Rosenkrantz-Theil forsvarer ansættelse af pressechef: Det er lige efter bogen

Der var intet odiøst i ansættelsesprocessen, der gik forud for, at Thomas Bro Sæhl 1. november kunne tiltræde som ny pressechef og kollega til Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i Børne- og Undervisningsministeriet.

Sådan lød forsvaret af ansættelsen fra børne- og undervisningsministeren på et åbent samråd torsdag. Her skulle Rosenkrantz-Theil redegøre for forløbet omkring ansættelsen af den nye presse- og kommunikationschef, som har været en personlig ven af ministeren siden ungdomsårene.

“Pressechefens ansættelse er foregået lige efter bogen, med opslag og konkret vurdering af kandidaternes kompetencer. Ansættelsesudvalget har haft frihed til at vælge den rette kandidat,” lyder det fra ministeren.

Personlige venner siden ungdomsårene
Ansættelsen af Thomas Bro Sæhl har ellers vakt vrede og forundring i især oppositionen, der beskylder S-regeringen for nepotisme.

Det er en kvalifikation at have været politisk aktiv og dermed være inde i de politiske processer, hvis man skal ansættes i et politisk sekretariat.

Pernille Rosenkrantz-Theil
Børne- og undervisningsminister, Socialdemokratiet

Sæhl har nemlig en fortid som særlig rådgiver for social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), da hun var sundhedsminister i Helle Thorning-Schmidts regering, og for Villy Søvndal (SF), da sidstnævnte var udenrigsminister.

Rosenkrantz-Theil har tilmed fortalt i et udvalgssvar, at hun har kendt Sæhl siden sin tidlige ungdom, hvor de begge har været medlem af den venstreorienterede og aktivistiske organisation Rebel.

“Vi har også tilbage i slutningen af 1990’erne arbejdet i henholdsvis Operation Dagsværk og Folkekirkens Nødhjælp på et tidspunkt, hvor de to organisationer arbejdede sammen om en kampagne,” forklarer ministeren i folketingssvaret.

Netop den fælles fortid og Sæhls forbindelse til S-regeringen lagde Sophie Løhde (V), der havde indkaldt til samrådet, vægt på i sin indledning.

“Som ministeren tidligere har udtrykt skriftligt forud for samrådet, er det ikke bare en partipolitisk kammerat fra venstrefløjen, men en, som ministeren har kendt privat siden teenageårene. Det er ganske enkelt for tilfældigt, til at kunne være en tilfældighed,” lød kritikken fra Løhde.

Første ansættelsesrunde endte uforløst
Rosenkrantz-Theil afviste dog enhver anklage om kammerateri.

Blandt andet fortalte hun, at beslutningen om at ansætte en ny presse- og kommunikationschef var truffet, allerede før hun tiltrådte som minister.

Siden blev der tilknyttet et rekrutteringsfirma, Zeuthen Storm, som skulle undersøge markedet, ligesom der blev nedsat et ansættelsesudvalg bestående af den tidligere departementschef Søren Hartmann Hede, den relevante afdelingschef, en pressesekretær og rekrutteringskonsulenter.

Rosenkrantz-Theil blev løbende orienteret om processen, blandt andet at Sæhl, dengang politisk journalist på A4 Medier, havde søgt stillingen. Hun fortalte derfor departementschefen om deres personlige forhold.

“Før ansøgningsfristen bliver jeg klar over, at den nuværende pressechef har søgt stillingen, og jeg bekendtgør over for  departementschefen, at jeg kender ham privat, for at undgå habilitetsproblemer.”

Det lykkedes dog ikke at ansætte en ny presse- og kommunikationschef ud fra de kandidater, der var indkaldt til samtale. Navnlig fordi kandidaten, der blev tilbudt jobbet – som ikke var Sæhl – valgte at trække sig, før vedkommende skulle mødes med Rosenkrantz-Theil, så ministeren kunne vurdere, om der var kemi eller indvendinger. En normal praksis, fordi samarbejdet mellem minister og pressechef er tæt.

V: Stillingen blev skræddersyet til personlig ven
Ansættelsesudvalget vurderede siden, at det ikke var realistisk at rekruttere en kandidat med den profil, som var beskrevet i opslaget til stillingen som presse- og kommunikationschef. Ministeriet besluttede derfor at adskille presse- og kommunikationsenhederne og slå en stilling som pressechef op – en stilling, hvor der var ni ansøgere og to til samtale.

