Forsker: Tænk boligmarkedet som en helhed

Af Gunvor Christensen
Forsker, SFI

Det har været et klart boligpolitisk mål de sidste tre årtier at nedbringe antallet af udsatte boligområder. Dette mål giver god mening ud fra, at de store udsatte boligområder forårsager et pres på den lokale velfærd og på de opgaver, der varetages af pædagoger, lærere, socialrådgivere og øvrige socialarbejdere i disse områder. Mindre boligområder med færre udsatte beboere vil formodentlig mindske det pres.

Man har forsøgt at nedbringe antallet af udsatte boligområder ved hjælp af områdebaserede indsatser og en række forskellige udlejningsinstrumenter, der har til formål at øge det sociale mix på lejeboligmarkedet.

Karakteristisk for løsningerne er, at de alene finder sted i den del af boligmarkedet, der er mest udsat og presset.

I det entydige fokus på kun at finde løsninger på problemer og udfordringer i de udsatte boligområder bliver det overset, at det samlede boligmarked er udtryk for samfundets organisering og virke.

Gunvor Christensen
Forsker, SFI

Boligmarkedet er en afspejling af samfundet
I det entydige fokus på kun at finde løsninger på problemer og udfordringer i de udsatte boligområder bliver det overset, at det samlede boligmarked er udtryk for samfundets organisering og virke. Boligmarkedet er intet mindre end en afspejling af opdelingen og polariseringen i samfundet. Både danske og internationale erfaringer er, at det er en overordentlig vanskelig opgave at opløse udsatte boligområder.

Det er netop på grund af, at boligmarkedet i udgangspunktet er stærkt struktureret, og at de mest sårbare grupper som følge heraf bosætter sig i den nederste del af boligmarkedet, fordi det er deres eneste mulighed. Ganske vist er der med fleksibel udlejning og kombineret udlejning mulighed for at regulere, hvem der flytter ind i hele den almene boligsektor; men forskning gennemført på SFI viser, at reguleringen overordnet set ofte sker i boligområder, der er udsatte og problemramte.

Det er stadig især svage beboere, der flytter ind i de mest udsatte boligområder. Dette forhold fastholder eksistensen af udsatte boligområder, hvor der ganske vist i en vis grad kommer andre og mere ressourcestærke beboere. Men den samlede beboermasse er stadig kendetegnet af de samme udsatte karakteristika som fx ledighed, manglende uddannelse og misbrugsproblemer.

De svages presses ud
Så hvad er vejen ud af at have de store almene boligområder, hvor der er en koncentration af de svage og udsatte beboere? En vej, som en række kommuner og boligorganisationer har på tegnebrættet, er, at reducere i antallet af boliger i de store boligområder og fysisk omdanne disse boligområder til mindre enheder.

Men den vej er kun farbar, hvis der samtidig bliver opført almene boliger andre steder. Så for hver almen bolig, der fjernes, bliver den opført et andet sted og ikke nødvendigvis inden for kommunens egne grænser. For der er jo stadig et stort behov for boliger, der kan betales af borgere på overførselsindkomst eller med lave lønninger – boligmarkedet er vedvarende presset særlig i de større byer.

Risikoen ved at reducere i antallet boliger i de udsatte boligområder er, at vi presser de svageste grupper ud af boligmarkedet, og det er ikke et velfærdssamfund værdigt at gøre.

En kommunal og landspolitisk frygt
Der forekommer at være en kommunal og landspolitisk frygt for at tænke løsningen af de udsatte boligområder som et anliggende for hele boligmarkedet og for alle kommuner. Derfor ser vi, at lokale planer for at opløse udsatte boligområder kun tager udgangspunkt i de udsatte boligområder.

Så længe vi gør det, får vi ikke løst, at vi har disse fysiske koncentrationer af sårbare og udsatte beboere, og at der er en ulige kommunal fordeling af udsatte borgere i vores samfund. Vi har landspolitikere og kommunale politikere, der taler om ghettoer og negative områdeeffekter, og som netop anskuer den nuværende rumlige opdeling af boligmarkedet som yderst problematisk.

Der findes næppe mange – heller ikke blandt forskere – der er uenige i, at store boligområder med mange udsatte borgere er problematisk af mange forskellige grunde. Men jeg savner et kommunalt og landspolitisk mod til at afprøve løsninger, der afspejler et tilsvarende rummeligt og helhedsorienteret syn på boligmarkedet, og hvor løsningen på, at vi har tydelige udsatte boligområder, udbredes til hele boligmarkedet på tværs af kommunale grænser.