Debat

Red Barnet: Uden et stærkt system er det svært at sikre børns rettigheder

DEBAT: Hvis vi skal lykkes med at sætte børnene først, bliver rammer og økonomi afgørende. Og vi skal satse mere på forebyggelse og meget mindre på straf og tvang, skriver Johanne Schmidt-Nielsen.

Vi skal sætte særligt ind for at klæde udsatte børn og unge på til at kende, forstå og anvende deres rettigheder, skriver Johanne Schmidt-Nielsen. (Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)
Vi skal sætte særligt ind for at klæde udsatte børn og unge på til at kende, forstå og anvende deres rettigheder, skriver Johanne Schmidt-Nielsen. (Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Johanne Schmidt-Nielsen
Generalsekretær i Red Barnet

Så landede regeringens Børnene Først-udspil, og i Red Barnet er vi virkelig glade for, at udspillet lægger op til at styrke og tydeliggøre børns rettigheder på en række helt centrale punkter. 

Det er meget positivt. 

Det er også godt, at socialminister Astrid Krag nu flere gange har slået fast, at regeringen ikke ønsker at opsætte måltal for anbringelser. For det centrale er naturligvis, at de børn, der skal anbringes, bliver anbragt på det bedst mulige tidspunkt og på den bedst mulige måde. Og ikke mindst med respekt for børnenes rettigheder. For børn tilhører hverken deres forældre eller staten. De er deres egne.

Når det er sagt, er der også elementer i Børnene Først, som vi er særligt opmærksomme på, bekymrede for eller helt savner. Lad mig komme ind på nogle af dem her.

Det er positivt, at regeringen har fokus på, at alle børn skal kende deres rettigheder. Men for udsatte og anbragte unge er behovet ekstra stort. Vi skal derfor sætte særligt ind for at klæde dem på til at kende, forstå og anvende deres rettigheder. 

Rammer og økonomi bliver afgørende
Et tidligere anbragt barn sagde på et tidspunkt til mig, og jeg citerer her frit fra hukommelsen, at hun ikke vidste, hvad der var normalt, da hun var barn. 

Hun vidste for eksempel ikke, at der var noget galt i, at hun havde ansvaret for, at hendes små søskende fik morgenmad og kom i skole hver dag. Og hvorfor skulle hun sige det til nogen, når nu hun ikke vidste, at den opgave slet ikke burde ligge på hendes skuldre?

Det må aldrig blive barnets ansvar, at dets rettigheder overholdes. Men vi styrker barnets handlekompetence markant ved at sikre, at det kender sine rettigheder. 

Det gælder både grundlæggende rettigheder som retten til en tryg barndom, til et familieliv og helt konkret retten til at blive inddraget i sin egen sag og have en bisidder med til møder med kommunen.

Kvaliteten af rammerne for børnesagsbehandlingen, fagligheden og implementeringen ude i kommunerne bliver helt afgørende for, om vi lykkes med at styrke børns rettigheder og skabe reelle forbedringer for anbragte og udsatte børn.

Det er klart, at de politiske ambitioner kun kan blive omsat til virkelighed, hvis sagsbehandlerne, plejefamilierne og de andre voksne, børnene omgiver sig med, har tid, ressourcer og kvalifikationer til at løfte dem fra papir til handling. 

{{quote:ID:position}}

Vi står helt åbenlyst med et arbejdsmiljøproblem i dag, som man er nødt til at løse. Der alt for stor udskiftning i de voksne, som børnene møder og skal være trygge ved, og samtidig presser økonomien for ofte indsatsen for udsatte børn og unge. 

Børnene Først kommer ikke med svarene på disse udfordringer, men har placeret den yderst centrale opgave i et partnerskab mellem blandt andre KL, Danske Professionshøjskoler og Dansk Socialrådgiverforening.

Det er klogt at lytte og inddrage. Vi venter spændt på konklusionerne, for de bliver afgørende for, om det kan lykkedes sætte børnene først.

For lidt forebyggelse
En anden central del af løsningen, som vi savner, er et mere grundlæggende fokus på forebyggelse. 

Der er ingen tvivl om, at en anbringelse i nogle tilfælde kan være en del af en forebyggende indsats. Men regeringens udspil mangler fokus på, hvordan vi kan styrke de mange andre redskaber, indsatser og ordninger, der kan sættes i værk tidligt, og før en anbringelse bliver nødvendig.

Det samme gælder det værdifulde arbejde med at etablere et samarbejde med barnets forældre - uanset, om barnet skal bo i eller uden for familien. Relationen til de biologiske forældre er meget vigtig for langt de fleste børn. 

Netop derfor kan det stærke fokus på tvangsadoption i Børnene Først bekymre. Ikke mindst forslaget om obligatorisk at overveje adoption, hvis et barn har været anbragt i tre år. Hensigten er god og hamrende vigtig: Vi skal skabe stabilitet og ro i barnets liv. Men treårsgrænsen risikerer at lægge et stort pres på børnene og spænde ben for forældresamarbejdet om de frivillige anbringelser, fordi forældrene kan frygte, at en anbringelse vil føre til adoption. 

På den måde risikerer vi at skabe lige så meget stress i barnets liv, som når en anbringelsessag genforhandles.

Alt for meget tvang og straf
Endelig må vi sige, at det på ingen måde gavner børn at straffe forældrene økonomisk, efter at de har udstået deres straf for vold. 

At gøre familien fattigere vil tværtimod have negative konsekvenser for barnet. Vi er også bekymrede over forslaget om at fratage forældre ret til familiesammenføring, hvis de sender deres børn på genopdragelsesrejse. 

Begge forslag risikerer desværre at få børn til at holde sig fra at fortælle, hvordan det står til derhjemme. Vi skal i den grad styrke indsatsen mod både vold og negativ social kontrol. Det er ekstremt vigtigt og godt, at regeringen vil øge fokus på dette. Men vi har brug for fagligt funderede tiltag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Schmidt-Nielsen

Generalsekretær, Red Barnet
ba.scient.soc. (Roskilde Uni 2007)

0:000:00