de nævnte grunde forholder sig sådan, at de offentlige dagtilbud ikke levner plads og frihed til mangfoldighed, så bør vi se at få løst de bagvedliggende årsager.

Og én af dem, der springer i øjnene igen og igen, er at sikre et langt mere markant løft af normeringen samt nedjustering af krav og dokumentation fra kommunernes side.

Den frihed og løft i ressourcer vil give det pædagogiske personale overskud til den nødvendige faglige sparring i hverdagen og til at indgå i et ligeværdigt samarbejde med de politiske beslutningstagere i forhold til de rammer, der sættes for dagtilbuddene i Danmark.

Vi skal sammen sikre, at der er friheden og tilliden til at skabe mangfoldige dagtilbud, de private såvel som de offentlige.