Debat

Boligøkonomisk Videnscenter: Statsgaranterede lån ikke løsningen

DEBAT: Samfundet er inde i en større omstilling, og kreditklemmen er kun en sidehistorie. Derfor skal vi ikke sætte markedsmekanismerne ud af kraft. Der findes bedre måder at skabe liv på landet. Det skriver Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk Videnscenter.

"Der er først grund til bekymring, hvis finanssektoren
låner ud og glemmer alt om den lokale markedssituation," skriver 













Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk
Videnscenter. <br>
"Der er først grund til bekymring, hvis finanssektoren låner ud og glemmer alt om den lokale markedssituation," skriver Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk Videnscenter.
Anna Gurzhiy Hougaard
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Curt Liliegreen
Sekretariatschef i Boligøkonomisk Videnscenter

Det er angiveligt blevet vanskeligere at opnå en fuld realkreditfinansiering ved et huskøb i yderområderne, især for de billigste huse. I sagens natur er de billigste huse også dem, der typisk ligger længst fra bycentre, og/eller er mindre og/eller i en dårligere stand materialemæssigt eller vedligeholdelsesmæssigt. For den type huse er ”liggetiden” mange steder i landet lige nu på både 1, 2 eller 3 år. Derfor kan man argumentere, at realkreditinstituttet ikke har en reel sikkerhed i pantet for lånet.

Der er en risiko for, at ejendommen ikke kan gensælges, og at den ender med at stå tom, måske permanent ind til nedrivning. Det er ikke en hypotetisk risiko. Der er kommuner i Danmark i dag, hvor en meget stor del af de ældre, fritliggende enfamiliehuse står tomme. I de værst ramte kommuner er det 50 – 75 procent, der står uden tilmeldt husstand.

Samfundets omstilling – ikke kreditklemme
Denne svære lånesituation er ikke et udtryk for en kreditklemme, det er derimod udtryk for, at boligmarkedet og hele det danske samfund er inde i en løbende omstilling. Den omstilling rækker langt ud over lånegrænser og realkreditinstitutternes mavefornemmelser, den handler om affolkning i yderområderne, og at arbejdspladserne støt og roligt forsvinder fra disse dele af landet. Vil man ændre boligmarkedet dér til det positive, så er det befolkningsudviklingen og arbejdsmarkedet, som man skal have fat i og få vendt.

Fakta

Bland dig i debatten!

Send dit debatindlæg til [email protected]

Kreditklemme er kun en sidehistorie i de områder. Rent faktisk risikerer man at gøre ondt værre, hvis man letter låneadgangen i yderområderne, og får folk til at bosætte sig i områder, hvor markedet dikterer, at priserne skal ned. Man risikerer at placere folk i en gældsfælde. Det er ingen hjælp, det er en bjørnetjeneste. Der er først grund til bekymring, hvis finanssektoren låner ud og glemmer alt om den lokale markedssituation. Derfor er det bydende nødvendigt, at diskussionen om kreditklemme i yderområderne bliver en del af en mere overordnet diskussion om ”det skæve Danmark”.

Statslige garantier løser ikke problemerne
Hvad kan vi gøre? Hvad skal vi ikke gøre? Vi skal ikke forsøge os med statslige garantier, der sætter markedsmekanismerne ud af kraft - det vil være som at tisse i bukserne for at holde varmen. Vi skal ikke gøre et stort problem større. Vi skal overlade det til markedet at håndtere finansieringen, hvad enten det er med realkreditlån eller med dyrere pantebreve og banklån.

Vi skal ikke forsøge os med statslige garantier, der sætter markedsmekanismerne ud af kraft - det vil være som at tisse i bukserne for at holde varmen.

Curt Liliegreen
Sekretariatschef i Boligøkonomisk Videnscenter

Vi skal til gengæld se på, hvordan der skabes en bæredygtig fremgang i de yderområder, hvor der kan opstilles en realistisk plan herfor. Det skal være en helhedsplan, ikke en plan, der udnævner en sparekasse hist og et realkreditinstitut pist til skurken, selvom det er taknemmeligt i et valgår.

En større omstilling er i gang
Der er ikke plads til at nuancere budskabet på én side, det er tidens krav til kommunikation, så det må siges kort: Samfundet har altid været inde i den ene eller anden form for omstilling befolkningsmæssigt set. Drop monoskurk-modellerne og de enkle løsninger, og lad os få en reel snak, der bringer os nærmere til realiteterne. Selv om vi ikke kan vende boligmarkedet på hovedet, så er der konkrete handlinger, der kan forbedre situationen.

For nogle kommuner vil en styrket infrastruktur og et højere pendlerfradrag kunne udvide arbejdsmarkedsoplandet til vækstcentrene og gøre yderområder knap så yderlige. De områder kan konkurrere på deres relativt billigere boligpriser og miljø, men det forudsætter sikkerhed for, at de lokale skoler, lægepraksis og butikker ikke pludselig er væk. Det forudsætter også en sanering af de mange tomme huse ude i landsbymiljøerne. Skab et mere positivt marked, og kreditklemmen vil mindskes.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Curt Liliegreen

Projektdirektør, Boligøkonomisk Videncenter
cand.polit. (Københavns Uni. 1981)

0:000:00