Debattør: Boligdebattens skævvridning vanskeliggør forbedringer for lejerne

Af Jakob Lindell Ruggaard
CBS-studerende

Når røgen letter fra en politisk forhandling, så står lejerne tilbage som taberne. Det har nærmest været en naturlov i dansk politik i de sidste mange år. Lige indtil den nye boligaftale, som enten kan blive undtagelsen, der bekræfter reglen, eller første skridt af en lang række, som kan skabe mere lighed på vores boligmarked ved at prioritere lejerne. Det afhænger af den politiske vilje og styrkeforholdene i debatten.

Selvom lejerne udgør omtrent en tredjedel af befolkningen, så er de igen og igen blevet forbigået i dansk politik. Konsekvensen er, at vi forstærker en grundlæggende ulighedsmotor i vores samfund: Skellet mellem lejere og ejere. Vores boligform er et moderne klasseskel, som i høj grad afgør vores livmuligheder.

Den øvre middelklasse dominerer den politiske samtale
Med boligaftalen har lejerne endelig fået en reform, som sikrer dem imod den mest grådige og skadelige spekulation. Målet var at begrænse aggressiv investeringsadfærd, hvor boliger behandles som tomt spekulationsobjekt med kortsigtet gevinst for øje, så lejerne i fremtiden har mulighed for at leve i vores byer med et nogenlunde rimeligt huslejeniveau. Selvom aftalen dermed får positive konsekvenser for cirka en femtedel af danskerne, var det alligevel langt fra deres dagsordener, som dominerede medierne.

Boligaftalen afslørede, at de store investeringsselskaber og den øvre middelklasse er meget mere effektive til at dominere den politiske samtale, end lejerne er. Deres interesser er bedre organiseret. Samtidig sluger medierne deres vinkler råt. Det skævvrider debatten og gør det sværere for lejerne og de lejervenlige partier at forbedre deres vilkår.

I kølvandet på boligaftalen diskuterede vi således ikke, om en karensperiode på 5 år for huslejestigninger efter den omdiskuterede paragraf 5.2 er tilstrækkelig til at sikre byer et betaleligt huslejeniveau til de mange lejere i samfundet. Vi diskuterede heller ikke, hvordan vi løser, at en stor del af lejeboligmassen allerede har et astronomisk lejeniveau – blandt andet som følge af fuprenoveringer i henhold til paragraf 5.2.

Boligaftalen afslørede, at de store investeringsselskaber og den øvre middelklasse er meget mere effektive til at dominere den politiske samtale, end lejerne er. Deres interesser er bedre organiseret.

Jakob Ruggaard
CBS-studerende

Det kunne ellers være naturligt, da det er reformens formål, et vigtigt og underbelyst politisk område og det aftalte udgangspunkt for forhandlingerne i henhold til forståelelsespapiret.

Medierne nedprioriterer lejernes perspektiv
Tværtimod. Dagsordenen er blevet sat af investeringsselskaber, kapitalfonde og banker, som har iværksat en effektiv skræmmekampagne, hvor de skubber den øvre middelklasse foran sig med et hav af historier om andelsboliger, som risikerer at miste værdi. Medierne er domineret af cases om vanskeligheder ved at sælge en dyr andelsejendom på Vesterbro, og ministeren afkræves igen og igen svar på reformens effekt på andelsboligerne.

Selv i en situation, hvor ekspertvurderinger, andelsboligernes egen organisation og flere bankers vurderinger manede til besindighed, sad ejerne og investorerne på overskrifterne med den ene vilde påstand efter den anden.

Det lærer os to ting.

For det første at medierne er alt for dårlige til at forstå magten bag historien og til at stille spørgsmål til, hvilke interesser der ligger bag de historier, som de fodres med.

For det andet at de riges interesser har lettere ved at komme i medierne, og det hæmmer mulighederne for at bruge ”lejerflertallet” til at sikre nye nødvendige forbedringer til fordel for almindelige lejere.