UC Syd: Pædagoguddannelsens evaluering risikerer at blive overfladisk

DEBAT: Pædagoguddannelsen er meget kompleks, idet den blandt andet retter sig mod flere menneskelige områder og  bygger på både teori og praksis. Derfor kræver evalueringen, at man er bevidst om kompleksiteten, skriver Jesper Wiese og Alexander von Oettingen.

Af Jesper Wiese og Alexander von Oettingen
Hhv. institutchef og prorektor, UC Syd

Hvad kan en pædagog egentlig, når det kommer til stykket? Kan alle ikke passe børn? Og hvor svært kan det egentlig være? Sætninger som man ofte hører og som afslører, at man ikke ved, hvad man taler om.

Pædagoguddannelsen skal evalueres og det er fordi, der længe har været en kritik og mistillid til pædagogernes faglighed. Efter 3,5 års fuldtidsstudie, der koster samfundet dyrt, må man spørge om uddannelsen egentlig er godt nok?

Dertil kommer, at det er for let til at læse til pædagog. For mange studerende kommer for nemt gennem studiet, spilder deres tid og bliver ikke udfordret godt nok. Og så halter det også med kvaliteten af undervisning og undervisernes feedback.

God grund til at evaluere
Derfor er det på tide, at Danmarks største uddannelse ses efter i sømmene. Samtidig har forsknings- og uddannelsesministeren Ane Halsboe (S) et kærligt ønske og håb om at gøre uddannelsen til verdens bedste pædagoguddannelse, fordi Danmark gerne skal være verdens bedste land at være barn i.

Derfor er det på tide at evaluere en uddannelse, der skal sikre intet mindre end verdens bedste barndom.

Pædagoger og pædagoguddannelsen er mere end børn og dagtilbud. Den retter sig også mod skoler og fritidsområdet, unge, voksne og gamle, handicappede psykisk sårbare og andre grupper af udsatte borgere. Der findes ikke andre uddannelser, der spænder over et så stort fagområde og alene af den grund, er det godt, at uddannelsen bliver evalueret.

Retter sig mod flere områder
Men uddannelsen er ikke bare spændende, fordi den har et så bredt område, men også fordi pædagogers kernefaglighed på mange måder er utydeligt og svær at definere.

Det betyder ikke, at pædagoguddannelsen ikke er faglig eller mangler et fagligt grundlag – tværtimod. Men det betyder, at videngrundlaget ikke står lysende klart.

Netop det gør uddannelsen så særlig, fordi den både har dybe teoretiske og filosofiske rødder og samtidig trækker på en høj grad af praktiske og levede erfaringer. Det ligger allerede i ordets betydning.

Pædagogik kan både betyde refleksionen og teorien om det at vokse op og blive menneske og samtidig hentyde til et håndværk, som man kan opøve, lære og eksperimentere med.

Ydermere foregår en betydelig del af pædagoguddannelsen i de praktikker, hvor studerende er ansatte i kommune eller region, og som derfor overtager ansvaret for de studerendes læring. Det betyder, at ansvaret for uddannelsen deles mellem de studerende, professionshøjskolen og kommuner og regioner.

Så hvordan evaluerer man en uddannelse, der retter sig mod flere menneskelige områder, har teori og praksis som fundament og ligger i et spænd mellem professionshøjskolen og kommunen/region?

Man må være sig uddannelsens kompleksitet bevidst
Når man derfor nu skal til at evaluere pædagoguddannelsen, håber vi, at evalueringen også vil afspejle uddannelsens idehistoriske, teoretiske og praktiske perspektiver og ikke mindst dens bredde.

Evalueringer har det med at reducere genstandsfeltet. Man kan eksempelvis tage afsæt alene i kompetencemålene og spørge aftager og andre interessenter, hvad de syntes, men det alene vil være for simpelt og ikke fange uddannelsens enorme spændvidde og dybde.

Litteraturlister, underviserkompetencer og studerendes oplevelser er heller ikke dækkende for uddannelsens faglighed og videngrundlag. Og alle de tal, der kan skaffes om pædagoguddannelsens optag, studenterpopulation, eksamensresultater og frafald, er kun data, der ikke afspejler uddannelsens spændvidde.

Hvis ikke man er sig uddannelsens kompleksitet bevidst, er der stor fare for at evalueringen kun ridser i overfladen. Så står man bagefter tilbage med fragmenteret viden, som man kun kan drage dårlige konklusioner på. Derfor har vi brug for en bred og dyb evaluering af Danmarks største – og meget vigtige – uddannelse.

Forrige artikel Jurister efter bøde til influent: Vi har først en afklaring når vi har været i retten Jurister efter bøde til influent: Vi har først en afklaring når vi har været i retten Næste artikel EL: Løft af pædagoguddannelsen skal være permanent EL: Løft af pædagoguddannelsen skal være permanent