Debat

Boligforliget skal skabe et helt Danmark

DEBAT: Når det drejer sig om uddannelsesniveau, arbejdspladser og velstand, sakker yderområderne bagud, og det skal der rettes op på med det kommende boligforlig. Sådan skriver Bo Jørgensen, direktør for Boligselskabet Sjælland, og peger på uudnyttede potentialer inden for byggeri og renovering af almene boliger.

Det kommende boligforlig rummer store muligheder for at rette op på et skævt Danmark. Ifølge Bo Jørgensen, direktør i Boligselskabet Sjælland, skal der skal fokus på potentialerne i renovering af almene boliger.
Det kommende boligforlig rummer store muligheder for at rette op på et skævt Danmark. Ifølge Bo Jørgensen, direktør i Boligselskabet Sjælland, skal der skal fokus på potentialerne i renovering af almene boliger.Foto: Bo Jørgensen pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bo Jørgensen
Direktør i Boligselskabet Sjælland

Den økonomiske krise har forandret Danmark. Efterhånden som krisen trækker væk, kan vi se, at den geografiske ulighed er blevet markant større. Arbejdsmarkedet udvikler sig skævt. Uddannelsesniveauet udvikler sig skævt. Det er en bekymrende forandring af Danmark, og det bliver en vigtig opgave for det kommende boligforlig at bremse den udvikling.

De kraftige storbymagneter
Hvis det ikke lykkes at modvirke udviklingen fra politisk side, bliver storbyområderne landets jobcentre, som dræner yderområderne for kloge hoveder og skubber pensionister og arbejdsløse den anden vej. Hovedstadsområdet og Aarhus er sluppet nådigst gennem krisen, og det er også her, der ser ud til at blive skabt flest job fremadrettet.

Omvendt har den økonomiske dukkert tvunget jobmulighederne uden for landets største byer helt i bund. De steder i landet, hvor flest har mistet jobbet, er samtidig de steder, hvor der skabes færrest job lige nu. Knap fire ud af fem nye job vil blive skabt i storbyområderne omkring København og Aarhus. Eftersom danskerne bor, hvor der er arbejde at få, vil den udvikling være medvirkende til at ændre det danske landkort.

Fakta
Bland dig!
Send dit debatindlæg til [email protected] og deltag i debatten.

Jeg tror rigtig mange er klar over, at det sakker bagud langt væk i yderområderne. Jeg tror desværre, at de færreste ved, hvor tæt ulighedsknækket er rykket på de store byer. Vi kan f.eks. se, at store dele af Sjælland sakker bagefter - områder, som vi ellers ikke har opfattet som yderområder. Danmark har på sigt ikke råd til, at det hele foregår i Hovedstadsområdet og Aarhus. Danmark er så lille et land, at vi godt kan skabe et helt Danmark. 

Renovering er nøglen
Et helt Danmark kan imødegås ved at skabe flere arbejdspladser inden for industri og håndværk, sikre praktikpladser samt øge uddannelsesmulighederne. Derudover skal pendlermulighederne og mulighederne for at finde attraktive og billige boliger forbedres.

Danmark er ved at knække i ulighed. Den udvikling kan det kommende boligforlig imødegå ved at forhøje Landsbyggefondens ramme til renovering og skabe en sammenhængskraft hen over ulighedsknækket.

Bo Jørgensen
Direktør, Boligselskabet Sjælland

Derfor spiller renovering af almene boliger på mange måder en vigtig rolle for at modvirke ulighed. Renovering skaber i første omgang arbejdspladser. Og de arbejdspladser, der skabes, er livsnødvendige regionale arbejdspladser.

Byggeri og renovering er nogle af de mest effektive og billige måder at skabe arbejdspladser på. Og i modsætning til de store anlægsprojekter er byggeri og renovering noget, lokale mellemstore håndværkere kan gå ind i, og effekten bliver derfor regional. På den måde styrkes den lokale økonomi, og der skabes 1.000 arbejdspladser for hver milliard, der arbejdes for. Det er tiltrængt hos de lokale entreprenører, hvor ordrebogen langtfra er fyldt.

Samtidig efterlader renoveringsprojekter boliger, der er langt mere attraktive. Det er vigtigt, fordi det tiltrækker beboere, der kan være med til at vende den ulige udvikling.

Renovering skaber også mere energivenlige boliger. Regeringens energirenoveringsstrategi peger på, at energibesparelser skal hentes gennem den almindelige renovering for at være mest omkostningseffektiv. De lavere energiudgifter efter en renovering gavner lejerne i mange år, og er særlig betydningsfulde for lavindkomstgrupperne.

Men alligevel oplever vi, at vækstpakkerne år for år er gået uden om de regioner, der har størst behov, med Region Sjælland som det mest markante eksempel. Landsbyggefonden har i flere år haft en markant forhøjet ramme, så der kom ekstra skub i renoveringerne. Men det blev ikke alle regioner, der kom til at nyde godt af det ekstra spark, og derfor er det vigtigt at fastholde et forhøjet renoveringsniveau, så alle regioner får del i den vækst, der følger med.

Tiltrængt sammenhængskraft
Lige nu stiger uligheden, som den er steget over de sidste 25 år. Uligheden var knap 5 pct. større på Sjælland end i Jylland i 1985. I 2011 var uligheden knap 15 pct. større på Sjælland end i Jylland. Den relative forskel mellem disse to områder er dermed tredoblet i perioden.

Danmark er ved at knække i ulighed. Den udvikling kan det kommende boligforlig imødegå ved at forhøje Landsbyggefondens ramme til renovering. Det skaber regionale arbejdspladser inden for industri og håndværk, og det skaber praktikpladser. Og det skaber en sammenhængskraft hen over ulighedsknækket.

Vi skal have et helt Danmark. Derfor skal boligforliget være for hele landet.

 

Dokumentation

 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00