Fogh: – Dybvad ikke så socialdemokratisk, at det gør noget!

Kære Karsten,

Først og fremmest et stort og hjerteligt tillykke med de 60 år. 60 år er lang tid. Men af egen erfaring kan jeg sige, at det ikke er så slemt, som det lyder.

Den 5. juni 2001 holdt oppositionens leder en tale, hvor han blandt andet sagde følgende: ”Kammerateri, vennetjenester og magtfordrejning (….) Jeg kan sige helt klart, at Venstre ikke længere stoler på de vurderinger, der kommer fra Finansministeriet. Vi betragter ministeriets vurdering af oppositionens politik som ren socialdemokratisk partipropaganda.”

Ja, det sagde jeg. Det var daværende finansminister Pia Gjellerups (S) ansættelse af dig som ny departementschef, Karsten, der udløste denne svada. I en fjern fortid havde du været ansat som økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og LO. Derfor antog vi, at du nok var socialdemokrat. Og derfor kunne din ansættelse bruges som led i kampen mod en træt og nedslidt og upopulær socialdemokratisk regering.

Med denne tale sikrede jeg dit folkelige gennembrud. Før da var du ikke kendt i bredere kredse. Men nu blev du vidt og bredt kendt som socialdemokraten i Finansministeriet. 

Vi har aldrig talt om hverken denne tale, eller hvor du stemmer partipolitisk. Men jeg har dog noteret, at du i hvert fald ikke er så meget socialdemokrat, at det gør noget. Som alle ved, tager rigtige socialdemokrater ikke mod ordener. Men et enkelt blik i Blå Bog vil afsløre, at du, Karsten, bestemt ikke er imod kors og bånd og stjerner: Allerede i 2007 blev du Kommandør af Dannebrogordenen. Du er også bærer af Nordstjerneordenen, Phønix Ordenen, Rio Branco Orden og Stara Planina Orden.

Nå, den grundlovstale er vel ikke den klogeste, jeg har holdt i mit liv. Da vi dannede regering i november 2001, besluttede vi at beholde dig som departementschef i Finansministeriet. Og vi havde aldrig grund til at tvivle på vurderingerne fra Finansministeriet. Efter at have fulgt dit arbejde i fire år var jeg så overbevist om din dygtighed og loyalitet, at jeg i 2005 udnævnte dig til departementschef i Statsministeriet, da Nils Bernstein blev nationalbankdirektør. Fra 2005 til 2009 havde vi et meget tæt samarbejde i Statsministeriet i en periode med store udfordringer både indenrigs- og udenrigspolitisk.

Jeg satte overordentlig stor pris på vores samarbejde. Det er der tre grunde til. For det første var du en embedsmand af den meget solide skole, for hvem den saglige rådgivning var alfa og omega. Du valgte at spille med sikre kort, undersøge sagerne til bunds, ofte optræde som djævelens advokat. For en politiker kan det være frygtelig irriterende, når faktiske omstændigheder spærrer for en politisk løsning. Men i den henseende var du kompromisløs. Reglerne skulle overholdes. Tallene skulle ikke bøjes. Embedsmændene skulle sige, hvordan forholdene rent faktisk var. Så måtte politikerne tage sig af politik-udviklingen.

For det andet var du en meget fleksibel embedsmand, selv når din stædighed blev sat på prøve. Du lærte meget hurtigt at tage følgende sætninger dybt alvorligt: ”Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares”. ”Hvis det ikke er kommunikeret, eksisterer det ikke”. ”Hvad, vi sagde før valget, gennemfører vi efter valget”. Du respekterede disse leveregler fuldt ud, selvom du nok ikke ligefrem elskede de begrænsninger, de lagde på regeringens og embedsmændenes arbejde. For eksempel skattestoppet. Ligesom de fleste andre økonomer brød du dig vist ikke om skattestoppet. Men skattestoppet var og er skatteborgernes eneste værn mod den totale udplyndring. Du respekterede skattestoppet, fordi det var regeringens politik. Ikke nødvendigvis fordi du syntes, det var fornuftigt. Men jeg har da noteret, at du i en moden alder som direktør i DI har arbejdet for sænkninger af såvel topskatten som selskabsskatten. At få en S-SF-R-regering til at lette skatten på virksomhederne med en milliard, samtidig med at de skærer en milliard på bistandshjælpen, er da lidt af en præstation.

For det tredje din ubetingede loyalitet. Den er så stærk, at du stadig føler det som et angreb på din personlige ære, når den økonomiske politik fra 2001 og frem bliver kritiseret. Det er en kendsgerning, at den store velfærdsreform fra 2006 stadig står som det største enkeltbidrag til den finanspolitiske holdbarhed her i landet. Du føler et stort ansvar for at fastholde og forklare dette. Så meget, at du en dag opsøgte mig foran dagbladet Politiken, hvor jeg skulle tale ved et arrangement. Du ville give mig gode råd om, hvordan jeg skulle kommunikere de enestående økonomiske resultater mere effektivt. Den del overraskede mig ikke så meget, når man tager i betragtning din saglighed, loyalitet og dedikation. Hvad der derimod overraskede mig lidt mere, var din påklædning. Direktøren for DI stod der – iført korte bukser, med en cykel ved siden. Jeg har i tidens løb holdt mange møder med direktøren for DI. Men jeg husker aldrig at have mødt nu afdøde Hans Skov Christensen i shorts. At du blæste på formerne og fokuserede på det saglige, fortæller meget, ikke blot om din loyalitet, men også om din afvæbnende charme og afslappede omgangsform.

Karsten, jeg ved, at én af dine favoritsangere og -musikere er Bruce Springsteen. Og ikke blot er du ”tougher than the rest”, men du lever også op til stroferne i en anden sang af Bruce Springsteen: ”No retreat, baby, no surrender”. Netop den styrke og stædighed har gjort, at din indsats for Danmarks ve og vel har været meget, meget betydningsfuld.

Mange tak og et hjerteligt tillykke med de 60!

Blandt de øvrige talere var nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), formand for Dansk Metal Claus Jensen og formand for DI Lars Mikkelgaard-Jensen.