Er ideen om demokrati i boligområdet forældet?

Af Palle Adamsen
Formand for BL

I samarbejdet med vores nordiske og europæiske kollegaer har vi erfaret, at vi i Danmark har en helt enestående og unik model. Den sikrer, at mennesker, som enten ikke kan eller har mulighed for at erhverve deres egen bolig fra udbuddet på boligmarkedet, alligevel får adgang til en ordentlig bolig som en ramme om deres liv.

Det sker via de 20% af den samlede boligmasse, som er almene boliger – boliger, som er målrettet familier med et boligsocialt behov, ældre, handicappede og unge studerende. I de fleste vestlige lande er andelen af sociale boliger på samme niveau, og i flere lande lidt højere. Når det handler om boligmængden, som i Danmark er godt 550.000 almene boliger, er vi såmænd ikke så anderledes end de lande som vi sammenligner os med.

En model der virker
Men vi adskiller os fra den øvrige del af Europa ved, at vi har skabt en ganske robust, bæredygtig og social balanceret OPP model (offentlig-privat samarbejdsmodel) for de almene boliger. Modellen er robust bl.a., fordi der er klare linjer i finansieringen.

Opførelsen af nybyggeri får offentligt tilskud for bl.a. at sikre en stabil huslejeudvikling, mens driften og renoveringerne finansieres fuldt ud af beboerne, og alle låneoptag sker på det velfungerende danske realkreditmarked med yderligere risikoafdækning via garantier. Dermed er der i sammenhæng med Landsbyggefonden skabt en solidarisk og robust finansieringsmodel, som ikke har givet nævneværdige tab for realkreditten til udlån til almene boliger.

Boligerne er opført af kompetente og dygtige private rådgivere og byggevirksomheder med den private materialeindustri som underleverandører. Den løbende vedligeholdelse og forbedring sker gennem indkøb fra det private marked. Siden 2006 er der investeret mere end 50 milliarder kroner i renovering og forbedring af de almene boliger – alt sammen udført af private virksomheder, som har konkurreret om at gøre det bedst og billigst.

Staten regulerer rammerne, og kommunerne bestemmer aktivitetsniveauet og har adgang til 25% af boligerne, og aftaler herudover, om de ønsker at disponere flere boliger direkte selv, eller de ønsker at påvirke fordelingen af boliger efter særlige sociale kriterier – boliger til skilsmisseramte, fortrin for ældre, handicappede, særligt udsatte grupper m.v.

I de almene boligområder er der nærdemokrati og hvert år mange tusinde debatter og afstemninger – langt flere end vi får tilbud om i det formelle repræsentative demokrati, hvor vi hvert 4. år sætter vores kryds

Palle Adamsen
Formand for BL

Det særlige ved Danmark er, at den udførende del af almen boligvirksomhed ikke er en indlejret del af det offentlige; men er lagt i hænderne på private non-profit og demokratisk styrede almene boligorganisationer. Dem er der ca. 600 af, og de har ansvar for 8000 boligområder.

Det særlige ved Danmark er også, at vi har lagt deltagelse og indflydelse helt ud til beboerne. Sammen med din lejekontrakt får du ret til indflydelse, ikke bare på din egen bolig, men også på et af de 8.000 områder, du bor i. Og har du ambitioner, kan du lade dig vælge til lokale og centrale bestyrelser, og dermed få direkte medbestemmelse på en af de 600 boligorganisationers udvikling og beslutninger.

Vi har med andre ord et beboerdemokrati. Hvor man andre steder taler om inddragelse og participation som et nyttigt element i planlægning og forvaltning, har vi ført det helt ud i livet og gjort det til en integreret del af modellen.

Vi ved fra undersøgelser, at mere end 25.000 er direkte aktive i den daglige ledelse. Hvert år mødes herudover beboerne i de 8.000 områder for at beslutte næste års budget og aktiviteter. Skal der gennemføres store renoveringer og boligsociale helhedsplaner, så er det beboerne, som medvirker og beslutter, om tiltagene skal gennemføres.

En del af den danske model
Siden 2006 har vi besluttet flere hundrede boligsociale indsatser og et tilsvarende antal renoveringer. I de almene boligområder er der nærdemokrati og hvert år mange tusinde debatter og afstemninger – langt flere end vi får tilbud om i det formelle repræsentative demokrati, hvor vi hvert 4. år sætter vores kryds.

Beboerdemokratiet er en søjle i den unikke danske model, og demokratiet fungerer både som et formelt beslutningsforum, men også som en arena for masser af socialt frivilligt arbejde, hvor vi styrker naboskabet, trygheden og de målrettede indsatser i boligområderne. Langt fra alle deltager – mange vælger udelukkende at bo - og kompleksiteten i beslutningerne stiger. Det sker i næsten alle institutioner og organisationer.

Modsvaret har været, at de professionelle administrationer skal kunne hjælpe og bistå med at facilitere og kvalificere de mange decentrale beslutninger. Det er måske en af forklaringerne på, at der gennem de sidste 10 år er sket en centralisering gennem fusioner mellem flere små boligadministrationer.

Og forklaringen på, at en række boligorganisationer gennem udbud har valgt en af de større administrationer i stedet for en mindre og måske mere sårbar. Formålet har været at skabe et stærkere fundament for de beboerdemokratiske beslutninger; men selvfølgelig også at skabe større effektivitet.

Og den udvikling forventer vi fortsætter, og måske den bliver speedet op fra statslige krav om yderligere effektiviseringer i den daglige drift og administration. Den udfordring tager vi gerne, men ser det også som vores opgave at sikre, det ikke sker på bekostning af et levende demokrati og den store frivillige indsats.