De Samvirkende Købmænd: Der skal handles nu, hvis elregningen ikke skal tage livet af butikkerne

”Hvad kan og skal vi dog gøre”, lyder spørgsmålet fra alle de købmænd og politikere, som jeg taler med i disse dage.

For købmændene og mange Brugser handler det om, hvordan de får råd til at betale den næste elregning.

For politikerne fra statsministeren til de mange øvrige folketingskandidater, som håber på vælgernes gunst ved det kommende folketingsvalg, handler det om, hvad der er nødvendigt, muligt inden for statsstøtteregler og økonomisk og politisk forsvarligt.

Købmanden kommer ikke uden om at spare endnu mere på energien, hvad forbrugerne forhåbentlig har forståelse for

John Wagner
Administerende direktør i De Samvirkende Købmænd

”Baggrundstæppet”, som det hedder i #dkpol, er en voldsom butiksdød den kommende vinter, hvis ikke butikkerne får en håndsrækning til at betale de eksploderende omkostninger til energi.

En butiksdød, som specielt vil ramme de små samfund i landdistrikterne, hvor butikken er byens sidste arbejdsplads og samlingspunkt, og boligområder, hvor mange pensionister er afhængige af nærbutikkerne.

Butikkerne gør, hvad de kan

Selvfølgelig gør butikkerne alt, hvad de kan for at spare på energien. Belysning halveres, køle- og frysekapaciteten indskrænkes, åbningstider begrænses og så videre.

Men der er grænser for, hvad man kan, hvis det ikke skal gå ud over forsynings- og fødevaresikkerheden. Der skal kunne arbejdes i butikkerne – også før og efter åbningstiden – og kravene til opbevaring af mejeriprodukter, slagtervarer og frostvarer skal naturligvis overholdes.

Således er og bliver dagligvarebutikker storforbrugere af el – sammenlignet med mange andre erhverv. Og elregningen udgør nu en trussel mod mange butikkers eksistens.

Fra at udgøre måske 1,5 procent af omsætningen – ikke at forveksle med indtjeningen! – udgør el-udgiften nu sekst til otte procent. Hermed er alene stigningen i el-udgiften på årsbasis større end mange købmænds driftsherreløn!

Og hvad kan og skal man så gøre ved det?

Købmanden kommer ikke uden om at spare endnu mere på energien, hvad forbrugerne forhåbentlig har forståelse for, hvis de i butikkerne møder slukkede kølemøbler med ikke-kølekrævende varer, eller åbningstiden indskrænkes om aftenen eller i weekenden.

Der skal handling til 

Politikerne med statsministeren i spidsen kommer ikke uden om at gribe ind, hvis de vil bevare vores finmaskede og mangfoldige butiksstruktur. Lad mig komme med et par bud på fornuftige initiativer: 

1. Loft over el-prisen.
   Politikerne kan i nogen udstrækning hjælpe forbrugerne med en afgiftslempelse, men for de trængte erhverv, herunder dagligvarebutikkerne, er det elprisen, som er afgørende.
   
   Hvis der ikke kommer et loft over el-prisen – på EU-plan og/eller nationalt – undermineres grundlaget for at drive de dagligvarebutikker, som på grund af beliggenhed, størrelse, sortimentsammensætning og andet har en større energiudgift i forhold til omsætningen end en gennemsnitlig discountbutik.
   
   ”Loftet” er og bliver også nødvendigt for at genskabe tro på fremtiden og grundlag for nødvendige investeringer i flere energibesparelser i form af for eksempel nyt inventar.
   
   
2. Kompensation.
   Jeg ved godt, at liberale økonomer vil ”himle”, når jeg også gør mig til talsmand for direkte statsstøtte til butikker med ekstraordinært stigende el-udgifter. 
   
   Jeg er også med på, at det udfordrer EU’s statsstøtteregler. Men situationen her og nu – krig i Europa med energikrise til følge - er så usædvanlig, at den også fordrer usædvanlige tiltag. Derfor bør de værst ramte erhverv/butikker have adgang til en hjælpepakke, som tilfældet var under coronakrisen, hvor de kan hente kompensation til betaling af elregningen under visse forudsætninger.
   
   Det kan være, at el-udgifterne er steget med mere end 50 procent, og at årsomsætningen ligger under lukkelovens omsætningsgrænse på 38 millioner kroner, ligesom der kan sættes et minimum for stigningen og maksimum for tilskuddet i kroner og øre.
   
   
3. Tobaksprisen.
   Ja, hvad har den med energikrisen at gøre? Prisen på tobak ligger for detailhandlen fast – den såkaldte banderolepris, som tilfældet også er for aviser og ugeblade samt spil.
   
   Disse ”fastprisvarer” udgør for mange mindre butikker 20 til 25 procent af omsætningen, hvor det for gennemsnitlige discountbutikker kun er 5-10 procent. Jo større fastprisvare-omsætning, desto mindre en andel af den samlede omsætning vil butikkerne kunne sprede omkostningsstigninger på.
   
   Det vil sige, at en stigende el-udgift – alt andet lige – kan medføre en større prisstigning på de almindelige fødevarer som mælk og smør, pålæg og kød, frugt og grønt i mindre dagligvarebutikker end i discount-sektoren med yderligere koncentration til følge.
   
   Derfor bør banderoleprisen, som tilfældet er i Norge, være en mindstepris fremfor en fast pris. Når riget stander i våde, kan det vel ikke være rigtigt, at prisen skal betales via mejeriprodukter, men ikke via tobakken?
   
   Med andre ord: Lad os dog selv bestemme, om vi vil tage fem-ti kroner mere for en pakke cigaretter, hvis det kan være med til at finansiere de større el-udgifter.
   
   
4. Praktiske foranstaltninger. 
   Lad os – dagligvarehandlens organisationer, store aktører og de relevante ministerier - mødes snarest muligt for at drøfte, om der er her-og-nu-tiltag, som kan mindske energiforbruget i butikkerne.
   
   Det kan være en suspendering af reglerne om, at æg skal opbevares på køl, hvad de ikke skal i andre lande, og – modsat - at kravet til de offentlige institutioner om en makstemperatur på 19 grader naturligvis også bør gælde butikker.
   
   
5. Det haster med en hjælpepakke
   Mens Christiansborg forbereder sig på en valgkamp, der kan ende med månedlange regeringsforhandlinger – og dermed handlingslammelse – bløder butikkerne med butiksdød til følge.
   
   Derfor kan det ikke gå for hurtigt med at sammensætte en akut målrettet hjælpepakke, hvor man ikke lader sig begrænse af, hvad der er sædvanligt eller diskutabelt set i forhold til måske for rigide EU-regler.
   
   Her må man om nødvendigt gå til kanten og risikere lidt tæsk efterfølgende. Ellers bliver prisen på alle måder for høj.