DF ombestemmer sig: Springer fra krav om bopælspligt

BOLIG: Efter en snak med boligminister Ole Birk Olesen (LA) har Dansk Folkeparti trukket sin støtte til et forslag om strammere regler mod tomme boliger. Forslaget ville ellers have sat regeringen i mindretal.

Foto: Ritzau/Jens Dresling
Emma Qvirin HolstKasper Kaasgaard

Boligminister Ole Birk Olesen (LA) kan ånde lettet op. Der er ikke længere et flertal på Christiansborg, der vil presse ham til ændre boligregler.

Altinget har torsdag morgen beskrevet, at et flertal bestående af alle partier uden for regeringen havde til hensigt at vedtage en beretning, hvor de kræver, at Ole Birk Olesen ændrer reglerne for bopælspligt.

Men nu springer Dansk Folkeparti fra det flertal.

Læs også: Flertal kræver strammere regler mod tomme boliger

Ministeren ringede mig op i morges, og han kom med en rigtig god forklaring.

Merete Dea Larsen
Boligordfører, Dansk Folkeparti

Det sker efter en samtale med boligministeren torsdag morgen, oplyser partiets boligordfører, Merete Dea Larsen, til Altinget.

”Jeg har været nødt til at korrigere det igen, fordi ministeren ringede mig op i morges, og han kom med en rigtig god forklaring. Han har gang i at lave nogle lovforslag, der er med i det næste lovkatalog, så han har faktisk fulgt op på det møde. vi havde inden sommerferien,” siger Merete Dea Larsen til Altinget og fortsætter:

”Det beroligede mig. Min frygt har været, at det har været lagt helt i gemmeren, og det var derfor jeg valgte at gå med i den her beretning. Men det er klart, at når han faktisk har arbejdet videre med det, at han skal have mulighed for rent faktisk at levere på det, vi talte om.”

Der er nogle hensyn, der skal tages
Ole Birk Olesen er ikke gået i detaljer over for Merete Dea Larsen om, hvad han har på vej. Men det bliver en del af en pakke med flere tiltag, fortæller hun.

Hun siger også, at forslaget bygger på det møde, som boligordførerne havde med ministeren før sommerferien.

”Her havde vi en rigtig god dialog om udfordringerne med bare at sige fuld bopælspligt for alle. Der kan være nogle hensyn, der skal tages inden, man slår det helt firkantet ned. Vi skal selvfølgelig ramme dem, vi ønsker, men vi skal også sørge for at ramme rigtigt,” siger Merete Dea Larsen til Altinget.

Forud for mødet har ministeren sendt et brev til udvalget, hvor han redegør for sine planer på området.

”Formålet med lovforslaget vil bl.a. være at styrke kommunernes muligheder for at håndhæve reglerne om bopælspligt og klargøre regelsættet omkring korttidsudlejning,” skriver Ole Birk Olesen til udvalget.

Ministeren vil blandt andet forbyde korttidsudlejning af boliger, hvor der er krav om helårsbeboelse – vel at mærke før boligen er taget i brug. Han foreslår også skærpede sanktionsmuligheder i form af højere bødetakster og mulighed for administrative bøder.

Enhedslisten er et af partierne bag beretningen, der nu har mistet sit flertal. Og her kan skuffelsen også spores.

”DF har sammen med et flertal uden om regeringen været med til at stille beslutningsforslaget om at indføre krav om helårsbeboelse i nyopførte boliger. Derfor er det meget skuffende, at de ikke på udvalgsmødet i dag vil være med på en beretning, som kan gennemføre den bopælspligt, de siger, de går ind for,” siger Enhedslistens boligordfører Søren Egge Rasmussen i en pressemeddelelse.

Ole Birk Olesen forventer at fremsætte sit lovforslag i februar 2018.

Dokumentation

Læs brevet fra Ole Birk Olesen til Transport-, Bygnings- og Boligudvalget:

I tilknytning til udvalgets behandling af B71 kan jeg oplyse om, at jeg i den kommende folketingssamling agter at fremsætte et forslag til ændring af boligreguleringsloven.

Formålet med lovforslaget vil bl.a. være at styrke kommunernes muligheder for at håndhæve reglerne om bopælspligt og klargøre regelsættet omkring korttidsudlejning.

Jeg forventer, at lovforslaget vil indeholde bestemmelser om:
 Fastsættelse af grænse for korttidsudlejning.
 Forbud mod korttidsudlejning af boliger, som ifølge lokalplanen skal anvendes til helårsbeboelse i regulerede kommuner, før boligen er taget i brug.
 Bedre muligheder for kontrol, herunder:
- samkøring af registre
- adgang til kontrolbesøg
- opfølgning på forbrugsoplysninger
 Skærpede sanktionsmuligheder, herunder administrative bøder og højere bødestørrelser.

Lovforslaget forventes fremsat i februar 2018.

Med venlig hilsen
Ole Birk Olesen


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00