Om  
Charlotte Hjorth Mikkelsen

Nyrups mindeord om Charlotte Hjorth Mikkelsen (52), Det Sociale Netværk/Headspace Danmark

Fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) skriver mindeord om sekretær Charlotte Hjorth Mikkelsen, Hørsholm fra Det Sociale Netværk/Headspace Danmark, der er død 52 år. Nyrup er netværkets stifter og protektor.

Poul Nyrup Rasmussen

"Du har ringet til Det Sociale Netværk, Headspace ...". 

Det var Charlottes rolige, klare stemme, de unge fik i røret, når de ringede for at høre, hvor man kunne få råd og hjælp fra Headspace, eller bare nogen at tale med. Eller når der skulle aftales møder om nye initiativer. Eller ting skulle ordnes.

Sådan har det været gennem i alle de år, Headspace har eksisteret, fra vi startede for ti år siden i seks byer til nu 30 centre fordelt over hele landet. 

Det er med stor sorg og massivt savn, jeg har modtaget budskabet om, at Charlotte er sovet stille ind natten til torsdag 11. maj. Den hårde kræftsygdom tog hende. 

Charlotte var noget ganske særligt. Da vi startede fra bunden i Det Sociale Netværk på et par kvadratmeter i Maskinmestrenes Forening, som man generøst havde lånt os til en meget lav husleje, var Charlotte den første til at tage fra i sekretariatet.

Hun havde den helt særlige naturlige ro, som uden de store ord smittede af på os andre – hun færdedes iblandt os med en ganske særlig udstråling, som signalerede: - Det skal nok gå alt sammen.

Hun udførte sit arbejde til perfektion som det naturligste i verden. Også når vores lille organisation var i krise på grund af manglende ressourcer, eller når Headspace-centre var lukningstruede, så der var allermest brug for dem. 

Charlotte var nerven i hele sekretariatet, for ledelsen og alle medarbejdere.

Jeg fik megen styrke, overblik og ny dynamik i tanke og handling, når vi i et par minutter havde talt om posten, svarene, møderne, kalenderen og transport med tog, bil og fly – mens problemer sommetider tårnede sig op lige uden for døren.
Det talte vi aldrig om, hun så blot på mig med det fuldstændig afklarede blik, som fortalte mig, at der var styr på det, og at vores lille organisation og alt det, vi står for, naturligvis ville overleve, igen, igen.

Charlotte var med os hele vejen, fra den lille begyndelse, hvor vi var ganske få, inkl. vores direktør Trine Hammershøy og mig, til de senere års store fremgang i vores rådgivning til unge.

Hun nåede at opleve, at vi nu har hjulpet over 70.000 unge over hele landet og været i kontakt med over 150.000 unge, siden vi startede. Vores forebyggende, tidlige hjælp til unge med mental mistrivsel har vist sit værd. Charlotte så det hele.

Nu er Charlottes stemme slukket, men hendes afsæt og mærker i arbejdet for udsatte og sårbare unge er ikke. Charlotte var og vil altid være en levende del af Det Sociale Netværks sjæl. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Charlotte Hjorth Mikkelsen

Sekretær, Det Sociale Netværk/Headspace Danmark

0:000:00