Debat

AAB: Hæv renoveringsrammen

DEBAT: Regeringens boligudspil er for magert. Chancen for at gøre en større forskel gennem de fysiske og sociale rammer bliver forpasset, når Landsbyggefondens renoveringsramme ikke øges markant, og det er en skam, skriver fondsformand og AAB-direktør Christian Høgsbro.

Formand for Landsbyggefonden og adm. dir. i Boligforeningen AAB Christian Høgsbro er skuffet over regeringens boligudspil, der ikke øger Landsbyggefondens renoveringsramme. Her er der ellers store gevinster at hente.
Formand for Landsbyggefonden og adm. dir. i Boligforeningen AAB Christian Høgsbro er skuffet over regeringens boligudspil, der ikke øger Landsbyggefondens renoveringsramme. Her er der ellers store gevinster at hente.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Høgsbro
Formand for Landsbyggefonden og adm. dir. i Boligforeningen AAB

Op til forhandlingerne om en ny boligaftale har regeringen spillet ud, at der kan bruges 12 milliarder kroner til renovering af almene boliger frem til 2020. 

Landsbyggefonden har allerede ansøgninger liggende for et tilsvarende beløb, og derfor levner udspillet ikke plads til nye ansøgninger om renoveringsstøtte i de næste seks år. 

Står det til regeringen, venter nogle magre år forude, hvor køen til Landsbyggefonden uundgåeligt vokser, og der vil ikke blive foretaget de fornødne investeringer i almene boligområder. 

Når renoveringer understøtter ønsket om øget vækst og beskæftigelse, giver flere praktik- og lærepladser og forbedrer energiforbruget i boligmassen, så er det svært at forstå regeringens tilbageholdenhed i forhold til at øge Landsbyggefondens renoveringsramme markant.

Christians Høgsbro
Formand for Landsbyggefonden og administrerende direktør i Boligforeningen AAB

Flere boligområder kæmper med en social slagside, og hvis de fysiske rammer samtidig er utidssvarende og nedslidte, bliver områderne hvirvlet ind i en uheldig fiaskospiral.

Landsbyggefondens støtte er helt afgørende for at vende fiasko til succes. 

I virkeligheden nytter det
Lad mig give et eksempel fra min egen verden. 

AAB’s boligafdeling ”Vejleåparken” i Ishøj (tidligere kendt som Ishøj-planen) gennemførte fra 2002 til 2009 danmarkshistoriens største renoveringsprojekt til 1,4 milliarder kroner. 

Med massiv støtte fra Landsbyggefonden fik over 1.700 boliger et grundlæggende fysisk ”makeover”. 

Men udviklingen omfattede meget mere end nye og moderne badeværelser, vinduer, facader, nye udearealer, tagetager og installering af elevatorer. 

Den omfattede også en social helhedsplan i et område, hvor mere end halvdelen af beboerne er indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Vejleåparken har nemlig en af de tætteste koncentrationer af mennesker med ikke-dansk baggrund i hele landet.

Samtidig indgik vi en udlejningsaftale med Ishøj Kommune, hvor AAB overlader boliganvisningsretten til kommunen. 

På den måde kan kommunen og AAB styre beboersammensætningen i området, så der kommer et hensigtsmæssigt mix af økonomisk velstillede og mindre velstillede, unge og ældre og så videre. 

Det er altafgørende at tiltrække mennesker og familier, der i kraft af deres arbejde og indkomst klarer sig godt og dermed kan puste nyt liv og selvtillid ind i hele området.

Stolte beboere
Udviklingen i Vejleåparken går i den rigtige retning på flere parametre. 

Flere og flere ressourcestærke beboere flytter ind. De anviste tilflyttere har år efter år en husstandsindkomst, der gennemsnitligt ligger cirka mellem 15 og 25 procent over husstandsindkomsten for de familier, der flytter væk fra området. Ungdomskriminaliteten er faldet, og trygheden er stigende. På en skala fra 1- 10 svarer beboerne i gennemsnit 8,2, når de bliver spurgt til, hvor trygge de føler sig. Vi kan også se at andelen af unge, der tager en videregående uddannelse stiger.

Nok har Vejleåparken stadig sine udfordringer at kæmpe med. Men jeg mener, at renoveringen af Vejleåparken er et klokkeklart eksempel på, at renoveringsindsatsen nytter. 

Ud over den markante og meget synlige udvikling af selve bygningerne, ud over den sociale helhedsplan og ud over den nye beboersammensætning bliver der også på andre måder slået hul i omverdenens og beboernes egne fordomme om ”ghettoområdet”, der før i tiden var kendt og berygtet som Ishøj-planen. 

Hele stedet er simpelthen kommet til at se anderledes ud. Renoveringen har givet boligområdet et grundlæggende vitaminindsprøjtning, hvor beboerne føler en stolthed ved at bo.

Regeringen holder igen
Tænk engang over de samfundsmæssige gevinster, renoveringen af Vejleåparken giver! 

For hver ”lømmel” som vi hjælper på rette vej, giver det en langsigtet gevinst for samfundet på op mod 15 millioner kroner. 

De gode eksempler, som Vejleåparken viser, hvorfor det er så vigtigt at have en fælles Landsbyggefond og renoveringsmidler til at dække de fornødne investeringsbehov i almene boligområder. 

Når renoveringer samtidig understøtter ønsket om øget vækst og beskæftigelse, giver flere praktik- og lærepladser og forbedrer energiforbruget i boligmassen, så er det svært at forstå regeringens tilbageholdenhed i forhold til at øge Landsbyggefondens renoveringsramme markant.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00