Cordua: V-oprør mod regeringens beslutningsmaskine

Transportminister Ole Birk Olesen er uden konkurrence Folketingets største frimarkedstilhænger – eller liberalistiske politiker - om man vil. Der findes stort set ikke den offentlige opgave, som han ikke ser privatiseret.

Liberal Alliance har i deres levetid betonet, at partiet netop er en ”alliance af liberale”, hvor ambitionerne og kravene til reformer er forskellige. Som det formuleres: Nogle vil køre med toget til Roskilde, andre vil helt til Korsør. Når det kommer til liberale reformer, så er Ole Birk én, der vil tage med Orientekspressen og køre helt til Istanbul. Bare til at begynde med.

Derfor har det nok været mere end en sælsom oplevelse for mange liberale ikke mindst i hans eget parti at se transportministeren, der også er bygnings- og boligminister, stille forslag om at omlægge realkredit til statslån for at finansiere støttet nybyggeri og renovering af almene boliger.

Èn ting er, at Ole Birk personligt sikkert selv ønsker al statsstøtte hen, hvor peberet gror. En anden ting er, at han nu vil presse den private realkredit ud af et marked for at erstatte det med det for staten billigere statslån. Det er den slags, som Ole Birks liberale meningsfæller, bl.a. Børsens lederskribenter, konsekvent kalder for ”opgavetyveri”.

Dele af folketingsgruppen er rasende over at blive betragtet som gummistempel for regeringen, og man tolererer ikke at blive præsenteret for allerede besluttet politik ”til orientering” via pressemeddelelser, og at ministre regerer pr. pressemeddelelse så at sige.

Jarl Cordua

Jyllands-Posten kalder forslaget for ”socialistisk”, og senest har Venstres gruppeformand Søren Gade ladet meddele med et debatindlæg sidste torsdag i sit hoforgan, Dagbladet Holstebro-Struer, at han ikke i sin ”vildeste fantasi” kunne forestille sig, ”at den ide er undfanget af en minister i en borgerlig/liberal regering, hvorfor det må være systemet, som har besnakket en minister.”

Her begynder det også at blive yderligere mystisk, for ingen kan huske, hvornår Søren Gade sidst gav den som den store liberale ideolog, hverken i offentligheden eller som leder af Venstres gruppemøde. Og hvem er den minister, der er blevet besnakket? Er det Ole Birk? Eller er det i virkeligheden hans egen partifælle finansminister Kristian Jensen, der er tale om?

Med sit debatindlæg agerer Gade ikke bare talerør for utilfredsheden: Han både rejser oprørsfanen og leder angrebet.

Jarl Cordua

Vi ved at begge ministre sammen med erhvervsminister Brian Mikkelsen i et indlæg dagen efter. fredag den 23. juni, i Jyllands-Posten afviste påstanden om socialisme bl.a. med, at staten sparer penge ved ikke at betale merrente til private realkreditinstitutioner. Og rent ideologisk stillede de tre minister modspørgsmålet: Hvor liberalt det er, at staten subsidierer realkredit ved at overlade realkreditten nogle forretninger, som staten selv kan klare?

Det er forståeligt, at de par milliarder, som man kan spare, kan bruges til andre initiativer, når regeringen til efteråret skal forhandle bl.a. skattereform, finanslov m.v.? Og det er måske baggrunden for, at der er en påfaldende tavshed i denne sag, for det, i egne øjne, eneste rigtige liberale parti, Liberal Alliance?

I al fald kan man konstatere, at sagen har udløst et oprør i Venstres folketingsgruppe, som meget usædvanligt ledes af folketingsgruppens formand Søren Gade. For med sit debatindlæg agerer Gade ikke bare talerør for utilfredsheden: Han både rejser oprørsfanen og leder angrebet.

Måske skal man ikke hænge sig så meget i sagen og forslaget, som skulle være født i den forrige regerings tid i Finansministeriet, og siden har overvintret som idé i skuffen med kreative embedsmandsidéer. Det er i virkeligheden proceduren, den er gal med.

Store dele af folketingsgruppen er rasende over, at det pågældende forslag blev præsenteret onsdag morgen kl. 8.23 i en pressemeddelelse udsendt af Ole Birks transportministerium, men altså uden at have været forelagt folketingsgruppen.

Der havde ellers været en mulighed så sent som aftenen inden om tirsdagen, hvor V var samlet til et gruppemøde, og sagen kunne have været fremlagt. Summa summarum: Dele af folketingsgruppen er rasende over at blive betragtet som gummistempel for regeringen, og man tolererer ikke at blive præsenteret for allerede besluttet politik ”til orientering” via pressemeddelelser, og at ministre regerer pr. pressemeddelelse så at sige.

I en sag, der næppe rammer store dele af Venstres bagland – måske lige bortset fra den håndfuld, der er ansat i realkreditten - så burde det normalt næppe forårsage de store kvababbelser.

Arrogancen derimod, som den opleves af folketingsgruppen, har nu udløst et oprør, hvor syv V-folketingsmedlemmer her til morgen på et telefongruppemøde har taget forbehold. Dertil kommer to, der vil læse høringssvarene, før de tager stilling. Det betyder at, hvis ikke der kommer nyt frem i sagen, så kan forslaget ikke gennemføres. Lars Løkke var også med på linjen, men sagde ikke noget før til sidst, hvor han bakkede op om forslaget.  Derudover var en række MFere, som sagde, at de støttede forslaget, men var kritiske over for processen.

Er der så tale om et oprør mod Kristian Jensen? Ikke mod hans formandsstol den dag, hvor det bliver aktuelt. Søren Gade omtaler konsekvent Jensen som ”vor kommende formand”. 

Det er snarere et oprør mod regeringens beslutningsmaskine, hvor man ”kører tingene som en direktion”, som det er blevet formuleret. I den beslutningsmaskine er Finansministeriet det store tandhjul. Men noget tyder på, at de centrale Venstrepolitikere, der styrer den økonomiske politik i Ø-udvalget, har svært ved at sige fra undervejs. De glemmer i al fald folketingsgruppen.

Her har Søren Gade det med nogle gange at blive lidt glemt. Derfor er det velgørende for hans interne status, at han med denne sag med store dele af folketinggruppens opbakning kan statuere et eksempel over for V-toppen i regeringen.

Ville det så hjælpe, hvis Løkke indlemmede Gade i regeringen? Den model har Løkke brugt før, da han i sin tid gjorde en besværlig Hans Chr. Schmidt til transportminister i sin forrige regering. Næppe. For hvis Gade er væk, så står Schmidt tilbage, og han er mindst ligeså meget på krigsstien over for regeringen og bakker op om Gades kritik, forlyder det.

At regeringen har mistet kontrollen med folketingsgruppen understreges i øvrigt af, at gruppens interne mailkorrespondance om sagen blev lækket til to medier.

Helt komisk blev det, da de tre centrale ministerier, der står bag forslaget, Transportministeriet, Finansministeriet og Erhvervsministeriet, henviste til hinanden, da pressen mandag spurgte i ministerierne for en kommentar til sagen. Her kunne pressen så rende fra Herodes til Pilatus i en uendelighed, uden at nogen stillede op til et interview. Eller som det lakonisk blev formuleret af journalist Hans Redder, TV2: Regeringen har opfundet sin egen evighedsmaskine.

Det er vist heldigt for regeringen, at sommeren står for døren. Så bliver der god tid til at dæmpe gemytterne i Venstres folketingsgruppe og/eller finde alternative embedsmandsidéer til de penge, som statslåns-forslaget skulle have sparet regeringen for.

.......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator, fast klummeskribent på Altinget og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.