Frank Jensen: Lynetteholmen er et forsvar for det København, vi kender

DEBAT: Hvis vi stopper med at bygge nye boliger i København, er det kun de rige, der får råd til at bo i byen. Men med projekter som Lynetteholmen sikrer vi, at København fortsat har plads til både kassedamer og direktører, skriver Frank Jensen (S).

Lynetteholmen skal bygges på den københavnske facon med grønne områder og højklasse kollektiv transport, skriver Frank Jensen (S).Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Frank Jensen (S)
Overborgmester i København

Da jeg for en måned siden sammen med statsministeren og to fagministre præsenterede principaftalen om at anlægge en helt ny bydel i Øresund mellem Nordhavn og Refshaleøen, var der flest roser. Blandt andet i en avisleder, som kaldte forvandlingen af København for ’et mirakel’ – med planerne om Lynetteholmen som kronen på værket.

Og København er faktisk et mirakel. Fra en nedslidt, fattig by i 1980'erne med en vigende befolkning under en halv million mennesker og en overvægt af meget unge og meget gamle er København over de seneste 30 år vokset og blomstret, så det i dag er en af verdens dejligste storbyer.

Vi kåres løbende til en af de bedste byer at bo i, besøge som turist eller komme til som højtspecialiseret udenlandsk arbejdskraft. Og selvom der er kraftigt pres på boligmarkedet, er København stadig en blandet by, hvor der findes alle typer mennesker og indkomster i en meget blandet boligmasse.

Fakta

Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

I de mellemliggende år har byen fået metro og mange kilometer cykelsti, havnefronten er blevet åbnet op for københavnerne og vandet renset. Byen er bundet sammen over havnen af adskillige cykel- og gangbroer, her er grønt, der er udendørs servering foran cafeerne, iværksætteriet blomstrer, og der er liv og foretagsomhed – også i de kvarterer i byen, som før var mørke og fattige.

Plads til direktør og kassedame
Vi er i mellemtiden også blevet flere end 600.000 københavnere – blandt andet fordi børnefamilierne bliver boende i byen. Efter alt hvad vi kan se, vil befolkningsstigningen fortsætte de næste mange år, så vi i 2050 vil være næsten 800.000 københavnere (!).

Et stop for nybyggeri er venstrefløjens svar på Donald Trumps mur mod Mexico.
Frank Jensen (S)
Overborgmester i København

Men naturligvis kommer intet godt alene. For bagsiden af medaljen er, at populariteten presser boligpriserne op.

Læs også

Ny debat: Er Lynetteholmen den rette vision for København?

Det er ikke en udvikling, København står alene med. Men udviklingen i boligpriserne er noget, jeg som socialdemokrat ser som min vigtigste opgave at holde nede med de midler, jeg nu engang er givet. Fordi jeg ønsker en blandet by, der stadig har plads til både manden på bænken, direktøren og kassedamen.

Og her er det allervigtigste naturligvis at sørge for, at der bygges mange nye boliger – både af private investorer, men også almene boliger med et huslejeniveau, der er til at betale for med almindelige lønninger.

Byggeaktiviteten er heldigvis kommet op i gear. Sidste år kunne nye beboere stikke nøglen i låsen på 5.600 nye boliger, og mindst lige så mange vil stå klar i år. Vi har det højeste boligbyggetempo i København siden 1940'erne. Og noget tyder på, at aktiviteten er ved at nå op på siden af efterspørgslen, og at boligpriserne i hovedstaden faktisk er ved at bremse lidt op.

Den gode nyhed er, at København i de kommende år har land til mange flere boliger i Ørestad, Nordhavn og Sydhavn. Den dårlige er, at på sigt slipper grundene op.

Byggestop er ikke løsningen
Det er allerede nu en åben diskussion, især drevet af dele af Enhedslisten og Alternativet, hvorfor der overhovedet skal være så mange mennesker i København. Hvorfor skal byen dog vokse? Præmissen synes at være, at hvis vi lukker portene og bevarer byen som den er, så er alt godt.

Men det er at narre folk til at tro, at et stop for nybyggeri vil bevare status quo. Det vil det ikke. Det vil i stedet beskytte alle os, der allerede har skaffet os en bolig i København, for eksempel ved at få en billig andelsbolig op under neglene i 90'erne.

Det vil også presse priserne op og gøre os, der har en andels- eller ejerbolig i byen, rige.

Til gengæld vil det effektivt sikre, at folk med beskedne og/eller gennemsnitlige indkomster effektivt formenes adgang til København, og at byen gradvist vil blive et rent rigmandsforetagende. Vi vil altså få en by, hvor skolelærere og buschauffører ikke har en chance for at finde en bolig. Det er venstrefløjens svar på Donald Trumps mur mod Mexico. For mig et skrækscenarie og udtryk for en vanvittig eksklusivitet. Eller egoisme kunne man også kalde det.

Lynetteholmen i den københavnske ånd
Så derfor slog vi i København til og spillede Lynetteholmen ind, da regeringen nedsatte en hovedstadskommission. Og derfor slog jeg til, da det viste sig, at også regeringen synes, det var en fantastisk vision, der vil skaffe land til fremtidens københavnere. Der kommer til at bo 35.000 mennesker på selve Lynetteholmen, og yderligere 15.000 på Refshaleøen.

Naturligvis bliver Lynetteholmen på mange måder en ny og moderne bydel. Men Lynetteholmen er først og fremmest et forsvar for det København, vi kender og vil få en lang række genkendelige københavner-kvaliteter:

Den skal anlægges på den københavnske måde ved, at vi binder de nye bydele sammen med resten af byen og anlægger højklasse kollektiv trafik og infrastruktur, før folk flytter ind, så de let kan komme til bolig og arbejde uden bil.

Vi giver plads til grønne områder og adgang til strand og hav. Vi sørger for gode skoler, daginstitutioner og sportsbaner. Og fremfor alt bevarer vi en by, hvor boligerne følger med efterspørgslen, så priserne holdes nogenlunde i ro, og vi kan bo mellem hinanden, direktører og pensionister, buschauffører og professorer, skolelærere og frisører – alle mulige mennesker, som synes, København er deres by på tværs af indkomst, kultur og præferencer.

Politik har aldrig været vigtigere