Debat

SPIA: Daginstitutionerne står over for et regulært sammenbrud

Ministeren bør suspendere pasningsgarantien i en måned, på samme måde som man suspenderede behandlingsgarantien i sygehusvæsnet, da coronasmitten var ved at overbelaste landets sygehuse. Vi risikerer, at daginstitutionerne bryder sammen, hvis ikke der gøres noget nu, skriver Annette Foltmann og Katrine Toft Mikkelsen.

Pernille Rosenkrantz-Theil bør suspendere pasningsgarantien i en måned for at undgå, at daginstitutioner og medarbejdere landet over bryder sammen, skriver&nbsp;Annette Foltmann og Katrine Toft Mikkelsen.<br>
Pernille Rosenkrantz-Theil bør suspendere pasningsgarantien i en måned for at undgå, at daginstitutioner og medarbejdere landet over bryder sammen, skriver Annette Foltmann og Katrine Toft Mikkelsen.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Under hele coronapandemien har der været fokus på at undgå et så stort pres på sundhedsvæsenet, at det bryder sammen. Lige nu er der dog så stort et pres på daginstitutionerne og personalet, at vi risikerer et regulært sammenbrud.

Med et højt fravær blandt medarbejderne er det ikke muligt at overholde anbefalingerne.

Annette Foltmann og Katrine Toft Mikkelsen
Hhv. direktør og specialkonsulent, SPIA

Sundhedsmyndighederne har vurderet, at det på grund af samfundssmitte, presset på sundhedsvæsenet og hensynet til den enkelte er sundhedsmæssigt forsvarligt at holde daginstitutionerne fuldt åbne, trods den stigende smitte – også blandt de helt små børn. Vi vil på ingen måde stille spørgsmålstegn ved den sundhedsfaglige ekspertise bag denne vurdering.

Men vi kan konstatere, at det i flere tilfælde ikke er pædagogisk forsvarligt. Den udbredte smitte blandt børn, ofte uden at de selv bliver syge, betyder, at det ikke kan undgås, at medarbejderne smittes. Uanset om de bliver syge eller ej indebærer det, at de skal være fraværende fra institutionen.

Umuligt at overholde anbefalingerne 

Med et højt fravær blandt medarbejderne er det ikke muligt at overholde anbefalingerne om eksempelvis at holde den enkelte børnegruppe eller -stuer adskilt. I stedet opfordres der til at man slår stuerne sammen, der hentes personale fra andre stuer, andre institutioner, vikarbureauer og så videre.

Det er med til at sprede smitten yderligere, da hver ny medarbejder, der sættes ind på en stue med udbredt smitte, som oftest selv bliver smittet i løbet af kort tid, og vi kan nu konstatere, at der nogle steder ikke er medarbejdere at hente ind. Selv vikarbureauerne melder fra. Samtidig betyder det, at det, i det omfang det er muligt at finde vikarer, ikke er kendte voksne, der er om børnene.

Kommunerne er tilbageholdne med at benytte nødbremsen på grund af risikoen for at blive økonomisk straffet for ikke at leve op til pasningsgarantien.  

Annette Foltmann og Katrine Toft Mikkelsen
Hhv. direktør og specialkonsulent, SPIA

Også forældrene stilles på den måde i en uholdbar situation. De kan vælge at aflevere deres børn til alt for få ukendte voksne, eller de kan forsøge at fortælle deres arbejdsgiver, at de ikke kan møde på arbejde, da de ikke føler det er trygt at aflevere i en institution der er åben.

Nødbremsen er ikke stærk nok

Børne- og undervisningsministeren holder sig til, at sundhedsmyndighederne har vurderet, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt og vil ikke forholde sig til de vilkår der lige nu bydes medarbejdere og børn i mange daginstitutioner. Hun har meldt ud, at institutionerne til nød kan få lov til at lukke en enkelt dag – det der kaldes nødbremsen. Men så hurtigt bliver medarbejderne ikke raske eller kommer ud af selvisolation efter konstateret smitte.

Kommunerne er tilbageholdne med at benytte nødbremsen på grund af risikoen for at blive økonomisk straffet for ikke at leve op til pasningsgarantien.

Resultatet er, at flere institutionsledere i stedet dagligt informerer forældrene om bemandingssituationen, hvorved ansvaret for, om det er sundhedsmæssigt og pædagogisk forsvarligt at aflevere sit barn i institutionen, lægges over på forældrene, der – hvis de vælger at lade barnet blive hjemme – kan stå med et forklaringsproblem overfor en mere eller mindre forstående arbejdsgiver.

Suspender pasningsgarantien i en måned 

Hvis kommunen i samarbejde med den enkelte leder får mulighed for at lukke stuer, institutioner eller begrænse åbningstiden, hvis det vurderes, at smittespredningen i den konkrete børnegruppe og dermed fraværet blandt medarbejderne er så stort, at det ikke er pædagogisk forsvarligt at holde den åben, vil situationen blive en anden.  

Vi opfordrer derfor til, at ministeren suspenderer pasningsgarantien i en måned – på samme måde som behandlingsgaranten blev suspenderet  – så vi kan undgå, at institutioner og medarbejdere bryder sammen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00