Til denne nyoprettede stilling i ministeriet vurderede ansættelsesudvalget, at Sæhl, der ellers blev afvist i første omgang, var bedst egnet.

Sophie Løhde mente, at det så ud, som om ministeriet havde skræddersyet den nye stilling til ministerens personlige ven.

Det blev dog afvist af Rosenkrantz-Theil, der som et refræn af sit skriftlige svar blandt andet forsvarede sig med, at hverken hun eller hendes særlige rådgiver, Bjarke Dahl Mogensen, mundtligt eller skriftligt har ytret ønske om en foretrukken kandidat til stillingen som ny pressechef.

Rosenkrantz-Theil afviste dog at gå nærmere ind i årsagerne til omkalfatringen af stillingen. Det måtte i stedet foregå skriftligt.

“Det at omkalfatre stillingen er noget, der foregår i ansættelsesudvalget, som jeg ikke er en del af. Det vil sige, at de bevæggrunde, der kan være for, hvordan man snitter den til, det bliver jeg nødt til at spørge ansættelsesudvalget om. Enten kan vi tage et nyt samråd, hvor jeg forud går tilbage og spørger om, hvad der er foregået i ansættelsesudvalget, og ellers må jeg vende tilbage på skrift.”

Politisk engagement kan være en kvalifikation
Mens samrådets første del gik på ansættelsen af Sæhl og forbindelsen til Rosenkrantz-Theil, gik anden halvdel på ansættelsen som en del af en større fortælling om S-regeringens syv nyansættelser af presse- og kommunikationschefer med særlige bånd til regeringen og dens ministre.

Oppositionen har højlydt kaldt det en udfordring, fordi pressecheferne – i modsætning til de særlige rådgivere – er ansat som neutrale embedsmænd, der loyalt skal tjene ministeriet og dets skiftende ministre. Man mener, der er tale om misbrug af embedsapparat, og at tilliden til embedsværket svækkes, fordi det ikke længere er partipolitisk neutralt.

Venstres Sophie Løhde har tidligere kaldt ansættelserne for et "skråplan inden for dansk forvaltningstradition" og fortsatte i samme spor, da hun i samrådet kaldte ansættelsen en del af et større problem:

“I vores øjne er det desværre endnu et eksempel på det her socialdemokratiske kammerateri, som vi har set i en række ministerier.”

Mens kritikkerne kalder det et opgør med den danske forvaltningstradition, er forsvaret fra regeringen, at der ingen politisk og ministeriel indblanding har været i ansættelserne, som departementschefen formelt står for.

Rosenkrantz-Theil gentog pointen og tilføjede samtidig, at det kan være en kvalifikation, hvis embedsmænd har en partipolitisk fortid.

"Jeg mener, at det er en kvalifikation at have været politisk aktiv og dermed være inde i de politiske processer, hvis man skal ansættes i et politisk sekretariat. Ved jeg selv, hvor de folk, der arbejder i mit pressesekretariat, står politisk? Nej, det gør jeg ikke. Har jeg en forventning om, at de hver især fralægger deres private holdninger, når de træder ind i rummet? Ja, det har jeg da,” sagde ministeren.

S: Venstre-kritik er hykleri
Hun anklagede især Venstre for hykleri, fordi Venstre selv ansatte personer med Venstre-baggrund som embedsmænd, da de i 2015 overtog regeringsmagten. Mere præcist var der, som Berlingske har dokumenteret, fire måneder efter valget i 2015 nyansat 12 personer i ministeriernes pressetjenesterne, hvoraf syv havde tætte bånd til Venstre.

Ansættelserne skete dog i ministeriernes pressetjenester og kun i et enkelt tilfælde som pressechef. Ifølge Sophie Løhde holder sammenligningen derfor heller ikke. Ole Birk Olesen mente samstemmende, at S-regeringens ansættelser – blandt andet af Sæhl – er mere kontroversielle.

“Der er jo ikke tale om, at det er to medlemmer af Danmarks Journalist Forbund eller to medlemmer af Socialdemokratiet. Det er to medlemmer af den her meget sekteriske lille venstre-radikale organisation, der begik ulovligheder, der begge er henholdsvis minister og ny presse- og kommunikationschef i ministeriet. Det er i dét tilfælde, hvor forbindelsen er så snæver, at man må stille spørgsmål til, om personen har de kvalifikationer, der skal til, for at betjene en minister fra et andet parti.”