Debat

Dansk Byggeri: Energirenovering udfordres af priser på vedvarende energi

DEBAT: Der er behov for at se på, hvordan bygningsrenovering og energirenovering kan effektiviseres, så prisen på at realisere energibesparelser kan reduceres, skriver Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri.

Foto: Dansk Byggeri
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Michael H. Nielsen

Direktør i Dansk Byggeri

EU og Danmarks omstilling frem mod et samfund fri af fossile energikilder i 2050 er et vigtigt politisk pejlemærke, som har stor betydning for innovation og udvikling.

Det er dermed også et mål, der har stor betydning for eksport, jobskabelse og erhvervsudvikling.

I byggeerhvervet har energikravene, som de har været meldt ud siden 2009, i høj grad været præget af innovation og produktudvikling. Strategien med i 2009 at melde forventningerne ud til bygningers energiramme i 2010, 2015 og 2020 har vist sig at være en særdeles effektiv driver for udviklingen af byggekomponenter og byggeprocesser.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det har involveret såvel byggematerialeindustrien som rådgivere og udførende og allerede sat sine positive aftryk på bygningsdrift. Kravene har med andre ord skabt markante resultater i forhold til nyt byggeri – herunder udviklet konkurrencedygtige løsninger.

I byggeriet har vi særligt fokus på, hvorledes energisparepotentialet i den bestående bygningsmasse kan realiseres. Bygninger står i dag for 40 procent af det samlede energiforbrug og 79 procent af bygningsmassen er opført, før der blev stillet energikrav.

I byggeriet har vi særligt fokus på, hvorledes energisparepotentialet i den bestående bygningsmasse kan realiseres.

Michael H. Nielsen 

Direktør i Dansk Byggeri

Frem mod 2050 er det vurderingen, at der kan opnås rentable energibesparelser på mellem 30 og 50 procent i den bestående bygningsmasse, under forudsætning af at energieffektiviseringen sker samtidigt med øvrig bygningsrenovering.

Der skal effektiviseres

Energirenovering bliver aktuelt udfordret på prisen, fordi produktion af vedvarende energi falder. Prisen på vind-el og sol-el falder nærmest år for år i takt med den teknologiske udvikling. Inden for de seneste fem til syv år er prisen på vind-el produceret til havs faldet fra over 100 øre per kWh til godt 50 øre per kWh.

Og noget lignende gør sig gældende for sol-el, hvor den teknologiske udvikling stormer frem, og eksperternes forudsigelser i forhold til pris og tekniske muligheder konstant overhales af virkeligheden.

Denne kendsgerning for produktionsprisen på VE er en aktuel udfordring for byggeriets tilsvarende produktivitetsudvikling og effektivitet, når det gælder prisen på at realisere energibesparelser – altså hvad det koster at spare en kWh via energirenovering. Det er en udfordring, som byggebranchen løbende må og skal forholde sig til.

Der er behov for at se på, hvordan bygningsrenovering og energirenovering kan effektiviseres, så prisen på at realisere en kWh-energibesparelse kan reduceres i takt med at prisen på produktion af VE falder. Og denne udfordring skal byggeerhvervet tage som en kærkommen udfordring til løbende innovation og udvikling.

Forbedring af produktiviteten i bygningsrenovering kan ske ad flere spor. Der er store perspektiver i at øge anvendelse af nye teknologier som digitalisering, big data og øget industriel produktion samt nye udbuds- og kontraktformer, der udnytter gentagelseseffekter.

Udfordringen skal, på samme måde som byggeriet har formået at levere mere energieffektivt nybyggeri, omsættes i innovation og udvikling af effektive renoveringsløsninger. Det arbejdes der med i et større samfundspartnerskab, REBUS, men der er behov for, at hele branchen sætter mere ind på at øge produktiviteten i bygningsrenovering.

De faldende priser på VE-produktion er en god anledning. Vi har vist, at det var muligt, når det gælder nybyggeri – nu skal vi sætte det samme fokus ind, når det gælder den fremtidige udvikling af omkostningseffektiv energirenovering.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael H. Nielsen

Seniorrådgiver, Concito
landsskabsarkitekt (Københavns Uni. 1983), master i offentlig administration (CBS 2000)

0:000:00